Skip to main content

Hun vil gerne være hjemme i den sidste tid

Speciallæge i almen medicin og specialist i palliation, Dorte Lander Rasmussen, er overlæge i Palliativt Team på Regionshospitalet Silkeborg – og denne mandag er det hendes tur til at bemande den nyetablerede palliative telefondøgnvagt.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

25. okt. 2013
4 min.

6.00 Jeg står tidligt op, fordi jeg skal nå at køre med teamets fysioterapeut. Jeg har for nylig haft en diskusprolaps og kan ikke selv køre for tiden. Det tværfaglige team består foruden overlæge og tre sygeplejersker af fysioterapeut, sekretær, psykolog plus præst og socialrådgiver, som begge er ansat på sygehuset, men deltager i vores mandagskonferencer.

8.00 Efter lidt kontorarbejde begynder konferencen med, at præsten holder en mindestund for de døde, vi har haft i teamet. Det gør vi en gang om måneden. Hun læser navnene op, og der er stille et minuts tid. Så gennemgår vi dem, der er døde i den sidste uge, og alle de nye patienter. Det er vigtigt, bl.a. for socialrådgiveren, der ikke kommer så tit, at vide, hvem der er døde, og om der er noget, hun skal gøre i forhold til dødsfaldet. En af de patienter, vi drøfter i dag, er en terminal KOL-patient, en dame sidst i 60’erne, som også er medicinmisbruger, og som er i eget hjem.

10.30 Efter en times kontorarbejde kører jeg på hjemmebesøg med sygeplejersken. I et lille rækkehus besøger vi en ældre dame, som er terminal pga. et malignt melanom med metastaser til hjernen. Hun er meget dårlig og ligger på sofaen i stuen. Selv om hun dårligt kan stå på benene, er hun ulykkelig over, at hun ikke har fået gjort rent i hjemmet, der ellers er så pænt. Hun vil gerne være hjemme i den sidste tid. Manden er her, og vi taler om, hvilke behov de har, og hvad de har brug for os til.

13.00 Efter besøget har vi spist frokost. Mens sygeplejerskerne har møde med de frivillige, taler jeg med en praktiserende læge, der ringer om en patient med brystkræft. Han er i tvivl om, hvordan han skal smertebehandle hende, og om han kan henvise til os, da hun ikke er terminal, men i kurativ behandling. Det må han gerne, da vi også er til for patienter med livstruende sygdomme, som ikke nødvendigvis er terminale, men godt kan have en kompliceret smerteproblematik tidligt i forløbet. Jeg ringer til en anden praktiserende læge angående den terminale KOL-patient med misbruget. Hun er hjemme, og behandlingen er kompliceret, da hun er misbruger og ikke selv kan administrere sin medicin, som vi derfor er nødt til at låse ned, så vi kan styre forbruget.

14.30 En læge fra Medicinsk Afdeling ringer for at få vejledning om smertebehandling af en patient. Da jeg er færdig med at rådgive ham, nærmer klokken sig 15, og jeg kobler mig på telefonen til den palliative døgnvagt. Så kan sygehusenes bagvagter, hospicernes sygeplejersker, praktiserende læger og vagtlæger ringe – og de hjemmesygeplejersker, der passer vores patienter.

16.45 Fysioterapeuten har kørt mig hjem, og jeg skal til møde i min Balint-supervisionsgruppe, som jeg har deltaget i, siden jeg var praktiserende læge.

19.15 Lige som vi skal spise aftensmad, ringer vagttelefonen. Mens min mand og de to store børn spiser, taler jeg med en sygeplejerske på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. En 55-årig mand, der har pancreascancer med spredning til lever og hjerne, har været der et par uger efter to apopleksier. For fem dage siden har han haft en ny apopleksi og er meget dårlig. Han er ukontaktbar og har fået en masse sekret, formentlig pga. en pneumoni. De er i tvivl, om de skal give ham antibiotika. Han er uafvendeligt døende og har selv sagt, at det gerne må gå hurtigt. Familien, som er der, mener det samme. Jeg råder derfor til ikke at give antibiotika, som ”risikerer” at forlænge hans liv. Derefter spiser jeg færdig og ser ”Halvbroderen” i fjernsynet.

22.00 Jeg er lidt træt, så det bliver en tidlig aften. Jeg går i seng og får lov at sove uforstyrret. Døgnvagten er kun nogle uger gammel, så det varer nok lidt, før vi får rigtig travlt.