Content area

|

"... hun skal ikke genoplives ved hjertestop"

Kirstine Krushave Lehm er reservelæge på akutmodtagelsen på Regionshospitalet Viborg.

Kirstine Krushave Lehm er reservelæge på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet Viborg. Foto: Privat.
Forfatter(e)
Britt Lindemann, brl@dadl.dk

6.28 Clockradioen vækker mig, og jeg ser frem imod titimers vagt med forkølelse. Det er første dag på akutmodtagelsen med stuegang og indlæggelse af medicinske/abdominalkirurgiske patienter efter ca. halvanden måned i skadestuen, og jeg er lidt spændt.

 

8.00 Morgenkonference og uddeling af dagens stuegangspatienter. Det er første gang, jeg skal prøve den nye stuegangsform med team, hvor en akutlæge eller erfaren medicinsk læge går stuegang med en yngre læge. Det skal øge supervisionen af os yngre læger i Akutafdelingen, idet adgangen til supervision bliver lettere, og man ved præcis, hvem man skal spørge, og hvor vedkommende er.

 

8.20 I dag er der ikke så mange patienter, så vi har fem i vores team, hvoraf jeg får to: en midaldrende kvinde indlagt i går med en overdosis af diverse piller i suicidalt øjemed og en gammel kvinde indlagt pga. pneumoni.

 

9.05 Jeg er inde ved patienten med pneumoni. Hendes høje alder taget i betragtning og det, at hun er kendt med en uhelbredelig hjernetumor, gør, at jeg også skal snakke med hende om behandlingsniveau. Vi vil ikke yde genoplivning, hvis hun får hjertestop. Hun virker dog lidt forvirret, så jeg venter derfor med at snakke om det, til de pårørende kommer.

 

9.50 Stuegang på den suicidale kvinde. Kvinden ligger på en firesengs stue, så jeg tager hende med ind på et kontor, hvor vi kan sidde relativt uforstyrret. Hun fortæller, at hun ikke kan holde ud at leve mere, og tager ikke afstand fra handlingen dagen før. Vi bliver enige om, at hun har bedst af at blive indlagt på psykiatrisk, og hun går med til frivillig indlæggelse. Jeg konfererer med den psykiatriske bagvagt, men føler mig godt klædt på fra studiet.

 

10.50 De pårørende til den ældre dame er kommet, så jeg går ind og snakker med dem. De og patienten er med på, at hun ikke skal genoplives ved hjertestop.

 

11.40 Frokost sammen med vagthavende akutlæge og en yngre lægekollega. Det er rarest, når vi har tid til og kan få det til at passe med at spise sammen.

 

12.10 Indlæggelse af min første abdominalkirurgiske patient i lang tid. En midaldrende kvinde obs. divertikulitis.

 

14.00 Næste patient er også abdominalkirurgisk. En midaldrende kvinde med smerter i abdomen. Det viser sig dog, at smerterne sidder svarende til urinvejene, hvilket bliver mit og den abdominalkirurgiske mellemvagts fokus.

 

16.00 Kirurgisk konference omkring de abdominalkirurgiske patienter, der er indlagt i løbet af dagen, og overlevering til den tilgående kirurgiske mellemvagt. Da konferencen er slut ti minutter senere, er jeg klar til at tage en ny patient, men der er helt usædvanligt stille. I stedet snakker jeg med den medicinske mellemvagt og en anden forvagt om forskellige faglige emner, herunder larynxødem ved kvælningsforsøg.

 

16.50 En medicinsk patient ankommer, og jeg skynder mig at "sætte" mig på hende i systemet. Først vil sygeplejersken og farmakonomen dog ind til hende, så jeg må vente lidt endnu. Det drejer sig om en kvinde i 30'erne med svimmelhed, høj feber og utilpashed. I samarbejde med akutlægen går vi på jagt efter infektionsfokus.

 

18.10 Jeg har fri, og det har trods forkølelsen været en rigtig god dag, hvor der var godt samarbejde med alt personalet og generelt rigtig god stemning på afdelingen. Jeg går hjemad, mens jeg over telefonen fortæller min mor om den gode dag.

 

21.50 Jeg ringer og snakker med min kæreste, som går på Politiskolen i København.

 

23.10 Godnat.

Blad nummer: 

Right side

af Eva Bjerre Søndergaard | 30/11
4 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar
af Frank Bang Nissen | 21/11
3 kommentarer