Hvis reformen skal lykkes

Vi er i gang med et år, der bliver skelsættende for sundhedssektoren og for Lægeforeningen. Strukturreformen skal på plads, og det skal Lægeforeningens struktur også. Tingene hænger sammen. Det er også et valgår. Uanset udfaldet tyder alt dog på, at vi får en reform, som vi i Lægeforeningen helt overordnet ser frem til med store forventninger. Det er rigtigt at gennemføre en stærkere centralisering af sundhedsvæsenet i et land af Danmarks størrelse, og det er rigtigt markant at styrke Sundhedsstyrelsen.

Men der er en række forudsætninger, der skal opfyldes, hvis reformen skal lykkes. Det vil være helt nødvendigt med en markant styrkelse af Sundhedsstyrelsens ressourcer, hvis den skal blive i stand til at løse de meget omfattende opgaver, som den er tiltænkt. Forskellige beregninger viser, at reformen vil hæve statens personale med 10.000-15.000 personer. Det er primært skat og miljø, der er skyld i dette, men husk venligst en bid til Sundhedsstyrelsen. Sporene skræmmer fra tidligere tilfælde, hvor Styrelsen har fået nye opgaver uden nye muskler til at løse dem.

Der kommer i denne forbindelse til at hvile et særligt ansvar på et rådgivende udvalg for specialeplanlægning. Det er en del af reformen, at Sundhedsstyrelsen skal gennemføre en opstramning af specialeplanlægningen og lade sig vejlede af det rådgivende udvalg. Efter lovforslaget skal det sammensættes af Sundhedsstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, regionsrådene og de lægevidenskabelige selskaber. Det er centralt for Lægeforeningen, at det bliver et handlekraftigt udvalg, der kan tænke ud over de etablerede grænser og rammer for specialeplanlægning.

Videre mener vi, at det vil være en forudsætning for reformens succes, at den kan give sundhedsvæsenets arbejdspladser en betydelig lokal autonomi som modvægt til den meget stramme centrale styring, som reformen lægger op til. Forslagene, som de ligger nu, giver næsten ikke regionerne noget råderum eller muligheder for selvstændigt at prioritere. Regionerne bliver underlagt 200 ministerbemyndigelser og noget, der ligner vetoret fra kommunerne. Det skal balanceres af med, at de kommende store sygehusenheder får vide rammer til selv at tilrettelægge og styre arbejdet.

Vide rammer får derimod de nye storkommuner, der i modsætning til regionerne både er skatteopkrævende og har det politiske råderum, der følger af kommunalfuldmagten. Hele tanken med reformen er angiveligt at overføre magt til staten og til kommunerne. De kommer til at stå for en femtedel af sundhedsbudgetterne. Det giver kommunerne en meget bred bane, hvor de foruden at løse de opgaver, som reformen pålægger dem, kan etablere nye sundhedstilbud, hvis de af en eller anden grund ikke er tilfredse med de tilbud, der i øvrigt findes i det offentlige væsen.

Hvis reformen ikke skal køre af sporet, er det særdeles vigtigt, at kommunerne vedkender sig, at de er en del af det samlede sundhedsvæsen med forpligtelse til at leve op til de normer og standarder, som findes her. Det er i den forbindelse positivt, at kommunernes formand, Eigil W. Rasmussen, kort før årsskiftet erklærede, at kommunerne skal være ligeværdige parter og levere den samme høje kvalitet som resten af sundhedsvæsenet. Konkret betyder det, at KL bekender sig til Den Danske Kvalitetsmodel og den organisation, der er under opbygning i Århus. Vi ser frem til forandringens år, 2005.