Skip to main content

Hvem gør hvad i forebyggelse for børn og unge?

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

7. apr. 2009
4 min.

Engang var den officielle betegnelse skolelægen, nu er det kommunallægen, der har børne- og ungeområdet som en del af sit arbejdsfelt, og som i samarbejde med skolerne og sundhedsplejen blandt andet skal holde øje med sundhedstilstanden hos de skolesøgende børn.

Her handler det både om undersøgelser og forebyggende indsats i form af sundhedsrådgivning og initiativer inden for kost og motion, oplysning om alkohol, rygning, sex, mobning og meget mere.

Men mange kommuner har slet ikke en kommunalt ansat børne- og ungelæge.

»Når det gælder børn og unge, arbejder vi ikke alene med de skolesøgende børn, men også i stigende grad med børn i dagsinstitutionerne samt ikke mindst på voksenområdet. Det handler i høj grad om forebyggelse. Faktisk kan vi betegnes som forebyggelseslæger«, siger formand for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger, kommunallæge, ph.d. Vibeke Manniche, der er ansat i Frederikssund Kommune.

»Derfor er det mærkeligt for os at opleve, at man i en tid, hvor der tales så meget om forebyggelse, gøres så lidt ude i en del af kommunerne. Det betyder også, at der er meget stor forskel i indsatsen fra kommune til kommune: Der er de visionære kommuner, der ved, at forebyggelse i forbindelse med børn og unge er utroligt vigtigt, og at investeringerne kommer ind tifold igen. Og så er der de kommuner, der udnytter den mulighed, sundhedsministeren har givet dem for at lade sundhedsplejen stå for helbredsundersøgelsen af skolebørn, og så sparer kommunallægen væk. En kortsigtet og kummerlig løsning«.

Den forebyggende samtale

Vibeke Manniche anslår, at omkring hver anden kommune enten ikke har en kommunalt ansat læge på børne- og ungeområdet eller kun afsat ganske få og utilstrækkelige timer til stillingen. Og hun giver ikke meget for nogle kommuners påstand om, at de ikke kan få stillingerne besat:

»Det handler ikke om rekrutteringsproblemer; det handler om manglende vilje. Jeg vil påstå, at man kan få kvalificerede ansøgere overalt i landet, hvis stillingsbetegnelsen er spændende og udfordrende, normeringen i orden, og hvis man kan være med til at præge udviklingen. Vi har tilbudt alle kommunerne hjælp til rekrutteringen, og ingen har henvendt sig. Ingen,« siger Vibeke Manniche.

Kommunallægerne har kontakt med de skolesøgende børn gennem hele skoleforløbet, og de obligatoriske undersøgelser i forbindelse med indskoling og udskoling skal ikke kun handle om syn, hørelse, højde, vægt mv. Der lyttes på hjerte og lunger, måles blodtryk mv., og der er samtaler om sundhed, hvor forebyggelse kan indgå. Det kan være begyndende overvægt før indskolingen, og det kan være kost og motion, fysisk aktivitet, rusmidler, prævention, mobning mv., der drøftes med den unge på vej ud af skolen. På daginstitutionsområdet gælder det især forebyggelsen af smitsomme sygdomme samt ikke mindst råd og vejledning i forhold til kost og bevægelse. Kommunallægerne involveres i stigende grad også i forebyggelse på voksenområdet, misbrugsbehandlingen, genoptræningen, byplanlægning, socialmedicinske forhold samt ikke mindst den vigtige indsats, når det gælder socialt udsatte børn og deres familier.

PLO: Lægefaglig opgave

De skolesøgende børn er også de praktiserende lægers patienter, og i PLO bryder man sig heller ikke om, at en del af kommunerne ikke har børne- og ungelæge:

»Det er et problem«, mener Tove Holdgaard Holm, der er praktiserende læge i Holstebro og formand for Kommune- og Forebyggelsesudvalget i PLO:

»Vi praktiserende læger gennemfører obligatoriske undersøgelser af børnene, til de er fyldt fem år, og herefter tager børne- og ungelægerne over med tilbud om indskolingsundersøgelse og udskolingsundersøgelse. Men i de kommuner, hvor der ikke findes en børne- og ungelæge, er det ofte sundhedsplejen, der er blevet opgraderet til undersøgelsen. Det er ikke noget, vi fra PLO's side bifalder. Vi mener, at det bør være en lægefaglig opgave«, siger Tove Holdgaard Holm.

Hun mener, at samarbejdet mellem kommune og praktiserende læger omkring børn og unge kan styrkes ved hjælp af koordinerende praksiskonsulenter:

»Vi har rigtig gode erfaringer med praksiskonsulenter på sygehusafdelinger, og vi opfordrer derfor til, at kommunerne ansætter kommunale praksiskonsulenter, der kan koordinere samarbejdet mellem de praktiserende læger og kommunerne, også når det gælder forebyggelse og samarbejdet omkring børn og unge«, siger Tove Holdgaard Holm. Det er i dag kun cirka halvdelen af kommunerne, der har ansat praksiskonsulenter.