Skip to main content

Husk lige pengene

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Økonomiaftalen mellem staten og amterne fastsætter, at den elektroniske patientjournal skal være indført overalt i det danske sundhedsvæsen inden udgangen af 2005. Det er om tre et halvt år. Det er en rigtig og modig beslutning, men den lever under en konstant trussel fra en stor ubekendt faktor: økonomien. Det er af stor vigtighed, at der nu bliver foretaget en vurdering af de ressourcer, der er nødvendige, og at det bliver sikret, at de kan rummes inden for den økonomi, der er til rådighed i de kommende år.

Det er pengene, der indtil videre har været en hovedårsag til, at den største og mest nødvendige teknologiske nyskabelse inden for sundhedsområdet ikke er realiseret. Vigtigheden understreges også af, at de valg, der foregår for øjeblikket, ikke nødvendigvis har rationel økonomisk tankegang som højeste prioritet. H:S har netop valgt en platform for deres it-systemer, der er ganske anderledes end den, der blev valgt af to jyske amter, Århus og Ringkjøbing. Derved bliver der mindst to forskellige integrationsplatforme for den elektroniske patientjournal i Danmark.

Det er muligt, at teknologien på sigt vil klare problemet med at få systemerne til at tale sammen, men sundhedsøkonomer mener, at det ikke kan undgå at gøre sygehusenes it-systemer dyrere og besværligere at arbejde med, når de er baseret på flere forskellige platforme. Det burde være muligt i et land, der er så homogent som Danmark, at gennemføre ensartede teknologiske løsninger over hele landet. Men tilsyneladende kan det ikke lade sig gøre, selv i så vigtig en sag som denne, at undgå den traditionelle rivalisering mellem Øst- og Vestdanmark.

Hvis målsætningerne i den nationale it-strategi for sundhedssektoren skal virkeliggøres, er indførelsen af epj den største investering, sundhedsvæsenet står over for i de kommende år. I oplægget til it-strategien påpeges det flere steder, at der kræves investeringer til anskaffelse, vedligeholdelse og videreudvikling af it-systemer og -udstyr, hvis man skal sikre en målrettet og hensigtsmæssig anvendelse af den nye teknologi. Det fremhæves, at disse investeringer kan forventes at kaste betydelige samfundsmæssige gevinster af sig bl.a. i form af øget kvalitet i sundhedsvæsenet, især når it-systemerne integreres. Dette er ikke mindst tilfældet i forbindelse med epj, som i sin idé er en organisationsoverskridende størrelse, der fordrer integration såvel inden for organisationer som mellem organisationer. Dette er Lægeforeningen enig i.

I strategien anvises der imidlertid ikke finansieringskilder eller processer, der skal etablere finansiering af disse meget betydelige investeringer i anskaffelse og udvikling af nye systemer, videreudvikling af etablerede systemer og infrastruktur samt vedligeholdelse. Det er efter Lægeforeningens opfattelse en stor svaghed, og det vil derfor være helt centralt for gennemførelsen af den nationale it-strategi for sundhedsvæsenet, at der i forbindelse med strategioplægget peges på, hvordan man vil finansiere disse investeringer, der vil få så stor betydning for alle borgere i dette land.