»Hun lægger de gravide på lergulvet ...«

5.00 Jeg vågner ved, at en hane galer uden for gæsteboligen ved det lokale sygehus i Bissamcuttack. Men jeg venter til kl. syv med at stå op.

7.30 Hospitalet drives af en kristen organisation, så alle ansatte og vi 18 danske kursister samles i en kirkesal til morgenmesse, der samtidig fungerer lidt som daglig team building. Vi bliver budt velkommen og synger en dansk sang: »Se, nu stiger solen af havets skød«. Derefter en hurtig morgenmad

8.00 Til dagens program bliver vi delt i fire hold, der skal ud til omliggende landsbyer. Vi får følge af hospitalets karismatiske community doctor, der hedder Johnny. Han giver en kort introduktion til det primære sundhedsarbejde i landsbyerne.

8.30 Vi kører. Vores hold er på fem læger og en lokal sygeplejerske. Med sundhedshjælpere er vi 13 i Land Rover'en. Vi sidder i lag og skrumpler af sted på skiftevis asfalt og jordveje til den første landsby.

9.00 I landsbyen går vores hold sammen med en sygeplejerske - Stella - gennem hovedgaden mellem de lerklinede huse, så folk kan se, vi er kommet. Vi etablerer os på en terrasse foran et hus, og de syge begynder at indfinde sig. Stella lytter på dem, behandler og sorterer. Alle, der kommer med feber, får behandling for malaria. En kommer med lungebetændelse, og der er en med fodsvamp.

10.00 Her er nogle gravide, som skal tilses. Jeg får lov at komme med Stella ind i hytten og se, mens hun lægger dem på lergulvet og mærker dem på maven. Hun lytter med jordemoderrøret efter hjertelyd. Hos en af de gravide, som mener, at hun er fem måneder henne, er livmoderen for lille til at svare til fem måneder. Der er heller ikke hjertelyd, og hun får besked om at komme til hospitalet i næste måned for at blive undersøgt. I Danmark ville hun blive chokeret og kræve at blive tilset straks. Her er sygdomsopfattelsen en anden. Der er ikke mange børn, der overlever, og kvinden virker ret upåvirket.

11.00 Stella har en metalkuffert med 15 forskellige slags medicin, som hun hælder op i papirkræmmerhuse til patienterne, når hun har stillet sine diagnoser. Vi er kommet til endnu en landsby, hvor en af patienterne er et barn, som ved en kviktest viser sig positiv for malaria. Hun kommer i behandling med antibiotika - ikke noget med indlæggelse.

13.30 Vi gør holdt og spiser frokost af palmeblade sat sammen med små træsplinter: Naan-brød med æggefyld, som smager fantastisk, og frugt.

14.00 Holdene er samlet igen, da vi kommer til et nyt sted. Alle de fattige landsbyer har en betroet sundhedsarbejder. Her er det en spinkel, ældre kvinde. Johnny sætter sig på hug hos hende og pjatter og snakker - han har en god evne til at gå lige i folk med humor og uden arrogance. Samme tilgang har han til patienterne: Han rører ved dem og snakker og laver sjov med dem. Her er ikke så mange syge, så der er tid til at forklare os en del om det primære sundhedsvæsen, blandt andet om systemet med sundhedsarbejderne.

17.00 Vi er hjemme igen og møder alle de andre kursister over en tiltrængt Thumbs Up Cola. Vi når også en tur ned i landsbyen for at se på nogle silkestoffer.

20.00 Vi har haft et par timers undervisning, hvor bl.a. Johnny og nogle sygeplejersker fra sygehuset fortæller os om malaria. Professor og overlæge Ib Bygbjerg fra Rigshospitalet er her også for at undervise. Men nu er vi færdige - der er aftensmad.

21.00 Vi har evaluering, og grupperne fortæller om deres dag. Vi drikker gin & 7Up, og jeg har fået en sms fra mine børn. De fortæller, at de har haft »en sygt hyggelig weekend og håber, du har det godt i Indien, mor ...« Teenagere er ikke særligt sentimentale.

23.00 Sengetid.