Skip to main content

»Det er min skyld, at vores familie har det svært. Det må være, fordi jeg gør noget forkert.«

Sådan tænker mange børn, hvis far eller mor er psykisk syg. Både små og store børn mærker tydeligt, at der er noget helt galt i familien, og de tager ofte skylden på sig. De ved ikke bedre, for ingen har fortalt dem, hvad det hele handler om. Den samtale bør lægen tage initiativ til. Lægen er ofte den eneste, der ved, at familien er ramt af psykisk sygdom. Læreren, pædagogen og naboen ved det ikke.

»Det er os, der ser den syge voksne, så vi skal tage initiativet til en snak med børnene. Den syge kan sjældent selv,« fastslår praktiserende læge Hanne Skou, Århus. Hun erkender samtidig, at hun har haft svært ved at tage emnet op. Og at hun overså børnene, indtil familie-terapeut Karen Glistrup en dag ringede til hende for at spørge, hvorfor så få læger brugte det tilbud, Århus Kommune havde sat i værk: Lægerne i Århus kan henvise familier med psykisk sygdom til samtaler hos Karen Glistrup. Hun havde sendt pjecer ud, og hun havde tilbudt lægerne gratis undervisning. Forbavsende få havde reageret.

»Da Karen ringede, skulle jeg huske godt efter. Jo, jeg havde vist set tilbuddet, men det var druknet i alle de andre tilbud. Og efter jeg har mødt Karen, er det gået op for mig, at jeg ofte ikke skænkede de børn en tanke. Slet ikke hvis der var en velfungerende forælder ved siden af. De var ikke inde på min autopilot,« fortæller Hanne Skou.

Nu er børnene kodet ind på Hanne Skous autopilot. Også selvom hun ikke ser dem. Hvis patienten er mor eller far, så er der jo også et barn et sted.

»Selv på psykiatriske sygehuse overser man ofte børnene. Man kan udskrive en enlig mor uden tanke for, om hun kan klare det barn, der venter derhjemme,« siger Hanne Skou.

»Ja, og det er derfor, at praktiserende læger er så vigtige. Det er dem, der kender til de her familier,« pointerer Karen Glistrup.

At finde ord

Men hvordan taler man om og til de her børn? Lægerne fortæller Karen Glistrup, at de har svært ved at finde ord. Og ordene er vigtige.

»Mange begynder typisk med at spørge patienten, hvordan det går med børnene. Det skal man ikke,« siger Karen Glistrup. »De her børn ser ofte ud til at have det godt. De skjuler deres bekymringer for ikke at give far og mor endnu flere problemer. Og ved at indlede samtalen med et spørgsmål, risikerer man at ende i en diskussion om, hvorvidt børnene har det godt eller ej.

I stedet skal man fortælle, at sunde børn altid mærker, når forældre ikke er sig selv. Udgangspunktet skal ikke være en mistanke om, at børnene er belastede, men omsorg for familien. Det er vigtigt at tale generelt om psykisk sygdom og dele sin baggrundsviden med både forældre og børn. Vi skal vise, at vi forstår deres bekymringer og gerne vil tale om, hvordan sygdommen præger dem hver især. Jeg taler med forældrene, mens børnene hører på, og det er vigtigt. De oplever, at åbenhed er godt, og at jeg ikke kun har fokus på børnene. Det vil være for påtrængende for dem, og de vil så nødig skabe problemer. Samtalen kan fungere som en kickstarter, skabe en åbning, så familien kan tale videre om tingene derhjemme,« siger Karen Glistrup og tilføjer:

»Man skal huske at have øje for ressourcerne i familien og hjælpe familien til selv at se dem, så de retter sig op og får et håb. Det har de brug for. Man må ikke lade sig overvælde af den voldsomme smerte, der er i familien. Vi skal ikke drukne børnene i vores hjerteblod.«

Tabu

Hanne Skou fortæller, at det kan være svært at tale med psykisk syge patienter om, hvordan familien trives. Men hun oplever, hvordan samtalen letter og lindrer, og det gør det nemmere.

»Det er næsten tabu at tage børnenes problemer op med et menneske, der i forvejen har det svært. Men forældrene bliver ofte meget lettede over, at man tager emnet op med dem. Det er vigtigt, at patienterne kan mærke min respekt og empati. Jeg gør opmærksom på problematikken, men det er sjældent, jeg tager samtalen med børn og forældre sammen. Det gør jeg kun, hvor jeg har et indgående kendskab til familien, og hvor jeg mener, at min kunnen og tid slår til. Ellers henviser jeg til profes-sionelle,« fortæller Hanne Skou, der også har taget uddannelse i familieterapi.

