»I dag tænker jeg ikke kun på mig selv«

Der er gået en hel formiddag. Først interviewet i hendes hjem i udkanten af Randers og derefter en halv times fotografering i haven. Nu kigger 35-årige Marianne Østergård pludselig bekymret op:

»Jeg ville jo egentlig have været ved bageren. Men så var Ellen syg ...«

Hun venter lidt med at lade pointen falde:

»Du blev jo slet ikke budt på noget.«

Der har været dækket op med rød dug, friskbrygget kaffe i stempelkande, te, pebernødder i stofpose og klementiner på fad. Men det tæller ikke. Heller ikke selv om den femårige datter er syg.

Der burde åbenbart have været brød fra bageren.

Så griner hun lidt ad sig selv. Og spærrer øjnene op i en grimasse, der siger »altså Marianne«!

Marianne Louise Vang Østergård har alle dage været pligtopfyldende. I folkeskolen var hun den dygtige pige, der altid lavede sine lektier og fik høje karakterer. Sådan var det også i gymnasiet og på universitetet.

Intet tydede på, at den dygtige landmandsdatter skulle løbe ind i problemer, da hun blev færdig som læge. Men det gjorde hun.

Hun havde nemlig ikke forudset, at fejl er uundgåelige i faget medicin.

Det gik op for hende en fredag eftermiddag for tre år siden. Og det er i virkeligheden grunden til, at hun er gået med til at stille op til et personligt portræt i Ugeskriftet.

Hun mener, at det er vigtigt at være åben omkring fejl.

»Der var ingen, der troede, at jeg kunne lave fejl. Det troede jeg heller ikke selv, så længe jeg arbejdede omhyggeligt og samvittighedsfuldt.«

Den forkerte sprøjte

Vi spoler tiden tilbage til den 16. november 2001. Det var en fredag eftermiddag omkring et vagtskifte klokken 15.00-15.30. Marianne havde været reservelæge i lidt over et år og var nu i et vikariat på en gynækologisk/obstetrisk afdeling. Hun var ved at gøre klar til at tage hjem, da hun fik besked på, at en tuberkulosevaccine var ankommet til en lille nyfødt dreng.

»Og så tænker jeg: Hende, der har vagten efter mig, har formodentlig heller ingen erfaring i at give den slags vacciner. Så jeg kan lige så godt ordne det.«

Marianne beder en sygeplejerske om at ringe til forældrene på patienthotellet. Imens læser Marianne indlægssedlen i vaccinen, og hun slår op i Lægemiddelkataloget.

Vaccinen skal blandes med et opløsningsmiddel og derefter lægges meget præcist i en papel under huden - 0,05 milliliter i det hele.

»Jeg hilser på forældrene, som jeg ikke har mødt før. Drengen er stor og fin, og jeg får lagt kanylen rigtigt.«

Men her er den allerede gal. I stedet for at tage den helt lille såkaldte mantoux-sprøjte, har Marianne Østergård grebet en større injektionssprøjte. Og i stedet for at give 0,05 milliliter af opløsningen er hun nu i gang med at sprøjte 0,5 milliliter tuberkulosevaccine ind under den nyfødtes hud. En tidobbelt dosis.

»Jeg tænker hele vejen igennem, at jeg skal give 0,5 i stedet for 0,05. Det kan jeg lige så godt indrømme,« næsten hvisker Marianne Østergård.

Og derfor fortsætter hun med at trykke tuberkulosevaccinen ind under huden, selv om papelen vokser.

»Jeg tænker, det var da helt vildt meget, jeg skal lægge så præcist. Derfor får han heller ikke alle 0,5 milliliter. Og han græd jo selvfølgelig.«

Kort tid efter tager Marianne hjem. Hun sætter sig op på cyklen, svinger for enden af parkeringspladsen ved sygehuset og så slår det hende:

»Det var 0,05 - ikke 0,5!«

Ordene kommer ud i en tynd monoton række. Nærmest beklagende. Men stemmen knækker ikke. Hun græder heller ikke, mens hun fortæller. Selv om hun plejer at have let til tårer. Hun fortæller bare.

»Så sætter jeg fart i cyklen og kører hjem. Heldigvis var min mand hjemme.«

Marianne fortæller sin mand, som også er læge, at »hun har lavet en fejl«. Derefter ringer hun til infektionsmedicinsk afdeling og giver samme besked. Her får hun i første omgang at vide, at det nok ikke får nogen konsekvenser.

Men det gør det.

Drengen er i realiteten blevet smittet med tuberkulose. Han skal i tre måneders forebyggende behandling med antibiotika.

Fejlen er slem, men ikke fatal. Det er Mariannes reaktion til gengæld.

Løkken om halsen

»Da jeg finder ud af det her, føler jeg, at jeg går rundt med en løkke om halsen. Jeg ventede bare på, at nogen strammede til. Jeg ved godt, at jeg selv havde lagt løkken der. Men jeg kunne ikke komme af med den.«

Hun er godt klar over det. »En løkke om halsen« lyder dramatisk.

