Skip to main content

Hundrede år med hormoner

Jens F. Rehfeld

2. nov. 2005
3 min.


Endokrinologiens undfangelse er enestående. Næppe andre biologiske grunddiscipliner med tilhørende lægevidenskabeligt speciale kan tid- og stedfæste sin konception så nøjagtigt. Det skete onsdag den 16. januar 1902 om eftermiddagen i det sekund da Ernest Henry Starling (Fig. 1 ) i det fysiologiske laboratorium på University College i London udbrød: »Then it must be a chemical reflex«. Starling og hans svoger, William Maddox Bayliss, havde netop da opdaget, at kroppen ikke blot koordinerer og regulerer sine funktioner via nerver, men også via kemiske substanser, der frisættes fra specielle celler til blodbanen. »It was a great afternoon« skrev kollegaen C.J. Martin efter at have overværet Starling & Bayliss' historiske forsøg. »Indeed« må vi tilføje i dag.

Ugeskriftet celebrerer det første hormons hundredeårsdag i dette nummer med en udførlig beskrivelse af begivenhederne ved opdagelsen af sekretin og af dets senere skæbne (1). Forfatterne er ikke tilfældige. Den kliniske fysiolog Jens H. Henriksen er vel i dag verdens førende Starling-biograf (2), og gastroenterologen Ove B. Schaffalitzky de Muckadell har gennem mange år været en internationalt kendt og anerkendt sekretinforsker (3). Deres indfølte beskrivelse af sekretinets opdagelse og den videre sekretinforskning afspejler på mange måder endokrinologiens udvikling gennem 1900-tallet: i første del af århundredet den klassiske fysiologiske æra med opdagelsen og afstikning af de primære funktioner og fra 1930'erne den kemiske æra med renfremstilling af hormoner, strukturidentificering og kemisk syntese, der tillod systematiske, fysiologiske og farmakologiske forsøg og substitutionsbehandling af hormonmangelsygdomme. Så fulgte immunanalyseæraen i 1960'erne og 1970'erne, hvor hormonernes normale funktioner blev fastslået, hvilket tillod revolutionerende præcis diagnostik af sygdomme med over- og underproduktion af hormoner. Og siden slutningen af 1970'erne den molekylær-biologiske æra med kortlægning af generne for både hormonerne og deres receptorer og den deraf afledte indsigt i biogenese og cellulære ekspressionsmekanismer (4).

Efter hundrede år er hormoner og blodbåren regulering blevet en selvfølgelig del af lægers hverdag i diagnostik, behandling og forskning. Endokrinologien er blevet en hovedhjørnesten i forståelsen af menneskets og alle andre dyrs (og planters) biologi og patologi. Forståelsen begrænser sig imidlertid ikke længere til særlige endokrine kirtler (hypofyse, skjoldbruskkirtel, binyrer, kønskirtler, Langerhansske øer mv.) eller til de spredte endokrine celler i mave-tarm-kanalen og disse organers sygdomme. Også hjerne, hjerte og nyrer producerer et bredt repertoire af hormoner. Og erkendelsen omfatter nu også endotelceller, fedtceller, muskelceller, knogleceller og bindevævsceller. Alle producerer de til forskellig tid og sted hormoner, der i varierende omfang transporteres ad blodvejen til deres målorganer. Alle er kort sagt blevet inddraget i hormonologiens ekspansion - fra psykiater til ortopædkirurg, fra kardiolog til urolog. Alle læger er blevet en slags endokrinologer for Herren. Hvem skulle have troet det hin eftermiddag den 16. januar 1902, da Starling og Bayliss undrede sig over bugspyttet i en bedøvet hund med overskårne nerver til pancreas?

Som nævnt i oversigtsartiklen (1) lancerede Starling i 1905 ordet hormon som betegnelse for blodbårne kemiske budbringere. Det er afledt af det græske hormao, der betyder »at pirre« eller »at sætte i gang«. Men det har ingen særlig association til blodbanen. Ordet er derfor gangbart også med den nye erkendelse af, at samme molekyle kan udøve sin igangsættende funktion, uanset om det transporteres med blod (endokrin stimulation), via neuronale udløbere (neurokrin stimulation) eller frisættes lokalt i vævet for blot at pirre sin nabocelle (parakrin virkning) eller sin egen celle (autokrin stimulation). Gad vidst om Starling fra begyndelsen havde indset ordets evigt aktuelle rummelighed. I så fald havde han vision af profetiske dimensioner.

Litteratur

Referencer

  1. Henriksen JH, Schaffalitzky de Muckadell OB. Sekretin, det første hormon. Ugeskr Læger 2002; 164: 320-5.
  2. Henriksen JH. Ernest Henry Starling (1866-1927). Physician and physiologist. København: Lægeforeningens forlag, 2000.
  3. Schaffalitzky de Muckadell OB. Secretin in plasma: ups and downs. Scand J Clin Lab Invest 2001; 61 (suppl 234): 105-9.
  4. Rehfeld JF. Historical background. I: Bloom SR, Polak JM, eds. Gut hormones. 2. ed. Edinburgh: Churchill Livingstone, 1981: 10-6.