I betragtning af de her i landet herskende forhold ...

I foråret 1945 var de danske lægers forhold til de mange tusinde tyske flygtninge, der strømmede over grænserne, lige så følsomt et emne, som det er i foråret 2003. Men med omvendt fortegn, kan man sige. Sagen var så følsom, at Lægeforeningen i foråret 1945 lavede et lille særtryk - en pamflet - med en beskrivelse af sagsforløbet med referater, breve etc.

Pamfletten, »Den alm. Danske Lægeforenings forhandlinger ang. lægehjælp til tyske civilflygtninge«, var ét langt forsvar mod beskyldninger for at være tyskervenlig. Baggrunden for dette fremgår af den anden artikel om emnet i dette Ugeskrift. Det var magtpåliggende for Lægeforeningens ledelse at få forklaret, at i spørgsmålet om de tyske flygtninge var det den tyske besættelsesmagt, der tog kontakt med Lægeforeningen, ikke omvendt. Men i øvrigt holdt pamfletten sig til det dokumentariske materiale fra perioden januar til april 1945.

På baggrund af dette er det i perioden frem til befrielsen maj 1945 svært at finde noget at bebrejde Lægeforeningen. Hvad der skete efter befrielsen er ikke beskrevet i dette materiale, der alene behandler forholdet til den tyske besættelsesmagt:

En handel med tyskerne

Omkring årsskiftet 1944/1945 havde Lægeforeningen fået de første sikre efterretninger om de forfærdende forhold i de tyske koncentrationslejre, og der var en række drøftelser af, hvordan man kunne påvirke tyskerne til at bedre forholdene for de danske fanger. Lejligheden kom tragisk nok som følge af mordene på de fire yngre læger i Odense 20. februar 1945. Lægeformanden protesterede over for Gestapos chef i Danmark og tog i denne forbindelse spørgsmålet om de danske fanger op.

Der var flere kontakter, og i forløbet opstod tanken om at slå en handel af med tyskerne. Hvis de fik brug for dansk lægehjælp til de voksende mængder af flygtninge, ville modkravet være tysk hjælp til de danske fanger i Tyskland. Men beskeden fra besættelsesmagten var, at deres flygtninge var at betragte som »wehrmachtsangehörige« underkastet tilsyn af tyske militærlæger.

Tysk anmodning om hjælp

Situationen ændrede sig den 10. marts, da et skib med 10.000 flygtninge lagde til i København. Departementschefen fra de tyske myndigheder, Dr. Stahlmann, bad om hjælp til otte kvinder, der havde født på skibet, og yderligere 40 højgravide. Lægeforeningen medvirkede til at få indlagt de otte, men fastholdt i øvrigt, at tyske flygtninge var tyskernes ansvar. Det blev bekræftet af Dr. Stahlmann, men situationen var på det tidspunkt så uoverskuelig, at de tyske myndigheder bad om hjælp til nogle »enkelte særligt alvorlige kategorier af patienter, til hvilke man ikke selv kunne skaffe hjælp.«

Lægeforeningen indvilgede i at hjælpe ved tilfælde af tyfus, paratyfus, dysenteri og plettyfus. Til gengæld ønskede Lægeforeningen, at tyskerne aktivt søgte at forbedre vilkårene for de danske fanger i Tyskland.

Op til den enkelte læge

Aftalen blev indgået den 14. marts, og hjælpen skulle strække sig over et par uger. Ifølge referaterne mente de tyske myndigheder ikke, at der var behov for hjælp fra danske myndigheder efter den 25. marts. Desuden var der - stadig ifølge referaterne - en del civile tyske læger på vej til Danmark. Som konsekvens af dette vedtog Lægeforeningens hovedbestyrelse den 25. marts 1945 den erklæring, der siden har stået så megen blæst om.

Af den fremgår det at: »De tyske flygtninge er kommet ind i landet mod de danske myndigheders protest, og danske læger er ifølge folkerettens bestemmelser ikke forpligtet til at behandle dem«. Og videre: »I betragtning af de her i landet herskende forhold mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organiseringen af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge. Under hensyn til, at der ikke påhviler lægerne en folkeretlig pligt til at behandle civilflygtninge, vil Lægeforeningen anse det for rigtigst, at medlemmerne kun yder lægehjælp til civilflygtninge, når de af forholdene i hvert enkelt tilfælde føler sig nødsaget dertil«.

Det var altså op til den enkelte læge at afgøre, hvornår de følte sig nødsaget til at behandle syge flygtninge. Den henstilling er, efter hvad eftertiden beretter, blevet opfattet forskelligt forskellige steder i landet.