I Holland kører vagtlægen ikke i taxi

Amsterdam. Aftenen begynder roligt i lægevagten. Uden for spejles gadelygternes lys i Prinsengracht-kanalens vand. Lægevagten bor til leje hos en poliklinik i et nedlagt hospital og er den mindst travle i byen. Det er ude i forstæderne, det sker - der har lægevagterne op til seks læger. Her, blandt adstadige borgerhuse, er der knap nok arbejde til de to læger, som har vagt i aften. Alligevel sidder de her.

»Man mister jo sin licens til at praktisere, hvis man ikke er tilsluttet en lægevagt«, forklarer praktiserende læge Mark Kaiij.

Hans kvindelige kollega, Jacobien Schoemaker, forklarer den tavse telefon:

»Det er jo hovedsageligt velstående og veluddannede mennesker, der bor her i det indre Amsterdam«.

Marc Kaiij har egen praksis 200 meter herfra og har vagt 2-3 gange hver måned fra kl. 17 til 23. I modsætning til ham arbejder Jacobien Schoemaker »freelance«, og hvis det ikke var, fordi Marc faktisk er glad for sine vagter, kunne han hyre hende som stand-in. Vikararbejdet er ingen guldgrube. Timelønnen i lægevagten er 65 euro - halvdelen af, hvad hospitalslæger kan tjene.

Chauffør er assistent

Selv om timebetalingen langtfra er fyrstelig, har Marc ikke noget imod vagterne, i hvert fald ikke dem, der ligger fra 17 til 23. De virkelig trælse, fra kl. 23 til 08 om morgenen, vil han dog gerne betale sig fra.

»Men jeg vil nødigt undvære vagterne, for her ser jeg på kort tid flere patienter med akutte problemer, end i min praksis. Det holder mig fit!«

Marc Kaiij ved ikke, om han vil se lige så lyst på vagtpligten, når han bliver ældre - men kan trøste sig med, at pligtvagterne bliver færre, når han fylder 55. Skal han pege på, hvad der gør vagtarbejdet interessant, nævner han bilen, og dermed også chaufføren:

»Chaufførerne er veluddannede og kan arbejde selvstændigt. Det gør vagterne sjovere, når man er sammen med nogen. Det højner arbejdskvaliteten«, siger Marc Kaiij.

Lægevagten kører ikke i taxa - den kører i en skriggul Audi A4 med lygter og horn. Chaufføren er uddannet praksisassistent og har en udvidet uddannelse - ikke som paramediciner, »men næsten« siger Rizwan Bharos, som er chauffør i aften. Rizwan forklarer, at han kan hjælpe lægen med genoplivning, lægge et drop, måle blodsukker og blodtryk.

Mens han forklarer om bilens GPS-tracking, har Rizwan boot'et bilens computer, der er koblet på lægevagtens system - et system, som automatisk genererer en meddelelse til patientens egen læge ved enhver kontakt til vagtlæge.

Han åbner bagklappen for at vise noget af udstyret: iltapparat, defibrillator, rygsæk med diverse udstyr og udvidet lægetaske med et mindre apotek.

»Ved hjemmebesøg går jeg med lægen ind. Ud over den hjælp, jeg kan give, er mange læger også glade for den ekstra tryghed, det giver at være to. Især de kvindelige læger«, siger Rizwan.

Bilerne drives af et privat firma, Meditaxi. I Amsterdam kører der syv af dem.

Drives af kooperativ

Næsten alle Hollands praktiserende læger har siden 2003 været organiseret i 130 lægestyrede kooperativer, som varetager vagtforpligtelsen efter et rotationssystem. Lægevagten drives i Amsterdam-området af SHDA (Stichting Huisartsen Dienstenposten Amsterdam).

»Nogle synes naturligvis mindre godt om den obligatoriske vagttjeneste, og det forstår jeg udmærket«, siger Marc Kaiij. »Det kan også være hårdt efter en lang dag i praksis. På den anden side betyder det, at vi er så mange om det, at man ikke behøver tage så mange og lange vagter«.

De to læger har god tid til en besøgende journalist. Dels fordi det er et stille nabolag, og aftenen kun lige begyndt, dels fordi Marijn van Dijk, som bemander telefonslusen, har klaret de fem seks opkald, der har været i den første time, uden at ulejlige lægerne. Hun er uddannet praksisassistent og har nogle års erfaring fra arbejdet i almen praksis - en forudsætning for jobbet her.

»Det er assistentens afgørelse, om patienten behøver tale med lægen, og hun kan også beslutte, at der skal aflægges besøg i hjemmet, eller eventuelt bede patienten møde op. Og hvis assistenten skønner det nødvendigt - eller en patient insisterer på at tale med lægen, ringer jeg tilbage«, siger Jacobien Schoemaker.

Hun har ikke de præcise tal, men skønner, at lægevagtsassistenten klarer omkring en tredjedel af alle opkald på egen hånd. »Men lægen ser og superviserer alle opkald, og skal godkende hvert opkald, før det kan betragtes som afsluttet«.

Vagten er obligatorisk

Hvor mange vagter, en læge har, afhænger af, hvor mange patienter den pågældende praksis har: »Hvis en praksis kun har 2.000 patienter, er vagtforpligtelsen ikke så stor - dog mindst ti gange på et år«, forklarer Jacobien Schoemaker. »Ellers mister man sin registrering som praktiserende læge«.

Lægevikarer som Jacobien Schoemaker spinder ikke guld - og praktiserende læger tjener generelt omkring en tredjedel mindre end de hospitalsansatte speciallæger, som mange flere patienter ville benytte, hvis det ikke var for lægevagten. Og selv om vagtlægebilen er veludstyret, er det intet imod hospitalets kostbare high-tech udstyr.

Systemet sparer derfor samfundet for store udgifter, uden at det efter Jacobien Schoemakers mening går ud over kvaliteten:

»Vi tilbyder god service. Alle kan få kontakt med en uddannet læge. Vi kommer på hjemmebesøg, hvis det er nødvendigt. Regeringen vil gerne have os ind som en del af hospitalernes akutberedskab, fordi de tror, det vil blive mere effektivt. Men som almenmedicinere kan vi godt afgøre, om det er nødvendigt at henvise en patient«, siger hun.

»Kommer der én her med smerter i anklen, og jeg ikke tror, den er brækket, siger jeg, at det godt kan vente til i morgen. På hospitalet er det for let at sende ham til røntgen, så det vil blive unødvendigt dyrere«.