I duel for bedre uddannelser

Nu og da har den dårlige samvittighed naget læge Gunver Lillevang. For hele tiden er der solide bøger og kompendier at læse og opgaver at skrive, når arbejdsdagen er forbi. Sådan har det været siden starten af 2001, hvor hun begyndte sin masteruddannelse i medicinsk pædagogik ved Maastricht Universitet i Holland.

Derfor var det en god fornemmelse, da hun for nylig herhjemme deltog i en workshop om projekter og forskning i medicinsk pædagogik og undervejs opdagede, at anstrengelserne har båret frugt. Mens andre kolleger tøvede lidt over for de opgaver, workshoppen indeholdt, hørte hun pludselig sig selv føre ordet.

»Masteruddannelsen giver først og fremmest en teoretisk viden om blandt andet forskningsmetode og læringsteori. Det kan være lidt svært for nogle af os, der deltager, umiddelbart at anvende teorien konkret i vores dagligdag, når vi ikke har et underviserjob. Men i forbindelse med workshoppen, hvor vi skulle designe et tænkt forskningsprojekt, kunne jeg pludselig se, at jeg havde lettere end mange andre ved at stille forslag til løsning af delspørgsmål og pege på mulige metoder til blandt andet dataindsamling. Det var rart at opleve, at jeg direkte kunne bruge noget af det, jeg har lært«, konstaterer Gunver Lillevang.

Hun søgte optagelse på masteruddannelsen fra sit daværende job i Sundhedsstyrelsen, hvor hun fortrinsvis arbejdede med nye målbeskrivelser for speciallægeuddannelserne. Siden har hun været projektansat i Århus Amt, hvor opgaven var at udvikle og forbedre kvaliteten af den lægelige videreuddannelse.

En anden af deltagerne i masteruddannelsen, læge Lasse Bugge, har siden turnus været ansat ved enheden for uddannelsesudvikling ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet, hvor han for tiden arbejder med kvalificering af specielle dele af den prægraduate lægeuddannelse, blandt andet målbeskrivelser og nye evalueringsstrategier når det gælder læring af kliniske færdigheder.

»Det er spændende at arbejde med selve tilrettelæggelsen af uddannelsen, fordi man både kan være med til at sikre kvalitet og kan arbejde for, at deltagerne lærer det, de skal, på den lettest mulige måde. Efter at jeg i flere år havde arbejdet med området, havde jeg selv brug for fagligt input og var begyndt at se mig om efter medicinsk pædagogisk uddannelse andre steder i Europa. Derfor var det oplagt for mig, da muligheden for at søge masteruddannelsen ved Maastricht Universitet viste sig«, forklarer Lasse Bugge.

Set med hans øjne er en af fordelene ved, at der er mange danske deltagere på netop denne uddannelse, at han pludselig har fået et stort kollegialt netværk.

»Vi kan støtte hinanden i arbejdet med masteruddannelsen, men jeg synes også, at vi bruger hinanden til eksempelvis at drøfte en idé vedrørende videreuddannelse, som måske er ny og måske skal arbejdes lidt med. Her er det godt at have nogle ligeværdige sparringspartnere«.

Selve tilrettelæggelsen af masterforløbet, der blandt andet indebærer flere seks uger lange studieophold ved universitetet i Maastricht, stimulerer i sig selv net- værksdannelse, fremhæver han.

»De fleste af os bor på samme kollegium og lærer dermed hinanden at kende på en anderledes måde, end hvis vi alene havde været kolleger på samme afdeling«, siger Lasse Bugge.

Med armene over kors

Ingen af de to er i tvivl om, at det er nyttigt, at der sker en opkvalificering af læger og andet personale, der arbejder med sundhedsvidenskabelige uddannelser.

»Man skal afgjort bevise sig, når man som reservelæge går ind og stiller spørgsmål til eksempelvis både indhold og tilrettelæggelsen af speciallægeuddannelserne for at lave nye målbeskrivelser og sidder i udvalgsarbejde med garvede overlæger, der har årevis af erfaring med det eksisterende system. Det sker, at en overlæge lægger armene over kors over brystet som reaktion på nye ideer; her kræver det en vis pondus at få dialogen i gang igen. Den pondus vil masteruddannelsen uvægerligt være med til at give«, mener Gunver Lillevang.

Derfor ser både hun og Lasse Bugge frem til, at det nuværende fåtal af læger med en dybere faglig baggrund for at beskæftige sig med uddannelsessystemet bliver mangedoblet, når deltagerne på masteruddannelsen får papir på deres kunnen. Men stadig er der brug for mange flere.

