Skip to main content

Husk psykiatrien i reformen af førtidspensionen

Formand for Lægeforeningen. Mads Koch Hansen

2. mar. 2012
2 min.

Det er altid trist, når et menneske må pakke sine forventninger om et aktivt liv på arbejdsmarkedet sammen. Af samme årsag er det positivt, at regeringen har fokus på at få flere yngre mennesker i job og at tilbyde såkaldte resurseforløb. Men regeringen skal være opmærksom på ikke at springe et vigtigt led over: nemlig at sikre at psykisk syge får behandling i tide. Det er en forudsætning for, at flere kan bruge deres arbejdsevne.

Her tænker jeg på, at mange førtidspensionister har psykiske lidelser. Tal fra Ankestyrelsen viser, at psykisk sygdom er årsagen i omkring halvdelen af de nye førtidspensionstilkendelser. Alene i 2010 taler vi om ca. 8.800 mennesker. Det er ikke et nyt fænomen. Med små udsving har det været sådan i mange år, og det understreger blot problemets alvor.

Selvfølgelig er der patienter, hvis diagnose er af en art, som betyder, at de ikke kan passe et job. Men det er tankevækkende, at sygdomme som angst og depression er så udbredte blandt førtidspensionister. Regeringen peger i sit udspil selv på, at det er tilfældet. Her taler vi om lidelser, som det i mange tilfælde er muligt at behandle med godt resultat, hvis der sættes ind i tide. Men i dag har psykiatrien lange ventelister og så store resurseproblemer, at man ikke er i stand til at give den nødvendige sundhedsfaglige behandling, og det problem er regeringen nødt til at se direkte i øjnene.

Ellers vil der fortsat ske det, at sygdommene får lov at udvikle sig til en grad, hvor patienterne - trods de gode intentioner - alligevel må parkeres på en pension. Det er trist for det enkelte menneske, som med stor sandsynlighed har haft andre forventninger til sit liv. Det er samtidig udtryk for en uacceptabel diskrimination. Kunne man forestille sig, at patienter med f.eks. hjerte-kar-sygdomme eller kræft kom på førtidspension uden at være tilbudt den nødvendige behandling?

Lægeforeningen vil derfor opfordre regeringen til at tænke psykiatrien med ind i reformen af førtidspensionsordningen. Den bør også sikre sig den nødvendige lægelige kompetence i de såkaldte rehabiliteringsteam, som alle kommuner skal oprette, og som skal afklare, hvilken indsats den enkelte har brug for. Det er positivt, at der er opmærksomhed på, at teamet skal have adgang til sundhedsfaglig ekspertise, men det bør være en klar forudsætning, at der altid er lægelig ekspertise involveret, når der er tale om mennesker, der lider af psykisk eller anden sygdom.