Skip to main content

Hun fik styr på sin angst: Både piller og terapi hjalp

Journalist Antje G. Poulsen, antjepoulsen@gmail.com

15. apr. 2011
3 min.

Vickie var en sød og smilende pige på 11 år. Men inde bag det kønne ydre kværnede tankerne konstant rundt i en bekymringscentrifuge, som satte Vickies krop i alarmberedskab. Hjertebanken, spændinger og rysten fik hende til gang på gang til at melde sig syg, sige fra eller liste væk, når der var gymnastikopvisning, fødselsdag eller fællesspisning på skolen. Samvær med andre krævede overvindelse og spekulationer. Og tankerne kværnede videre, mens hun blev voksen, uddannet som laborant, gift og fik børn. Kun en enkelt gang, mens hun studerede, fik hun hjælp af sin læge.

»Lægen mente, at jeg led af eksamensangst, og jeg fik blodtrykssænkende medicin. Det hjalp på mine rysteture. Men jeg fik jo aldrig fortalt, at jeg også rystede, når jeg skulle i supermarkedet eller på cafe«, husker Vickie.

Hver gang hun forsøgte at tale med andre om sin angst, kom hun til kort. Der var ingen, som sagde: »det kender jeg godt«, så hun lukkede i og accepterede, at dagligdagsrutiner, som at gå i kantinen, for hende var som at svømme gennem hajfyldt farvand. Hun rystede bare ved tanken om mad, der kunne smutte ud over tallerkenkanten, og samtaler, der kunne gå pinligt i stå.

Blev under søgt for hjerteproblemer

Vickie skulle blive 40 år, før hun fik diagnosen socialfobi. Inden da havde hun flere gange fået tjekket sit hjerte, når hun havde opsøgt lægen med sine symptomer. Men en dag så hun en annonce om et medicinsk forsøg. Symptomerne i annoncen passede på hende, og endelig fik hun til sin store lettelse sat navn på sin lidelse.

I forsøget fik hun antidepressiva, som blev trappet ned inden for et år.

»Pillerne gav mig en følelse af ro, som jeg aldrig havde haft før. Uden dem havde jeg ikke vidst, hvad det var for en tilstand, jeg gerne ville opnå«, fortæller hun.

Hendes egen læge sendte hende til kognitiv terapi, og hun gik i gruppeterapi i tre måneder. »Det gik op for mig, at forandringen skulle komme fra mig selv. Og det var skræmmende, for det betød, at jeg skulle ændre på mig selv«.

Lægen var en stor støtte

Netop det, at angsten var blevet en del af hendes identitet, gjorde det svært at slippe den. »Min læge var en stor støtte, fordi hun fastholdt mig, når jeg selv begyndte at bagatellisere det eller ville undersøges for mit hjerte igen. Det var selvfølgelig fordi, det ville være mere acceptabelt, hvis jeg 'bare' var fysisk syg«.

Terapiforløbet gav Vickie strategier imod angsten og bagefter arbejdede hun selv videre med yoga og meditation. I dag er hun om ikke kureret, så i stand til at leve en langt mere udadvendt tilværelse. Og hun har fået et nyt krævende job.

»Jeg bliver udfordret hver dag, og det gør mig godt. Før tænkte jeg altid meget indad og spekulerede over, hvad andre ville tænke, hvis jeg sagde det ene eller det andet. Nu er jeg til stede i situationen, og hvis der dukker en tanke op, som vil trække mig i den anden retning, har jeg lært, hvordan jeg slipper den igen. Derfor har jeg i dag et helt andet liv - og kan nyde alting meget mere«.