»Det tager indimellem nærmest ufattelig lang tid at skabe forandringer i uddannelsessystemet. Som oftest er der alle mulige organisatoriske og politiske barrierer, man skal overvinde eller tage hensyn til. Først når mange flere personer med særlig viden om uddannelsestilrettelæggelse er fordelt alle steder i systemet, kan vi gøre os forhåbning om, at det rykker lidt hurtigere«, vurderer Lasse Bugge.

Begge har valgt at forlænge uddannelsestiden med i hvert fald et år, fordi den arbejdstidskompensation, der blev aftalt i forbindelse med uddannelsesforløbet, ikke har kunnet fastholdes.

»Det er kun en mindre del af de 21 danske deltagere, der regner med at gennemføre på de normerede to år. Det er et temmelig krævende forløb med masser af læsestof og opgaver at passe, så hellere bruge lidt længere tid end lide under konstant stress, når der også er et job og en familie, der kræver sit«, siger Gunver Lillevang.

De har med interesse fulgt debatten om at etablere en tilsvarende masteruddannelse under hjemlige himmelstrøg, men er ikke sikre på, at det ubetinget er en god idé. For selv om de 21 danske deltagere på deres hold udgør en massiv majoritet i forhold til bare fem deltagere fra andre lande, er det udbytterigt at studere sammen med andre nationaliteter, mener de.

»Der er afgjort en risiko for, at det ville blive noget navlepilleri, hvis man ikke sikrede sig udenlandsk deltagelse fra i hvert fald undervisere. Man kommer let til at gro ind i sit eget system i stedet for at se kritisk på det og være nysgerrig over for, hvordan andre løser forskellige lignende problemstillinger«, siger Lasse Bugge.

»Når vi sidder over for kollegerne fra Thailand, Sydafrika, Tyrkiet og Vietnam, tvinger det os til at forklare os, og så starter refleksionen. Var vi alene danskere på holdet, ville der ikke ske de samme overvejelser undervejs i uddannelsen om, hvordan vi indretter sundheds- og uddannelsessystemet eller hvilke kulturer vi søger at fremme i systemerne eksempelvis. Men måske kunne man godt etablere en fælles nordisk masteruddannelse og samtidig sikre, at deltagerne kan spejle deres egne uddannelses- og sundhedssystemer i de andre nordiske landes traditioner. Det er svært at vurdere, om det vil give tilstrækkelig bredde, men måske er det en mulighed«, siger Gunver Lillevang.

Anderledes udfordringer

Hverken Gunver Lillevang eller Lasse Bugge har endeligt lagt sig fast på, i hvilken retning deres faglige karriere skal gå, men de er glade for at beskæftige sig med uddannelsesområdet og oplever, at det giver anderledes og ganske store udfordringer.

»Det er både inspirerende og motiverende, at vi er på vej til at blive eksperter på et område, der langtfra er overbefolket. Det giver nogle andre muligheder for os som yngre læger. Eksempelvis begynder jeg til foråret at vejlede medicinstuderende i fordybelsesopgaven på uddannelsens kandidatdel og skal blandt andet vejlede i, hvad forskning er, hvordan den genereres, og ikke mindst hvordan man bør forholde sig kritisk til lægekollegers artikler. Det bliver utroligt spændende, og det ansvar ville jeg aldrig få som reservelæge på en afdeling«, konstaterer Lasse Bugge.

Samtidig vil han dog ikke udelukke, at han en dag vælger at tage hele turen til en speciallægetitel og måske kombinerer lægehåndværket med opgaver inden for uddannelsesudvikling.

Gunver Lillevang vil inden længe indlede jagten på en almen blokstilling.

»Jeg har længe ønsket at blive alment praktiserende læge, men blev optaget af at beskæftige mig med uddannelesesområdet. Måske finder jeg i fremtiden ud af at kombinere de to ting«, siger hun.

Om masteruddannelsen

Masteruddannelsen i medicinsk pædagogik ved Maastricht Universitet i Holland er normeret til to år. I alt 21 læger fra hele landet, der alle har beskæftiget sig med lægeuddannelsen, startede uddannelsen i januar 2001. Studiet finansieres af H:S og deltagernes arbejdsgivere i fællesskab.

I to gange seks uger opholder deltagerne sig ved universitetet i Holland. Resten af forløbet foregår som fjernundervisning i Danmark med en forventet studietid på 20 timer om ugen sideløbende med deltagernes arbejde.