»Men det var sådan, jeg havde det. Jeg var ulykkelig. Jeg følte mig uværdig.«

I perioden efter fejlen fortsatte hun sit arbejde, for som hun siger:

»Jeg kunne ikke finde på at sygemelde mig - medmindre jeg er fysisk syg.«

Marianne tog en samtale med den administrerende overlæge. I fællesskab skrev de et brev til Statens Serum Institut.

»Det var måden, jeg kom videre på i første omgang. Men sådan lidt duknakket«, siger hun.

»På en eller anden måde, så følte jeg mig også klar til at dø.« Hun holder en pause. Mens hun lader udsagnet hænge tungt over spisebordet i det lyse køkkenalrum.

»Og det var der ikke nogen, der kunne forstå. Det var måske det værste. Der var ikke nogen, der kunne forstå, at jeg havde det sådan«, siger hun så.

»Det kunne min mor heller ikke, når jeg var til eksamener. At så lidt kunne fylde så meget - udefra set - det er nok det, der er sagens kerne. Jeg havde det forfærdeligt. Jamen jeg havde det også lidt sådan, at der må være et sted, hvor jeg kan melde mig. Så kunne jeg også slippe af med løkken om halsen.«

Marianne tænkte rent faktisk på selvmord. Men ikke som en seriøs løsning:

»Nej, for jeg havde fået en familie. Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg ville have gjort det, hvis jeg ikke havde haft min familie og mine børn. For ...«

Og pludselig, mens hun fortæller om et af sit livs værste kriser med selvmordstanker og hele dynen, kommer latteren rullende. Som en indre lavine, der bare bliver større og større, mens den langsomt og sikkert bevæger sig fra mellemgulvet og op gennem kroppen. En forløsning.

»For det ville virkelig være at skeje ud. Den ultimative udskejelse«, hopper hun af grin.

Duks

Marianne er vokset op på et fritidslandbrug mellem Århus og Viborg.

»På ingen måde et akademisk hjem«, konstaterer Marianne Østergård.

Det lå altså ikke i kortene, at Marianne skulle blive læge. Men hun var glad for at læse, og samtidig var der meget tidligt en forventning om, at Marianne, hendes lillesøster og storebror fik en studentereksamen.

Så det fik de.

»Altså, mine forældre har ikke pacet os frem. Men når jeg kom hjem med en god karakter, så spurgte min mor altid, om der var nogen der fik en højere karakter end mig.«

Marianne lavede altid sine lektier. Og når hun ikke lavede lektier eller hjalp forældrene hjemme på gården, så var hun til spejder, Martha-kursus eller kor.

»Det siger selvfølgelig også lidt om én«, ler hun.

»Jeg synes ikke, at jeg er en duks. Men hvis man spørger nogle af dem, jeg gik i skole med, så kan det godt være, at de mener det.«

Det er som om, at erindringerne fra barndommen ikke har noget med den nu 35-årige Marianne Østergård at gøre. Måske fordi hun hele tiden ler af sig selv. Det gør en duks ikke. Eller også er det fordi hun på ingen måde ligner en duks. De rektangulære briller, der i en farve mellem brun og grøn matcher øjnene perfekt. De plukkede øjenbryn og det korte moderigtige hår. Der er intet dukset at se. Men ordene fortæller en anden historie.

»Jeg har altid gjort det, jeg skulle. På en eller anden måde. Og somme tider tænker jeg da på at skeje lidt ud. At gøre det, der ikke er forventet. Bruge min energi til noget, som er andet end ...« Hun stopper og smiler ad sig selv. »Ej, jeg siger ikke ,jordisk gods`. Det siger jeg simpelthen ikke.«

Så fortsætter hun:

»Jeg tænker: Slap af. Men det virker ikke. Jeg kan for eksempel ikke sidde og læse skønlitteratur. Så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke når noget af alt det andet. Det ville for mig være at skeje ud at sidde og læse en hel dag ... Jamen jeg burde skeje lidt ud. Fordi jeg som kvinde og mor burde have det okay med at gøre noget for mig selv.«

Fedtpletter i kompendiet

I Mariannes medicinske kompendium er der stadig store fedtpletter på næsten hver eneste side.

»Fra min pande«, smiler hun.

Pletterne stammer fra afslutningen på medicinstudiet. Marianne var gravid og træt. Meget træt. Men intet kunne få hende til at stoppe læsningen.

»For hver gang, jeg vendte en side, så faldt jeg hen over den og faldt lidt i søvn. Men jeg blev bare ved.«

Mariannes læsemakker stoppede klokken fire om eftermiddagen. Hun skulle hente sine børn. Marianne fortsatte. Hun tog først hjem fra universitetet sent om aftenen. Og så fortsatte hun derhjemme. Der var heller ikke tid til at spise, derfor plejede hun også at tabe sig mellem 10 og 15 kilo i løbet af en eksamensperiode.

»Eksaminatorerne ville selvfølgelig ikke vide, hvad der stod nede i højre hjørne på side 1272. De ville have, at man demonstrerede et overblik.«

Hun trækker vejret og fortsætter i udåndingen:

»Imod slutningen af studiet, fik jeg det rigtig skidt. Jeg tænkte: ,Hvis du ikke gennemfører det her, så har du ingenting. Så er 6-7 år spildt.` Det var virkelig en dårlig fornemmelse. Sådan så jeg det. Det ligger nok i mig. Det ville være fiasko.«

Marianne blev ingen fiasko. Som altid endte hun med at lykkes.

