Debatmøde om ’Det nære sundhedsvæsen’: Kommunikationen mellem lægerne og kommunerne skal forbedres – ellers går det ud over dem, det hele handler om: Patienterne.
Hvordan skabes der bedre sammenhæng i det nære sundhedsvæsen? Det var til debat på et møde, Lægeforeningen i Region Syddanmark holdt på Hindsgavl tirsdag aften.
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing skar det ud i pap i sit indledende oplæg:
"Det drejer sig om, hvor patienten behandles bedst. Nu da rammerne for sygehusvæsenet er på plads, hvad så? Der bliver fortsat flere ældre og flere kronikere, det har vi kunnet forudse i årevis. Her og nu drejer det sig derfor om at fordele opgaverne mellem primær og sekundær sektor til dem med de rigtige kvalifikationer og til steder med den rigtige kapacitet. Og det er netop det, der allerede har vist sig at være en svær øvelse."
En væsentlig del af problemet er nok, at lægerne og kommunerne har mange forestillinger om hinanden. Vi tror, vi ved, hvad hinanden laver. Gitte Østergaard, direktør i Ældre-og Handicapforvaltningen i Odense Kommune
Lægeforeningen efterlyser bedre kommunale sundhedstilbud med kortere ventetid. Samt bedre kommunikation mellem den udskrivende læge og de kommunale støttetilbud.
”Liggetiderne bliver endnu kortere på de nye supersygehuse, og dermed bliver behovet for gode følge-hjem ordninger endnu større,” understregede formanden.
Lægeforeningen havde inviteret næstformand i PLO Syddanmark, Mireille Lacroix, og direktør i Ældre-og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, Gitte Østergaard, til debatten.
Kommunerne har allerede stor ekspertise i at støtte udskrevne patienter med hjemmepleje, genoptræning og rehabilitering, forklarede Gitte Østergaard. Der, hvor det tit halter, er i kommunikationen mellem sektorerne.
Et forslag i spil er, at både kommunen og sygehusvæsenet i højere grad skal kunne henvise til opfølgning hos egen læge. Hertil indvendte en praktiserende læge, at det er en god ide - men så bliver der altså behov for endnu flere læger i almen praksis.
På idelisten er også udgående teams og faste læger på plejecentrene. Alt sammen for at skabe bedre sammenhæng og større stabilitet for patienterne.
Mireille Lacroix indskød, at man godt kunne spare på de mange screeninger af raske patienter og i stedet bruge pengene der, hvor de har dokumenteret effekt, nemlig til en styrkelse af den nære kontakt mellem den praktiserende læge og patienten. For mens antallet af patienter er steget markant, er der ikke kommet flere læger i almen praksis. Og det betyder en forringelse i form af mindre tid til den enkelte patient.
”Kommunernes Landsforenings ønske om at oprette sundhedshuse er udmærket, men det giver jo ikke flere læger. Opgaven er stadig at finde de syge og holde de raske raske. Og det gøres bedst ved, at lægen kender sin patient,” tilføjede hun.
”En væsentlig del af problemet er nok, at lægerne og kommunerne har mange forestillinger om hinanden. Vi tror, vi ved, hvad hinanden laver. Og når det ikke fungerer, så går det ud over dem, det handler om, nemlig borgene. Men i kommunen savner vi beslutningsmuligheder. Ofte kan vi se, at her er problemet - men vi kan ikke altid handle på det,” sagde Gitte Østergaard.
Men helt ærligt, replicerede en sygehuslæge fra salen, så kan det vel ikke passe, at jeg skal forholde mig til alt, hvad der sker med patienten, når han er udskrevet? Det regner jeg da med, at Gitte og kommunen har fuldstændig styr på!
"Måske er problemet især, at vi ikke har det helt rigtige kommunikationssystem. En undersøgelse blandt kollegerne viser, at de praktiserende læger har bedre overblik over kommunens tilbud end sygehuslægerne. Derfor bør det gøres lettere hurtigt at få adgang til de relevante data," rundede Andreas Rudkjøbing af.
