Hvorfor så grimt?

Farverne, som vælges til de lange gange og mange rum på et sygehus, er oftest brækkede, for så kan malingen strække så langt som muligt.

Men det er grimt.

På gulvet er der linoleum kilometer efter kilometer.

Men det er grimt.

Fra loftet stråler endeløse rækker af neonrør.

Det er grimt, grimt, grimt.

Sygehuse er blevet grimme, kedelige og sterile. Frarøvet følelser. Afhumaniseret.

Det mener professor, dr.med. Lars Heslet, chef på Intensiv Terapiklinik, Rigshospitalet.

Engang var det anderledes. Sygehuse blev bygget af landets fineste arkitekter og indrettet af de bedste kunstnere. Lars Heslet fremhæver Kommunehospitalet i København, Sct. Hans Hospital, det gamle Rigshospital og hedengangne Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseet).

Men det var før lægevidenskaben satte turbo på specialiseringen. Før den evidensbaserede lægegerning skubbede lægekunsten og dermed det følelsesmæssige og irrationelle til side.

»Hospitalskulturen er helt gået tabt i takt med de store lægevidenskabelige landvindinger. Der er en tydelig tendens til, at jo mere man kan gøre for patienterne lægevidenskabeligt, des mindre fokuseres der på indretning og arkitektur. De store sygehusbyggerier er i virkeligheden bygget som fabrikker, som behandlings- eller helsefabrikker, der sygeliggør patienterne i stedet for at gøre dem raske«, mener Lars Heslet.

»Moderne hospitaler er indrettede som terapifabrikker, der overvejende ser på effektivitet og hygiejne. Det fremtvinger unødig forsimplede indretninger og umenneskelige materialevalg uden idegrundlag eller relation til den humanistiske ramme for patientbehandlingen.

Hospitalsbyggeri er blevet mere eller mindre ligegyldigt, effektiviseret. Materialekravet er, at hygiejniske materialer med fliser, linoleum og stål skal lette rengøring. Sengestuer er indrettede som dårlige hoteller, afhumaniserede helsefabrikker, ørkener af indretningsmæssig ligegyldighed. Lægevidenskabelige landvindinger må være nok i sig selv og er nu blevet deres eget mål«, udtaler Lars Heslet.

Oprør på Riget

Hans arbejdsplads er Rigshospitalet, men det har ikke forhindret ham i at gøre noget ved fabriksmiljøet. Han har gjort oprør mod »de rette linjers paradis«.

Med støtte fra Carlsberg Fondet indrettede han for tre år siden for to mio. kroner sin klinik med udsmykning af Henning Damgård-Sørensen og billedkunst af Maja Lisa Engelhardt. Gange og rum har fået lyse og varme farver. Farvemosaikker har »afskærmet« de æstetisk - og funktionelt - skæmmende udluftningskanaler. En stor glasmosaik i en solfyldt mellemgang liver op og skaber ro på samme tid. For tiden har Lars Heslet et nyt projekt i gang med udsmykning af lofterne på sengestuerne.

»Vi har indset, at vores patienter i høj grad kigger på lofterne, ikke på væggene«, bemærker Lars Heslet, på hvis afdeling de absolut mest traumatiserede patienter opholder sig.

»Vi skal give patienterne en oplevelse, som jo sprogligt egentlig betyder 'at live op'. Patienterne skal ikke alene leve her på grund af deres vilje, men også på grund af lyst, og det skal rummene understøtte«, udtaler Lars Heslet.

Ud over kunsten og udsmykningen har afdelingen også fået specialdesignet musik og lyde til patienterne. Musik med en rolig rytme. Lyde af et moderhjerte, af vand, småbørnspludren og fugle.

»Rigshospitalet er domineret af trøstesløse øjenmiljøer, af det nemme og rationelle. Men mennesker, som er indlagt på et hospital, er optaget af andre ting end det rationelle, af deres følelser. Men det er svært at finde hvile for øjnene, som flakser rundt, for alt er lige grimt, og der er ofte heller ikke noget kønt at se på, hvis man ser ud af vinduet. Der er ingen miljøer med fornemmelse af nærhed. Moderne mennesker, som opholder sig på et hospital, føler sig uhjælpeligt fortabte.

Det mest kostbare, vi har, er vores liv, og det skal ikke anbringes på en helsefabrik, men på et sted, hvor man har gjort sig lige så meget umage som på Det Kongelige Bibliotek og Statens Museum for Kunst«, mener Lars Heslet.

Respekt for stedet

Indretningen og kunsten stimulerer personalet til at gøre sig umage, vurderer Lars Heslet, og - ikke mindst - patienter og pårørende får et godt indtryk af afdelingen. Det giver respekt for stedet.

