Hver tredje nye læge er udlænding

Der blev uddelt 393 lægeautorisationer til udenlandske statsborgere i fjor. Det er det højeste antal nogensinde. Nu vil regionernes formand have sygehuse og danske læger til at tage sig bedre af de nye kolleger. Det kan godt være, at det er lykkedes den danske regering at stoppe tilstrømningen af udlændinge. Men en ting er helt sikkert: Det gælder ikke udenlandske læger. Sundhedsstyrelsens statistiske kontor har lavet en opgørelse for Ugeskrift for Læger, der viser, at hver tredje autorisation i 2005 blev udstedt til en udlænding. Altså en læge med udenlandsk statsborgerskab.

Og nej, det er ikke kun nordmænd og svenskere. I alt 393 udlændinge fik autorisation. Heraf kom 111 fra de nordiske lande med Sverige som en klar topscorer; 118 nye læger kom fra resten af EU, og her udgør de tidligere østeuropæiske lande størstedelen med Polen i spidsen. Endelig fik 164 læger fra et »tredjeland« autorisation til at virke som læge i Danmark. I denne gruppe var det primært læger fra Irak, Afghanistan og Rusland, der kom til Danmark.

Ingen ved med sikkerhed, hvor disse nye læger befinder sig i Danmark, og hvad de laver, men de er formodentlig stort set alle i fuld gang med at afhjælpe den danske lægemangel på sygehuse og i praksisser primært i de danske udkantsområder.

De høje tal kommer bag på både Lægeforeningen og amterne. »Jeg synes, at det sætter en tyk streg under den lægemangel, vi har. Men umiddelbart synes jeg, at det er stort tal. Især når man sætter det i forhold til, hvor mange danske autorisationer, der er givet. Det overrasker mig,« siger Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, der dog byder alle de nye kolleger velkommen. »Så længe, der er mangel på læger, er det jo positivt,« siger han.

Bent Hansen, der både er formand for de nye regioner og stadig sidder som formand for Amternes Sundhedsudvalg, var godt klar over, at der er blevet rekrutteret speciallæger i stor stil fra blandt andet Polen. Tallet er dog større, end han havde regnet med. »Men så længe, vi står i en mangelsituation, synes jeg, at vi skal klappe,« siger Bent Hansen.

Inderne kommer

Den nye opgørelse fra Sundhedsstyrelsen giver et indblik i hvor mange autorisationer, der er blevet udstedt hvert år siden 1980. I 1980 fik 619 danskere og 39 udlændingene autorisation. Det er omkring fem procent udlændinge, hvilket svarer meget godt til niveauet op gennem 1980'erne. Altså langt færre end i dag men også fra helt andre lande: 22 af de 39 udlændinge i 1980 kom fra Norge, og kun to udlændinge kom fra kategorien tredjeland. Heraf er den enes nationalitet registreret som ukendt, mens den anden er fra Sri Lanka.

I dag er billedet komplet forandret. Der er stadig mange nordmænd - 37 styks, hvoraf størstedelen også er uddannet i Danmark, viser en anden opgørelse. Til gengæld er Norge overhalet af både Sverige, som aldrig tidligere har sendt så mange læger til Danmark, og Polen, som i 2004 og 2005 har afleveret ikke mindre end 119 læger til Danmark.

Der er altså kommet langt flere udenlandske læger ind i Danmark i 2005 end i 1980, og langt flere kommer fra fjernere kulturer. I 2005 fik vi for eksempel 17 læger fra Litauen, 17 fra Rusland, 16 fra Afghanistan og 18 fra Irak. Lande som slet ikke var repræsenteret på listen i 1980'erne.

Læger fra Afghanistan og Irak kan være akkurat lige så velkvalificerede som danske læger. Men det kræver et større arbejde at lære dem det danske sprog og dansk kultur. Så hvorfor ikke bare holde sig til nordmænd, lyder det indlysende spørgsmål. Der findes flere svar.

For det første har lægemangelen aldrig været større. De danske sygehuse kan ganske enkelt ikke få læger nok fra Sverige og Norge, der i parentes bemærket også forsøger at tiltrække læger fra udlandet.

For det andet har flere amter i samarbejde med blandt andet Røde Kors gjort en stor indsats for at indsluse de udenlandske læger, der har siddet og gloet ud i luften på danske asylcentre. Deraf kommer formodentlig en del irakere og afghanere.

Og måske vigtigst af alt har rekrutteringen af udenlandske læger i Danmark aldrig været noget velsmurt apparat. Forsøg på at samle kræfterne mellem amterne og lave en central enhed, der kunne rekruttere og integrere udlændinge, er aldrig blevet en realitet. Først på det seneste har professionelle rekrutteringsbureauer hjulpet på systematikken. Det er for eksempel et svensk rekrutteringsfirma, der har en stor del af ansvaret for, at 119 polske læger på to år pludselig er dukket op i Danmark. Forklaringen på, at der kommer mange læger fra lande som Rusland og de tidligere baltiske lande, er altså primært tilfældigheder. En russisk læge hører rygtet om lægemanglen i Norden, sætter sig ned og finder Storstrøms Amts hjemmeside og sender en uopfordret ansøgning. Eller som Preben Cramon, kvalitetschef og overlæge i Storstrøms Amt, sammenfatter det: »Det her er et meget specielt marked.«

Og det bliver ikke mindre specielt. Storstrøms Amt er i øjeblikket ved at indlede et samarbejde med firmaet Expo Consult, der satser på speciallæger fra Indien (læs sidehistorien »Inderne kommer«).

