Skip to main content

I alt 18 henvendelser til Region Syds whistleblowerordning i 2016

Region Syddanmarks whistleblowerordning fik i alt 18 henvendelser sidste år, efter at ordingen startede 1. marts. Præcis halvdelen gik regionen videre med, mens den anden halvdel faldt uden for ordningen.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

12. jan. 2017
3 min.

"Anklage om fjernelse af ansøgninger til stilling" og "overenskomststridig vagt" figurerer på den liste over anmeldelser til Region Syddanmarks whistleblowerordning, som regionens forretningsudvalg fik forelagt på sit møde i går.

Listen omfatter i alt syv henvendelser, som var løbet ind i det sidste halve år af 2016. I forvejen var der kommet 11 anmeldelser inden 1. juli sidste år, efter at ordningen gik i luften 1. marts. Heraf er præcis halvdelen - ni - blevet realitetsbehandlet af regionen.

Deloitte, som administrerer ordningen, mente, at de øvrige - heraf fire af de syv seneste henvendelser - faldt uden for ordningen, og de blev derfor ikke sendt til videre ekspedition i regionen.

I listen fra seneste havlår blev de tre andre derimod vurderet til at falde inden for ordningen - herunder de to ovennævnte.

Regionen har imidlertid vurderet, at anklagen om, at bestemte ansøgninger til en stilling skulle have været hevet væk fra bunken, var grundløs.

"Anklagen er undersøgt af den centrale HR-funktion via IT-systemet vedrørende ansøgninger. Der er ikke konstateret sletninger af ansøgninger", som der står i afrapporteringen til forretningsudvalget.

Derimod står der ved klagen over en overenskomststridig vagt, at "en planlagt dobbeltvagt.....er omlagt" i overensstemmelse med den centrale arbejdstidsaftale.

Der er endnu et punkt, som regionen har taget stilling fra den seneste liste. Det tilfælde drejede sig om en MTU (medarbejdertilfredshedsundersøgelse), som indklageren mente ikke var anonym, hvorved "besvarelser kan spores".

Det mener regionen ikke. I sit svar skriver den bl.a., at "ingen i Region Syddanmark har - eller kan få - adgang til de enkelte besvarelser", og begrundelsen lyder, at det er en ekstern leverandør, der har stået for undersøgelsen.

Endelig er der en sag, som er anmeldt i de første seks måneder af 2016, men som regionen først har fået færdigbehandlet i sidste halvår.

Den handler om "arbejdskultur, arbejdsmiljø og patientsikkerhed på specifik afdeling".

Her er regionen nået frem til, at der ikke er noget, der tyder på, at patientsikkerheden på afdelingen er kompromitteret. De øvrige punkter i klagen blev håndteret allerede i første halvdel af 2016, hvor regionen meldte tilbage, at de anmeldte problemer "aktuelt (er) under afklaring ved det pågældende sygehus".

Færre personsager

I de første måneder, efter at ordningen gik i gang sidste år, var der tilsyneladende et større fokus på personsager - bl.a. var der en anklage om "strafbart forhold", nemlig et formodet tyveri - en klage, som regionen dog afviste efter at have behandlet anmeldelsen.

Der var ligeledes en henvendelse vedrørende mistanke om en medarbejders udnyttelse af en borger på en social institution - en mistanke, der ligeledes blev betegnet som grundløs af regionen.

Og der var f.eks. også en klage over en kollega, som anmelderen mente besad et for lavt uddannelsesniveau end krævet for jobbet. Denne klage førte bl.a. til en sikring af, at titlerne på personalets navneskilte var korrekte.

Til sammenligning er anmeldelserne fra de sidste måneder af 2016 i højere grad rettet mod "systemet" - f.eks. vagtplanlægning, procedure ved ansættelser og generel utilfredshed med sygehusstrukturen og ledelsen.

En enkelt er dog direkte personrelateret - den handler om "utilfredshed med besættelse af ledelsessekretær-stilling". Den blev bedømt til at falde uden for Region Syddanmarks whistleblowerordning.

Læs også: Lægeformand dumper whistleblowerordning

Læs også: Whistleblowerordning, nu også i Region Syd

Læs også: Whistleblowerordningen i Region Hovedstaden er gået i luften