Jonas Fynboe Manniche Ebert er lægevikar i et lægehus i Brønnøysund i Norge. Han har været der i
godt en måned og regner med at blive der frem til august. Men så skal han også hjem til Aarhus igen og starte intro i almen medicin. Brønnøysund har 6.000-7.000 indbyggere (svarende til Tåsinge eller Ærø),
og tæller man oplandet med, har det lille lægehus ca. 10.000 patienter tilknyttet
8.00 Jeg spiser morgenmad med Eva, min kæreste, som er på besøg fra Aarhus. Derefter cykler jeg de syv minutter fra min lejlighed ind til byen. Der er faldet lidt sne på det sidste, så turen er ikke ufarlig.
9.00 Formiddagen går med undervisning i et nyt styresystem, vi skal have i klinikken. Undervisningen foregår i byens biograf, som normalt viser film fredag og søndag aften.
12.30 Frokost. Jeg spiser en lille salat, som jeg må give 50 kr. for i salatbaren i lægehuset. Prisniveauet her er generelt højere end i Danmark. Derefter cykler jeg hjem. Det er klart og solskin, og Eva og jeg nyder vejret på en gåtur på den lille halvø, som Brønnøysund er. Jeg skal på aften- og nattevagt, så bagefter tager jeg en lur.
16.00 Jeg møder i lægehuset. Ud over mig er der en lægesekretær på vagt. Hun fungerer samtidig som sygehjælper og har opgaver i forbindelse med modtagelse, blodprøver m.m.
16.10 Den første melding kommer ind: en obs. apopleksi. Patienten har pludselig afasi, mundvigen hænger i den ene side, og han kan ikke styre venstre arm. Han kommer hurtigt ind med den ene af byens to ambulancer. Da jeg ser ham, har han fået funktionen tilbage i arm og mundvig, så det ser ud til at være forbigående. Jeg beslutter alligevel at sende ham af sted med helikopter til sygehuset.
I løbet af eftermiddagen har jeg seks patienter. Der er blandt andet en lungebetændelse, en flænge i hovedet, der skal limes, og et brækket håndled. Vi har ikke mulighed for at tage røntgenbilleder, så det må vente.
20.00 Jeg sender sygehjælperen hjem, og derfra er jeg alene resten af natten. Da der ikke er flere patienter i klinikken, tager jeg hjem for at spise. Jeg har walkie-talkie, mobiltelefon og pda med, så jeg kan komme i kontakt med helikopterlægen og vagtcentralen og modtage nødvendige patientinformationer. Jeg ved, at hvis lokummet brænder, så kan jeg altid ringe efter helikopterlægen, som er anæstesilæge. Han sidder lige ovre på landingspladsen og har vagt. I løbet af aftenen taler jeg i telefon med to patienter. En 14-årig dreng, der har ondt i ørerne, og en ældre dement mand. Jeg beroliger dem begge og vurderer, at de kan vente til den almindelige konsultationstid i morgen.
22.00 Eva og jeg kører en tur til udkanten af byen. Herfra skulle det være mørkt nok til at se nordlys. Desværre er det begyndt at blive overskyet, så det bliver ikke til noget i aften.
4.00 Jeg vågner og kan ikke sove. Jeg spiller Wordfeud, da der kommer en melding fra vagtcentralen. Jeg ringer op til en mor til et femårigt barn med pseudocroup. Det er ikke første gang. Jeg anbefaler hende at pakke drengen godt ind og åbne vinduet, så han kan få lidt frisk luft. Han begynder at trække vejret mere normalt, og moren falder til ro. Vi aftaler at se tiden an.
6.00 Jeg har blundet lidt og vågner ved telefonen. Det er besked om en 53-årig mand, der er blevet vækket af smerter strålende ud i venstre arm. Manden er overvægtig og har sukkersyge. Jeg ringer ham op. Han er bange for, det er en blodprop i hjertet. Der er ingen smerter i brystet, men jeg får ham alligevel til at møde mig i lægehuset, hvor jeg tager ekg og undersøger ham. Smerterne viser sig at skyldes karpaltunnelsyndrom.
Lidt i 9 Jeg er færdig med min vagt og skriver papirarbejde ind i vores nye computersystem, inden jeg cykler hjem.