»Det vigtigste er, at borgerne får en anden og mere positiv oplevelse af sundhedsvæsenet end de har i dag. Hvis du fx kommer ind på et almindeligt værksted, kan man med ét blik sige, om det er godt eller dårligt, hvad de laver. Hvis man forholder sig til et hospital på samme måde, bliver man skuffet, fordi det er domineret af ligegyldig indretning, kedeligt farvevalg og måske ikke optimal rengøring.

Hvis patienter og pårørende drager paralleller fra det de ser på gangene til behandlingskvaliteten, vil mange blive forskrækkede«, siger Lars Heslet.

På klinikken får han i stigende grad besøg og forespørgsler fra kollegaer fra ind- og udland, som er interesserede i hans erfaringer med indretning og kunst.

»Jeg har endnu ikke mødt nogen læger, som rynker på næsen af mine tanker, men nogen er ligeglade. Men ligegyldigheden er en af de farer, som sundhedsvæsenet kæmper imod. For personalet mister engagement. En måde at bevare og genskabe engagement på, er at få et fysisk tilhørsforhold til arbejdspladsen«, nævner Lars Heslet.

Ingen husmoragtige tiltag

Han foreslår, at hver afdeling kunne have sin særlige arkitektoniske og kunstneriske udsmykning. Det vil øge tilhørsforholdet for både patienter og personale - og færre ville miste orienteringen på de ofte lange traveture for at finde de rette lokaler på et moderne storhospital.

Men han advarer mod »husmoragtige tiltag«, hvor en sygeplejerske eller en læge efter en pludselig indskydelse tager plakater med fra de private gemmer og fæstner på afdelingens vægge med røde tegnestifter eller i billige skifterammer fra Bilka.

»Det er nødvendigt at engagere kunstnere til opgaven. For der er brug for en gennemgribende holdning med kunstneriske fællesnævnere, ikke fragmentering og tilfældige initiativer«, understreger han.

Lars Heslet er overbevist om, at ved at give plads til det irrationelle, følelserne, i form af farver, udsmykning og kunst, vil det positivt påvirke kolde parametre som liggetider, resurser og effektivitet, men han kan ikke henvise til videnskabelige undersøgelser, som støtter hans påstande.

»Hvorfor skal man bevise noget selvfølgeligt. Vi ved jo, når vi indretter os i overensstemmelse med vores tanker og følelser, så får vi det bedre«, påpeger han.

Lars Heslet så gerne et forskningsinstitut eller organ, som tog sig af de overordnede retningslinjer for sygehusbyggeri og rådgav beslutningstagerne.

»Det ville være fremragende med et forskningsinstitut, for vi står alle samme n famlende over for, hvordan moderne hosptialsbyggeri skal være. Måske kunne et sådan institut eller erfaringsforum bestående af fx læger, arkitekter, ingeniører og kunstnere være med til at opdrage kommende generationer af arkitekter«, udtaler han.

Hvis patienten har det godt psykisk, vil han eller hun også få det bedre somatisk - det viser videnskabelige undersøgelser af blandt andre den amerikanske arkitekt Roger Ulrich, professor ved Texas A&M University.

Han har påvist, at for patienter på en intensiv afdeling, som havde vindue til træer, blomster og buske, lå kortere tid på afdelingen og havde mindre behov for smertestillende midler end patienter, som lå med udsigt til en nøgen mur.

Roger Ulrich har udvirket Theory of Supportive Design, som er en videnskabeligt grundfæstet og designervenlig guide til at skabe gode, helsebringende omgivelser på sundhedsområdet. I guiden påviser han blandt andet, at lyd, møbler og sågar gulvbelægning kan have stor indflydelse på patienternes og personalets velbefindende.

Han mener også, at enestuer langt er at foretrække frem for tosengsstuer. Hans forskning har vist, at det blandt andet er ensbetydende med færre infektioner, mere tilfredse patienter (især kvinderne), bedre kommunikation mellem patient og personale samt færre medicinske misforståelser og fejlbehandlinger.

Manglende styring og forskning

Hverken Amtsrådsforeningen, Sundhedsstyrelsen eller andre væsentlige aktører på sundhedsområdet ligger inde med ekspertise på området i form at et koordinerende organ, endsige forskningsinstitut, som Lars Heslet efterlyser.

Arkitekt Ida Grubb beklager også, at der ikke er en overordnet styring af og forskning i det danske sygehusbyggeri.

I 13 år sad hun i Sundhedsstyrelsen og godkendte alle ny- og ombygninger af sygehuse, indtil funktionen blev nedlagt som følge af en ny sygehuslov i 1985, som udlagde det totale ansvar for de fysiske rammer til de enkelte amter.