Og dermed er der måske lagt op til næste bølge læger fra et helt nyt land. Spændende, kunne man udbryde. Men der rejser sig samtidig mindst et stort spørgsmålstegn: Falder de nye læger overhovedet til her i landet?

Vi er for lukkede

Ovenstående spørgsmål er essentielt. Naturligvis for patienterne, som ikke kun skal møde en faglig kapacitet men også en læge, de kan tale med, og som kan forstå dansk kultur. Men i høj grad også for arbejdsgiverne og kollegerne, som har brug for medarbejdere, der fungerer og bliver her. Og endelig er det naturligvis altafgørende for de nye læger, at de trives og har det godt i deres nye land. Så spørgsmålet er vigtigt: Bliver de nye læger integreret her i landet?

Svaret må til gengæld blive et nølende »nja«. Der findes tilsyneladende ingen undersøgelser, der kan give noget svar. Lægeforeningen er i øjeblikket ved at forberede en undersøgelse, men lige nu findes der kun kvalificerede fornemmelser fra lægelige konsulenter, politikere og tilfældige overlæger.

I fjor skrev Ugeskriftet, at de udenlandske læger mistrives i nabolandet Sverige. Årsagen var blandt andet, at de svenske kolleger ikke har tid og overskud til at tage sig af de nye kolleger. De ældre svenske læger var dårligst til at tage sig af deres nye kolleger.

Den ansvarlige for Sveriges Läkarförbunds kollegiale netværk, Inger Löfvander, udtrykte sig således: »Vi har fået at vide af de udsatte læger, at de føler sig usikre, når de skal udføre forskellige behandlinger - det vil sige, når de oplever, at de har nogle svenske lægekollegers øjne på sig. Der er ingen tvivl om, at deres arbejdspræstationer bliver påvirket negativt af, at de ikke trives på arbejdspladsen, men der er ikke noget, som tyder på, at patienterne risikerer at få en dårligere behandling af den grund.« Sveriges Läkarförbund har derfor blandt andet etableret et mentorprojekt, hvor udenlandske læger får mulighed for at gå til deres mentorer med spørgsmål.

Om situationen i Danmark kan sammenlignes med den svenske, vides som sagt ikke, men formanden for Amternes Sundhedsudvalg tegner et tilsvarende dystert billede. »Hvis man spørger de steder, der har fået dem herop, er der for mange, der efter 2-3 år er taget tilbage. Hvis begge ægtefæller er speciallæger, så går det. Men mit indtryk er, at mange sygehuse har investeret meget og alligevel må konstatere, at de rejser hjem,« siger Bent Hansen, der dog understreger, at der ikke findes nogen dokumentation.

Bent Hansen mener, ligesom overlæge Preben Cramon, at de nye læger fungerer fint nok på sygehusene. Det er bare ikke nok. »De skal også fungere med børn og ægtefæller her i landet, og der er vi danskere jo lukkede. Det er en del af problemstillingen,« siger Bent Hansen.

Hvad vil du så gøre for at sørge for, at de ikke tager hjem efter 2-3 år?

»De sygehuse, der rekrutterer fra udlandet, er nødt til også at yde en indsats på det sociale område, hvis lægerne skal blive her. Det er ikke nok at invitere dem med hjem til middag engang. Og så skal vi nok have fat i ildsjælene på hver afdeling og på hele hospitalet. Men de udenlandske læger skal også selv være klar til at modtage. Godt nok kommer de til et slaraffenland. Men de skal også ydes noget selv. Det her er ikke enkelt.«

Hvad kan lægerne gøre for at hjælpe?

»Jeg håber, at de vil være med til at yde et bidrag. Give de ekstra timer, det tager at tage dem med i golfklubben, tennisklubben eller badmintonklubben. Spørge, om de vil med til koncert. Eller sociale aktiviteter derhjemme. Helt enkelt spørge dem: ,Hvad med jeres børn? Er de kommet i gang med noget fodbold?` Og så videre. Det er der nogle, som er gode til. Men de fleste er ikke særlig gode. Vi danskere tager for det meste hjem til os selv, når vi har fri.«

Hvad med dig selv?

»Jamen, alt for lidt. Jeg er lige så tillukket som de fleste andre danskere. Det bliver for sporadisk og tilfældigt.«

Ifølge Sundhedsstyrelsens tal var der per 31. december 2005 i alt 1.150 læger i Danmark med et udenlandsk statsborgerskab. Og skal man tro arbejdsgiveren Bent Hansen, kommer det tal til at vokse. »Arbejdskraften vandrer; det hører med til at have et mere åbent arbejdsmarked. Det kan både give os problemer men i perioder også afhjælpe mangel,« siger han.

Og lad os slutte af med en lille nyhed: 2005 var nemlig også året, hvor det danske sundhedsvæsen for første gang fik en cubansk læge. Hjertelig velkommen.

Autorisationer udstedt til udenlandske læger (de ti største nationer) i Danmark i 2005 fordelt på statsborgerskab.

1. Sverige 59

2. Polen 58

3. Norge 37

4. Tyskland 23

5. Irak 18

6. Litauen 17

7. Rusland 17

8. Afghanistan 16

9. Island 8

10. Finland 5

Den største gruppe på 76 er ikke taget med her, da statsborgerskab er uoplyst!

Kilde: Sundhedsstyrelsens statistiske kontor.