Derefter fortsatte hun sin stræben mod nye mål. Igennem turnus og videre i en introduktionsstilling, indtil hun ramte muren.

Den 16. november 2001.

Marianne Østergård kniber læberne sammen.

»Jeg blev totalt rystet i min grundvold. Jeg tror, at jeg havde stoppet som læge, hvis den fejl var sket tidligere i min karriere. Nu overvejede jeg det bare.«

Der er flere grunde til, at Marianne klarede sig igennem krisen. Hun talte med forældrene til barnet, hun fortalte om oplevelsen til familie og kolleger, og endelig prøvede hun ihærdigt at forhindre, at andre læger skulle kom ud for det samme.

Det hjalp.

Et andet fokus

Marianne Østergård har ændret sig i løbet af de seneste år.

»Tidligere var det bare mig og mig. Sådan var det på studiet for eksempel. Jeg var ret navlebeskuende. I dag er mit fokus anderledes og bredere. Jeg tænker på mine børn og mine patienter. Ikke kun på mig selv.«

Det nye fokus skyldes blandt andet, at hun har fået mere klinisk erfaring. Men »hendes fejl« har også flyttet hende. Den fungerer som en evig påmindelse om, at ingen er perfekt.

»Fejl sker. Der er jo både en risiko for fejl ved at handle og en risiko for fejl ved ikke at handle.«

Hun stopper sig selv. Netop som hun var ved at sætte tingene på plads, så stopper hun.

»Men jeg er jo ikke færdig. Den udvikling fortsætter jo«, siger hun så.

»Hvis jeg kunne tage et lån i banken og købe mig til noget erfaring, så havde jeg gjort det«, ler hun.

Hun holder sit tekrus med den ene hånd, mens hun lægger den anden hånd hen over kruset. Som for at sikre, at den dampende te ikke forsvinder ud i rummet.

»Erfaring kan ikke købes, og fejl kan ikke undgås. Men man kan forsøge at begrænse risikoen for fejl«, fastslår hun.

Ifølge Mariannes Østergårds egen krystalkugle er hun gynækologisk speciallæge om ti år.

»Og jeg beskæftiger mig med et område, som jeg er blevet rigtig, rigtig dygtig til.«

Hun ser tilfreds ud.

»Det passer nok bedst til mig at have et lille område, som jeg kan blive rigtig dygtig til. Det har jeg det rart med. Når jeg alligevel laver en fejl, så håber jeg, at jeg er blevet endnu mere åben, mere hærdet ...

... Og så er jeg forhåbentlig stadigvæk i stand til at tage fejlen på mig og blive ked af det.«

Efter at Marianne Østergård gav spædbarnet en tidobbelt vaccine, kontaktede hun Statens Serum Institut i håb om, at de kan ændre pakningerne. Det har dog ikke ført til ændringer, selv om der er eksempler på lignende fejl fra Sverige. Produktionschef Karen Gibsholm-Madsen forklarer, at mængden af vaccine er så lille, at det ville gå ud over stabiliteten, hvis man kun skulle sende én dosis i hver pakning. Til gengæld har Statens Serum Institut lavet en illustration af, hvordan man lægger vaccinen korrekt - i erkendelse af at det er vanskeligt. Illustrationen kan ses på www.ssi.dk - under produkter finder man »BCG-vaccine« og her er linket »intradermal injektion«.

JOURNAL

Navn: Marianne Louise Vang Østergård.

Alder: 35 år.

Familie: Gift med Torben, der også er læge. De har børnene Anna (syv år) og Ellen (fem år).

Bopæl: Hus i Randers.

Titel: Reservelæge, Gynækologisk/obstetrisk Afdeling, Randers Centralsygehus.

Uddannelse: Lægevidenskabelig embedseksamen, Aarhus Universitet, vinter 1997.

Karriere: Turnus (1997-2000): Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus, Organkirurgisk Afdeling, Horsens Sygehus, samt praksisreservelæge hos Stig Gerdes, Fredericia og »Tobaksgården«, Horsens. Introduktionsreservelæge, Gynækologisk/obstetrisk Afdeling, Horsens Sygehus (2000-2001). Vikariater som reservelæge på følgende afdelinger (2001-2004): Gynækologisk/obstetrisk Afdeling, Horsens Sygehus. Anæstesiologisk Afdeling, Horsens Sygehus. Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus. Gynækologisk/ obstetrisk Afdeling, Randers Centralsygehus. Kirurgisk Afdeling, Dronning Ingrids Hospital, Grønland.

Interesser: Det meste af fritiden tilbringes sammen med børnene. Dyrker gymnastik hjemme i stuen tre gange om ugen. Hvis hun skal være sig selv, går hun i haven og stikker mælkebøtter. Interessen kan stort set dyrkes året rundt. »Jeg får ryddet op i nogle af mine tanker, og græsplænen bliver som fløjl.«