»Sygehusenes virksomhed er for tiden til debat med mange indsigtsfulde bud på forbedringer fra læger, sygeplejersker og administratorer. Debatten samler sig om kvaliteten i patientbehandlingen, mens de fysiske rammer sjældent omtales. Imidlertid har udformning og indretning af sygehusbygninger stor betydning for tilrettelæggelsen af det kliniske arbejde.

Der findes en detaljeret viden blandt arkitekter, ingeniører, administratorer og andre, der har deltaget i bygningsplanlægningen for sygehuse. Men den er spredt, og man burde samle og udnytte den til videre forskning. Herved vil man kunne forbedre bygningsplanlægningen af sygehusene, og forskning og viden vil styrke den overordnede debat om sygehusenes antal, placering og størrelse«, mener Ida Grubb.

Senest har hun lavet rapporten »Bygningsanvendelsen på ni sygehuse« for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, og her stiller hun spørgsmålet, om det ikke kunne være mere rentabelt at bygge nyt i stedet for de evindelige små som store udvidelser og nyindretninger.

»De fleste af vores sygehuse har haft en lang tilblivelse. Mange sygehuse blev opført omkring år 1900, og de er siden løbende blevet udbygget med mange til- og ombygninger. Den oprindelige klare bygningsplanlægning er undertiden blevet ændret til en labyrint af bygningsafsnit i blandede størrelser og stilarter. Patienter og besøgende kan have svært ved at finde rundt. Afsnit, der tilsammen udgør en afdeling, kan være placeret i stor afstand fra hinanden i forskellige bygninger og på forskellige etager. Personalet må da dagligt bruge megen tid og energi på at komme rundt fra et afsnit til et andet.

Hvornår bliver driftsudgifterne for disse anlæg så store, at det vil være mere rentabelt at opføre nye sygehusanlæg? Allerede i 1975 blev det påvist, at anlægsudgifterne til et sygehusbyggeri fra 1960'erne var på højde med to til tre års driftsudgifter. Det undrer mig, at der ikke findes generelle vejledninger om hensigtsmæssigt sygehusbyggeri, når der hvert år bliver anvendt store summer på byggeprojekter, som jo gerne skulle anvendes så fornuftigt som muligt«, fortæller Ida Grubb.

Arkitekt Finn Sørensen, leder af en 20 mand stor afdeling for sygehusarkitektur hos S & I Arkitekter, anslår, at det er muligt at spare op mod 10 procent på driftsbudgettet, hvis sygehusene forbedrer deres logistiske indretning.

Professorat i sygehusbyggeri

Frem til 1998 var uddannelse og forskning i sygehusbyggeri lige så overset i Sverige, som det er i Danmark i dag.

Men så gjorde svenskerne noget alvorligt ved problemet, og ikke mindst takket være et solidt lobbyarbejde af den private, idealistiske forening »Forum för vårdbyggnadsforskning« (http://www.vardbyggnad.nu/) er kunsten at bygge et sygehus blevet en obligatorisk del af grunduddannelsen på arkitektuddannelsen ved Chalmars Tekniska Högskola i Göteborg.

I de seneste fire år har det idealistiske forum, som bl.a. består af arkitekter, ingeniører, læger og embedsmænd, finansieret arkitekt Åke Wiklunds professorat i sygehusbyggeri ved arkitekturuddannelsen på Chalmars Tekniska Högskola i Göteborg.

Sygehusenes generelt kedelige og sterile interiør og eksteriør afspejler også, at der hidtil ikke har været nævneværdig konkurrence imellem de danske sygehuse. Men i en situation, hvor patienterne reelt selv kan vælge sygehus, og hvor der ikke mindst er et større antal private sygehuse, vil arkitektur og indretning blive et konkurrenceparameter, mener arkitekt Åke Wiklund.

Han mener videre, at smuk og funktionel arkitektur kan understøtte et godt arbejdsmiljø og dermed i tider med underskud af læger fremstå som en særlig attraktiv arbejdsplads.

Åke Wiklund påpeger, at selv de mange sygehuse fra de ekspansive 1960'ere og 1970'ere behøver betydelige tekniske og funktionelle ændringer, fordi sygehusene ikke lever op til moderne krav.

»Udfordringen er omfattende. Det handler om at udvikle vores sygehusbygninger, så de kan møde sundhedsvæsenets krav for fremtiden og forandre et ofte sterilt institutionsmiljø til et stimulerende sundheds- og arbejdsmiljø præget af omtanke og tillid«, mener Åke Wiklund.