»Jeg har en gruppe patienter, hvor det er nok, at jeg taler med dem om det. Så kan de gå hjem til børnene og tale videre om, at mor har en depression, der gør, at hun reagerer anderledes, end hun plejer, men at hun får hjælp. Børnene skal vide, at det er noget, vi voksne tager os af,« siger Hanne Skou.

»Ja, nogle forældre forstår at skabe åbenhed, men for andre er det vanskeligt, fordi børnene afviser at snakke om, hvordan de har det. ,Du skal ikke bekymre dig om mig!', siger de måske. Det kan være lettere at skabe åbenhed, når der er en, der dumper ind i familien og tilbyder dem at hjælpe med at snakke om det. Ikke fordi jeg er bekymret, men fordi jeg ved, at det er vigtigt at fortælle børn om, hvad der sker. Og det er der, samtalen bliver helende både for børn og forældre.

At man deler den situation, familien er i, og at de kan begynde at dele den med hinanden,« siger Karen Glistrup. »Det er meget helende for børnene, at mor og far nu ser dem og ved, hvordan de har det. En god samtale kan også bidrage til, at den sygdomsramte bryder igennem et mønster, fordi han eller hun nu begynder at se børnene og deres længsel. Psykisk syge patienter kan være meget indadvendte og kæmper med sig selv.

De er ikke til stede over for omgivelserne og deres børn. Når de bliver bevidste om, hvor meget deres børn savner dem, kan det være med til at ændre deres adfærd.«

Manglende muligheder

Lægerne savner ofte handlemuligheder, når det gælder psykiske patienter, og derfor er tilbudet om at kunne henvise til Karen Glistrup relevant.

»Psykisk syge fylder meget hos lægen. De er så forpinte, og det er nok det felt, hvor vi får dårligst speciallægeopbakning. Der er 8-12 måneders ventetid, og i den tid sidder den praktiserende læge med patienterne. Hvis ikke Århus Kommune havde lavet ordningen med Karen Glistrup, ville vi mangle et led i forhold til de børn, der kræver mere, end den praktiserende læge kan gøre. Vores tid og evner rækker ikke altid til de vanskelige samtaler. Her har en af de få muligheder været at henvise til psykolog under kriseterapiordningen,« siger Hanne Skou.

»Ja, det er også en mulighed, men det bør være en, der har familieliv og børneperspektivet i fokus. Børnene må ikke få indtryk af, at det er dem, der er noget i vejen med. Det er vigtigt, at det ikke handler om barnet men om familiens særlige situation,« siger Karen Glistrup.

»Jeg har mødt en del depressive forældre, som oveni depressionen har eksplosive vredesudbrud. De har kort lunte, har svært ved at rumme børnene, og deres raserianfald er fulde af kritik og bebrejdelser. Det nærer børnenes skyldfølelse. Børn tror, at de er alene i verden, og at deres familie er et særligt tilfælde. Det er m eget belastende, når der er noget, der ikke kan siges. Børnene tænker, at det må have noget med dem at gøre, siden ingen taler med dem om det. Det er befriende for dem, når de får den rigtige forklaring,« siger Karen Glistrup.

Som en ung pige sagde til Hanne Skou: »Det bedste var, at I hjalp mig til at forstå, at det hele ikke var min skyld, og at det ikke var mig, der skulle gøre min mor rask.«

Socialrådgiver og familieterapeut MPF Karen Glistrup har skrevet bogen: »Hvad børn ikke ved ... har de ondt af«. Karen Glistrup arbejder med at formidle et tættere samarbejde mellem Århus Kommune og praktiserende læger og psykiatere omkring familier ramt af psykisk sygdom. Læger og psykiatere i Århus Kommune kan henvise sindslidende og deres børn til familiesamtaler hos Karen Glistrup. Karen Glistrup underviser desuden læger i, hvordan de tager hul på familiesamtalerne, når en far eller mor er psykisk syg. www.familiesamtaler.dk

I kommunen tilbydes også samtalegrupper for børn med sindslidende eller alkoholmisbrugende forældre. www.talmedboern.dk