Skip to main content

I de dødes rige

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

2. jan. 2007
4 min.

»De færreste lande i verden ville have været i stand til at håndtere en identifikationsoperation i den skala alene: At identificere over 3.000 mennesker, og, især på grund af varmen, inden for meget kort tid. De thailandske myndigheder begyndte selv på opgaven, men de havde ingen erfaring og kun en lille håndfuld kvalificerede retsmedicinere samt en organisation, der lod en del tilbage at ønske«, fortæller vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen, der sad i et af de første fly til Phuket i juledagene for to år siden.

Som retsmediciner i Rigspolitichefens Identifikationsberedskab, påtog han sig sammen med andre retsmedicinere, tandlæger, politifolk og administrativt personale fra mere end 30 lande at identificere de omkomne efter foldbølgen. I området mellem Takua Pa i nord og Phuket i syd blev i alt 5.395 meldt savnet efter flodbølgens hærgen anden juledag.

Dansk system matcher data

Den seneste opgørelse fra november dette år viser, at i alt 3.272 af de fundne kunne identificeres, herunder 1.956 turister fra blandt andet Danmark. Den internationale Identifikationsorganisation i Thailand (Thailand Tsunami Victim Identification, TTVI) har kunnet sætte navn på 93 procent af de fundne ikkethaier og på 82 procent af thaierne ved at sammenligne antemortem (AM)-data, som for eksempel tandjournaler, fingeraftryk eller dna-profil, med postmortem (PM)-data:

»Fra vi kom derned, gik der cirka en uge, inden alle ligene var blevet anbragt på køl. Henfaldsprocesserne forsatte, mens vi stod og så til, og vi fik ringere og ringere chance for at lave identifikation. Der er en fysisk grænse for, hvor mange undersøgelser, vi kunne lave, ligesom der var stor forskel på, hvor effektivt de enkelte lande kunne indhente AM-oplysninger. Digitaliserede tandjournaler, som vi blandt andet har det i Danmark, gav hurtigt rigtig mange oplysninger. Men de første dage fik vi for eksempel formularer skrevet i fri hånd i skønskrift på flamsk. Havde det været standarden for alle de oplysninger, vi havde fået, så var det aldrig gået«, fortæller Peter Thiis Knudsen.

De deltagende lande enedes hurtigt om at bruge Interpols registreringssystem, hvor man har en formular med 15 sider AM-oplysninger, og 15 sider PM-oplysninger, samt det danske identifikationssystem, DVI System International (DVI), der blev stillet til rådighed af udvikleren, Plass Data i Holbæk.

DVI er kort fortalt en avanceret søgemaskine, der matcher AM- og PM-oplysninger, også fra forskellige sprog, og således fungerer som en elektronisk udgave af Interpols registreringssystem. Det blev første gang anvendt i forbindelse med katastrofen på Scandinavian Star og bruges efterhånden af 30 lande verden over:

»Det ene sted krydser man af for overskæg, for det ved vi, at personen havde; det andet sted krydser vi af, at vi ved obduktionen har fundet et overskæg, og når de to ting passer sammen, har vi et match for denne egenskab«, forklarer Peter Thiis Knudsen og tilføjer, at selvom DNA, fingeraftryk eller tænder er næsten 100 procent sikre som identifikation, er det altså stadig næsten:

»Det er utænkeligt, at der ikke er blevet begået en fejl, men indtil nu er alle fejl blevet opdaget, inden folk blev begravet. Der er også stadig mange, der aldrig er blevet fundet, og på lighuset ligger der 417 tilbage, som ikke er blevet identificeret endnu.«

Hvilke opgaver står Identifikationsberedskabet over for i dag?

»Bortset fra planlægning, ingen; vi bliver jo tilkaldt, når der er brug for os. Senest var vi en del af en samlet nordisk/Interpol-opgave om nogle senegalesiske bådemigranter, der var omkommet, mens de drev rundt på havet fra Afrika til Barbados. Men hvem ved; det kan være jeg sidder i flyveren i morgen!

Læs mere om identifikationsarbejdet her: www.plass.dk/site/Plass/Brancheloesninger/DVI/asien/indexw.html#info

Fakta

Rigspolitichefens Identifikationsberedskabs ledelse består ud over vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen af vice-politimester Ole Andersen og politikommissær Jacob Bentsen, Rigspolitiet, Politiafdelingen, retsodontolog Lis Andersen Torpet og vicekriminalinspektør Poul Nielsen, Kriminalteknisk Center. I alt står 109 personer til rådighed, heraf langt de fleste politifolk. Det danske DVI-team i Thailand bestod af 10-12 politifolk, 1-2 retsmedicinere, 1-2 retsmedicinske teknikere og 3-5 tandlæger, som på skift arbejdede frem til maj måned 2005. De udsendte var afsted 14 dage ad gangen, og man tilstræbte en arbejdsdag på otte timer, da arbejdet var kommet i faste rammer; de første par uger havde det snarere været 16 timer.