Content area

|

»Hun bliver båret ind af sin mand …«

Ariella Nielsen er ved at uddanne sig i infektionsmedicin og bruger seks uger som frivillig for den hollandske ngo Boat Refugee Foundation’s mobile klinik i flygtningelejren Mavrovouni på Lesbos. Hendes mand har taget ferie, og familien har lejet hus nær ved lejren.
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

8.30 Det var sent i går, og vi sover længe. Efter morgenmad leger vi lidt med ungerne på tre og seks år, inden jeg sætter mig til computeren. Jeg arbejder med nogle rengøringsprotokoller for modtagelsen af obs-COVID-patienter og ser på instrukser for behandling af hedeslag. Om dagen er her 36 °C i skyggen og endnu varmere i teltene. Der er ikke megen skygge i lejren.

11.00 På et møde for lægerne og psykologerne diskuterer vi, hvordan vi håndterer de særligt sårbare patienter. Så går jeg hjem og spiser med familien. Vi tager en tur på stranden til ved tretiden, hvor jeg går hjem og gør mig klar til vagten.

15.30 Jeg går til vores hovedkvarter. I dag har jeg apotekertjansen og pakker medicin og udstyr. Så mødes holdet – to læger, en koordinator, som har været her længe og har gode kontakter, samt to triagepersoner – sygeplejersker (når vi ellers har dem) og nogle tolke, som selv er flygtninge. Plus en frivillig »i porten«. Vi fordeler opgaverne. Som den mest seniore er jeg »rød læge« med ansvar for de dårligste patienter – vi har et rødt og et gult rum i vores »hospitainer«. Ud over de alvorligere sygdomme ser vi mest dehydrering, gastroenteritis, hudinfektioner og fnat – og rigtig meget psykiatri. Vores ngo har ikke psykiatere, men halvdelen af de udsendte er psykologer. De har dagtiden, mens lægerne har aftenvagterne. De sværeste psykiatriske tilfælde forsøger vi at viderehenvise til Læger uden Grænser, men muligheden for akut indlæggelse og behandling er meget begrænset og ventetiden lang.

17.00 De første patienter er i triagen. Min første patient har brystsmerter. Jeg vurderer, at han formentlig har en stabil angina. Efter ekg skriver jeg en henvisning til videre udredning og håber, det lykkes. Al dokumentation skrives i hånden og følger patienten, som skal henvende sig et andet sted for at blive sendt videre. Hvis det er meget akut, kan vi dog selv tilkalde ambulance.

18.00 Efter et par helt simple ting kommer et barn med svær impetigo, som flere gange er forsøgt lokalbehandlet uden held. Jeg lægger en ny plan, og barnet får antibiotika til systemisk behandling. Pga. de uhygiejniske forhold er hudinfektioner en af de hyppigste henvendelsesårsager.

18.20 Den næste patient en kvinde, som er depressiv og har PTSD. Hun har fået sit andet afslag på asyl og er psykisk påvirket med selvmordstanker. Vi snakker længe med hende og aftaler kontakt med vores psykologer i morgen. Formentlig kan hun få videre opfølgning hos psykiater.

20.00 Efter en spisepause kommer den første rigtigt dårlige patient i aftenvagten. Hun er bevidstløs efter en overdosis i suicidalt øjemed og bliver båret ind af sin mand. Hun har skåret sig selv og bløder. Vi ringer efter en ambulance, får hende sutureret og stabiliseret og sendt videre til det offentlige hospital i Mytilini.

21.00 Antibiotika til simple urinvejsinfektioner, udslæt og ormebehandlinger – småting. Men også masser af brandsår. Mange børn bliver skoldet og svært forbrændt ved uheld med kogeapparater. Det skyldes især de ringe pladsforhold med to familier om hvert telt og madlavning i børnehøjde.

22.00 Der er lidt tid til at se på mail med svar for nogle patienter med vanskelige tilfælde, som jeg har konfereret online med nogle specialister. Så en mor med en baby, som har hævelse i ansigtet efter et insektstik. En mand skal behandles for hæmorider og får salve og lidt vejledning.

23.00 En ung mand klager over hovedpine og beder om noget smertestillende. Han er registreret til at være 22 år, men siger nu, at han er 16. Det er sent, så vi aftaler, at vi hjælper med kontakt til FN’s Flygtningeorganisation, og at han kommer tilbage til en snak i klinikken i morgen.

24.00 Lukketid. Kollegerne gør et par ventende patienter færdige, mens vi andre gør rent og pakker ned, inden vi kører tilbage til hovedkvarteret og pakker ud, sender til sterilisering og starter vaskemaskinen. Klokken 1.30 er jeg hjemme. Jeg prøver at låse mig lydløst ind, men låsen vil ikke samarbejde, så jeg må vække min mand.

Blad nummer: 

Right side

af Kamaran Shorsh | 24/09
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 24/09
4 kommentarer
af Carsten Anker Edmund | 24/09
26 kommentarer
af Helle Lone Jensen | 23/09
1 Kommentar
af Martin Gottliebsen | 21/09
2 kommentarer
af Bente Ulla Rasmusson | 20/09
1 Kommentar
af Carsten Reidies Bjarkam | 18/09
1 Kommentar