Skip to main content

»I fremtiden vil der være meget mere fokus på lægers evne til at samarbejde med andre«

Som 62-årig stopper Torben Mogensen i dag som vicedirektør på Hvidovre Hospital og forudser et markant fokus på at forbedre lægers evne til at samarbejde. For nogle læger har svært ved at forstå, at de er en del af en enhed, siger han i dette interview.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. sep. 2015
6 min.

Lionel Messi er kun en af verdens bedste fodboldspillere i kraft af sine medspillere. Den lille argentiner på 170 cm ville ikke have en chance alene mod 11 modspillere. Men med ti medspillere, der kan spille op til ham, er han en af verdens bedste.

Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital, forklarer på sit kontor den måske lidt overraskende forbindelse mellem Lionel Messi og sin egen verden:

»At drive et hospital med læger og andre faggrupper er på mange måder det samme som et fodboldhold. Samarbejde og holdånd har altid været vigtigt for at få en behandling til at fungere, men i takt med specialiseringen af læger vil der i fremtiden være meget mere fokus på lægers evne til at samarbejde med andre. Det er helt essentielt, at læger bliver bedre til at samarbejde«, siger Torben Mogensen.

Faktaboks

Fakta

I 12 år har han som vicedirektør for Hvidovre Hospital været en slags cheftræner for hospitalets knap 4.000 ansatte, men det er slut nu. I dag den 2. september holder han afskedsreception, mens de kommende dage vil blive brugt på at forlade chefgangen, det rodede skrivebord og sige farvel.

»Nu har jeg ydet mit til sundhedsvæsnet. Nu er det på tide, at der kommer nye kræfter til«, forklarer Torben Mogensen.

Drømmen om læge som 11-årig

En simpel blindtarmsbetændelse i 1965 var det konkrete startskud til hans karriere som læge. Den 11-årige Torben Mogensen blev opereret for blindtarmsbetændelsen og var fra sygesengen dybt fascineret af, hvordan lægen med en sprøjte kunne bedøve ham.

»Siden dengang ville jeg være læge«, forklarer han.

I 1981 forlod han medicinstudiet og efter ansættelser på forskellige københavnske hospitaler endte han i 1995 på Hvidovre Hospital, hvor han i årene efter først blev ledende overlæge og siden vicedirektør.

»Lægefaget har udviklet sig helt vildt i min tid. I mine unge dage var en patient med blodprop indlagt i flere uger. I dag går de hjem efter en dag. Der er sket en vanvittig udvikling mod det bedre. Men samtidig er lægefaget blevet mere komplekst, og gammeldags læger, der kunne det hele, er en saga blot. Samtidig er afdelingerne blevet langt større. På anæstesiafdelingen på Hvidovre Hospital var der under 30 læger i 1980’erne, i dag er der over 50 læger. Det har ændret det kollegiale liv, for lægerne har ikke længere et tæt forhold til hinanden. Det gode ved udviklingen er, at lægerne har specialiseret sig og er blevet fagligt dygtigere. Men subspecialiseringen kræver, at man som læge kan se ud over sin egen næsetip – og det har nogle læger svært ved. At forstå, at man er en del af en helhed. Derfor bliver det helt afgørende i fremtiden at få store afdelinger til at fungere som en helhed, uden at det er små divisioner, der lukker sig om sig selv«, siger Torben Mogensen.

Samarbejdet giver ikke sig selv. Ikke fordi det er læger, men fordi det er mennesker, siger Torben Mogensen.

»Konsekvensen af dårligt samarbejdet er dårligere patientbehandling. Så enkelt er det«.

Det tekniske og det faglige kan alle læger, men det er ikke alle læger, der er gode til at samarbejde. Og det bliver også en endnu vigtigere kompetence, når man skal ansættes. Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital

Kirurgen slog sygeplejersken

Selv har Torben Mogensen forsøgt at sætte samarbejdet højt på dagsordenen på Hvidovre Hospital ved at træne samarbejdet mellem både sygeplejersker og læger og mellem læger med forskellige specialer.

Desuden er hospitalet med i et projekt med bl.a. canadiske hospitaler, der skal filme operationer fra start til slut med det formål at analysere, hvordan stemningen og samarbejdet under operationen influerer på operationens resultat.

»Det, du gør som læge, afhænger af, hvordan du bliver understøttet. Alle, der har stået i en akut situation, kender til, at det kan ende i kaos, og en enkelt læge kan få det hele til at krakelere. Derfor vil der i fremtiden komme til at være meget mere fokus på lægers evne til at samarbejde med andre. Det tekniske og det faglige kan alle læger, men det er ikke alle læger, der er gode til at samarbejde. Og det bliver også en endnu vigtigere kompetence, når man skal ansættes«, siger Torben Mogensen.

Han kan selv huske tilbage til tiden som anæstesilæge, hvor han flere gange var ude for, at kirurgen slog sygeplejersken eller smed instrumenterne efter folk på stuen.

»Det sker trods alt ikke mere. Men lægerne forstår ikke altid vigtigheden af at samarbejde. Jeg tror, det er den samme opfattelse – eller mangel på samme – som piloter har. Det er altid toppen af hierarkiet, der mangler forståelsen«, siger han.

Derfor er hans enkle råd til kommende læger, at de sideløbende med de rent lægefaglige studier skal koncentrere sig om at få indsigt i, hvordan mennesker reagerer.

»Få lært at samarbejde og erkend, at selv den bedste læge ikke kan fungere alene. Lige som Messi«.

Venstre side af den politiske linje

På hans kontor ligger flere avisudklip med historier, der handler om Hvidovre Hospital. Bl.a. Ekstra Bladets kritiske historier om behandlingen af Saudi Arabiens ambassadørs mor. Og selv om Torben Mogensen erkender, at han nok skulle have lukket munden lidt hurtigere i netop den historie, fastholder han, at hans krav om bedre samarbejde blandt hospitalets ansatte flugter godt med hans altid åbne telefon for journalister.

»Det er samfundet, der betaler min løn som chef i en offentlig institution, og derfor er det naturligt, at jeg fortæller offentligheden, hvad der sker. Både når det går godt, og når det går mindre godt. Det burde alle hospitalschefer gøre«, siger han.

Og hvis nogle havde håbet – eller frygtet – at han ville bruge sine evner som politiker, skal de tro om igen. For det skal han ikke, siger han. Men hvis han skulle – og han er ikke blevet spurgt, understreger han – skulle det for få år siden have været under de røde faner hos Socialdemokraterne.

»Men i dag føler jeg mig partiløs. Men det skulle i hvert fald være på venstre side af den politiske linje«, siger han og ser op på en lang række kinesiske figurer i vindueskarmen.

Hvidovre Hospital har i flere år haft et samarbejde med sundhedsvæsenet fra Gansuprovinsen i den centrale Kina med hele 26 millioner indbyggere. En af bannerførerne for den forbindelse har været Torben Mogensen, og figurerne stammer netop fra hans rejser til Kina.

»Jeg skal ikke ud og have et andet direktørjob nu. Men jeg nyder at fortælle bl.a. kineserne om det danske sundhedsvæsen, der på mange måder er i verdensklasse. Så selv om vi kan blive bedre til især at samarbejde med hinanden, så er jeg stolt over vores sundhedsvæsen, når jeg fortæller udlændinge om det«, siger Torben Mogensen.