Skip to main content

Hvor går grænsen?

Journalist Nina Vinther Andersen, nva@ninavinther.dk

28. sep. 2007
4 min.

Det begynder med et enkelt lille foredrag.

Bare for kollegerne.

Og et medicinalfirma, der betaler et symbolsk beløb for indsatsen.

Året efter er der tale om fire oplæg og kursusundervisning. Firmaet betaler stadig lønnen.

Så går der et par år. Antallet af foredrag vokser, ligesom nullerne på checken fra medicinalfirmaet. Du hjælper flere firmaer, for du er nu blevet specialist - blandt andet med hjælp fra samme firmaer, som hjælper med midler til din forskning og ph.d.ere. Du skriver en enkelt folder om en sygdom til patienterne og kommer med i firmaernes advisory boards. De inviterer dig med til en kongres i Sydafrika med alt betalt. Og da du får muligheden, investerer du kapitalpensionen i aktier i firmaerne.

»Hvor går grænsen? Ved ispinden i begyndelsen? Eller senere?«, spurgte professor Peter Schwarz, da Glostrup Hospital holdt sin årlige Forskningens Dag. Dette år med fokus på lægers samarbejde med medicinalindustrien.

»Spørgsmålet er, om man kan gå i seng med fjenden? Med partneren? Med flere på en gang, eller om man bør sove i stuen. Med andre ord: Kan man være en lille smule gravid«, spurgte ordstyrer, journalist og forfatter Niels Krause-Kjær.

Hvorefter han stillede det første spørgsmål, som de 100-150 deltagere skulle svare på ved hjælp af små fjernbetjeninger, de fik udleveret ved indgangen:

»Har du kolleger, som efter din mening har eller har haft et problematisk forhold til en medicinalvirksomhed?«

Fire ud af ti af deltagerne svarede ja.

Alligevel mente knap halvdelen af deltagerne, at lægerne selv kan styre forholdet til medicinalvirksomhederne.

Og således fortsatte de næste par timer med at kaste spørgsmål ud til deltagerne, som de skulle svare på.

Spørgsmålene om samarbejdsrelationerne delte næsten salen i to.

For eksempel mente seks ud af ti deltagere, at offentligt ansatte læger i et vist omfang bør udføre lønnet konsulentarbejde for et medicinalfirma. Mens fire ud af ti pure afviste, at det burde ske - bortset fra enkelte undtagelsestilfælde.

Grænsen

Og hvor går grænsen for samarbejdet?

Det svar står i apotekerlovens § 3, stk. 2. Men 86 procent af deltagerne kendte ikke til reglen, som Lægemid-delstyrelsen administrerer.

Jurist Elisabeth Kjøller fortalte derfor om, hvor myndighederne overhovedet blander sig i samarbejdsrelationerne.

»Det skyldes et princip i lovgivningen om adskillelse mellem lægemiddelfremstillere og dem, der ordinerer lægemidlet«, sagde hun og henviste til patientens sikkerhed for, at lægen er uafhængig af interesser i lægemiddelindustrien.

For læger skal have myndighedernes tilladelse til disse samarbejder - men det har de færreste søgt om. Cirka 300 læger ud af godt 20.000 mulige har søgt og fået tilladelse. Der er givet et par afslag ud fra erkendelsen af, at læger bliver påvirket i væsentlig grad.

Hvad »væsentlig grad« præcist defineres som, beror på et skøn fra Lægemiddelstyrelsen.

»De vurderingskriterier, vi bruger, er blandt andet, hvor mange timer der er tale om, og honorarets størrelse«, sagde Elisabeth Kjøller under regelgennemgangen, hvilket fik en kvinde midt i salen til at miste lysten til at høre efter, hvorefter hun trak et brev fra Pfizer op af tasken og indledte en samtale med sidemanden.

Og så var det tid til endnu et spørgsmål:

»Påvirkes lægers valg af medicin eller apparatur af et eventuelt samarbejde med industrien?«

16 procent mente nej.

84 procent mente ja - nogle gange.

Udstyr

Diskussionen om lægers samarbejde har primært handlet om lægemiddelindustrien. Men hvad gør sig egentlig gældende i medicoindustrien?

Kan devices/implantater markedsføres, uden at der foreligger kliniske data, blev deltagerne spurgt.

»Nej«, svarede 60 procent.

De tog fejl.

Professor Gunnar Lose gennemgik problemerne omkring markedsføringen og indføringen af ny teknologi.

Blandt andet fortalte han, hvordan et firma ville markedsføre en slynge til behandling af inkontinens. Produktet havde været testet på otte får og uden kliniske data, hvilket er lovligt for den type. Det blev dog ikke taget i brug i Danmark.

Området falder på visse punkter ned mellem Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og de centrale, videnskabsetiske komiteer. Og opstår der problemer med visse af disse typer udstyr, kan patienten risikere at stå med udgiften selv, for det er ikke sikkert, at patientforsikringen og sygehuset dækker.

På dette tidspunkt forlader damen med Pfizer-brevet forsamlingen.

Og hvornår er der tale om en bivirkning ved noget udstyr? Kan det være, når det viser sig at fungere uhensigtsmæssigt 2-3 år efter, at det er blevet sat ind? Er det så en utilsigtet hændelse?

»Der er akut behov for at skærpe kravene til indføring af nye implantater og operationsmetoder samt etablering af et effektivt overvågningssystem«, sagde Gunnar Lose.

Diskussion

I den efterfølgende diskussion blev oplægsholderne spurgt, om systemet omkring samarbejdet med lægemiddelindustrien så fungerer?

»Det fungerer ikke. Når 300 læger ud af flere end 16.000 læger, der er i landet, har søgt om tilladelse, så fungerer det ikke. Og vi kan se på svarene her i dag, at mange af vores ansatte ikke kender reglerne. På trods af, at vi har sendt breve ud om det«, sagde vicedirektør Morten Brinkløv fra Glostrup Hospital. Han ville dog ikke indføre sanktioner for at få flere læger op på mærkerne.

Gunnar Lose foreslog, at de enkelte virksomheder skulle oplyse, hvor meget de udbetalte til den enkelte læge.

Debatten sluttede af med at gentage samme spørgsmål, som var fremme i indledningen:

Kan læger selv styre forholdet til medicinalvirksomhederne?

48 procent svarede ja.

52 procent svarede nej.

»Det kan man kalde de fastlåste holdningers forsamling«, sagde Niels Krause-Kjær.