I klemme i udlændingepolitikken

En lus mellem to negle. Sådan oplever den praktiserende læge alt for ofte sig selv i mødet med den socialt pressede indvandrerpatient. Forsker og praktiserende læge Lise Dyhr har meldingen fra kolleger, som i det forløbne år har kontaktet hende i kvalitetsudviklingsprojektet »Indvandrerkonsulent«. Projektet er et tilbud om vejledning til københavnske læger, som oplever stadig flere udfordringer i arbejdet med denne gruppe patienter.

Lægerne oplever, at vanskelige og kildne afgørelser skubbes over til dem. Meget ofte afgørelser, som ikke har lægefagligt indhold.

Når lægerne forsøger sig med løsninger, bliver de måske skudt i skoene, at de modvirker integration - eller patienterne beskylder dem for racisme. Det fortæller praktiserende læge på Nørrebro, Lene Flachs.

Begge mener, at praktiserende læger skal sige fra, når de føler sig på lægefaglig eller etisk gyngende grund.

»Udlændingeloven og integra-tionsloven strammes hele tiden, så praktiserende læger vil oftere og oftere blive stillet i en situation, hvor vores ord kan få afgørende vægt i sager, som vi har dårlige forudsætninger for at tage stilling til«, siger Lise Dyhr, som selv har praksis i det indvandrertætte Brøndby Strand.

»Jeg mener, at vi må sige fra over for at tage beslutninger, der har store konsekvenser for menneskers liv, når det sker på uklare vilkår. Det kan for eksempel være, at Udlændingestyrelsen beder om helbredsoplysninger uden at sige, hvad de skal bruges til - på trods af at man må forvente, at myndigheder, der rekvirerer helbredsoplysninger, angiver formål og lovhjemmel.

Styrelsen kan også finde på at kræve, at en praktiserende læge inden for 14 dage skal tage stilling til, om der er lægefaglig baggrund for at gennemføre familiesammenføring med et barn, som familien måske har heroppe på ferie. Lægen kender ikke barnet i forvejen, men værsgo: Tag stilling til denne families fremtid - og skynd dig lidt«.

Frem og tilbage

Kommunernes embedsmænd kan være klædt dårligt på rent fagligt, og det skaber problemer for såvel patienterne som lægerne, forklarer Lise Dyhr.

»Vi bliver tit en lus mellem to negle. En mor møder op. Hun har forsømt sit aktiveringsjob, og kommunen har bedt hende om en lægeattest. Der står penge på spil, for hun skal jo have et vist fremmøde.

I sådanne tilfælde skal kommunen rekvirere attesten efter bestemte regler. Det forklarer vi så patienten. Men i en del tilfælde kommer patienten retur, fordi kommunen ikke kender sin opgave, og det kan blive dyrt for patienten.

Et andet eksempel: At opnå dansk statsborgerskab kræver danskkundskaber - undtagen hvis man kan stille med en lægeerklæ-ring om, at man ikke er i stand til at lære dansk. Det kan være vanskeligt at afgøre alene med en lægefaglig baggrund«.

Lise Dyhr fortæller, at problemerne ikke bliver lettere af, at tolkeområdet er uden krav til uddannelse og autorisation.

»I nogle kommuner har man opbygget en tolkeformidling, som har en vis kvalitetssikring af arbejdet. Formidlingerne er dog indbragt for Konkurrencestyrelsen, som har stillet krav om, at de hæver honorarerne til kostprisen.

Det har fx gjort tolkeformidlingen i København så dyr, at vi ikke må bruge den mere og er henvist til private bureauer, som vi ikke kan bedømme kvalitetsmæssigt. Det er efter min mening et stort lægefagligt problem, selv om det formelt er amternes ansvar at sikre kvaliteten«, siger Lise Dyhr.

Myndigheder lukker øjnene

Lene Flachs, praktiserende læge på Nørrebro, oplever en forventning fra både patienter og myndigheder om, at hun og hendes kolleger skal løse alt for mange strukturelle og kildne sociale problemer. Når lægerne så forsøger at agere, er takken ofte en beskyldning for at udstede for mange lægeerklæringer og modarbejde integration - eller modsat: et stempel som racist.

Et tænkt, men realistisk eksem- pel: En kvinde beder Lene Flachs om at skrive uopfordret til Udlændingestyrelsen. »Hun føler sig voldsomt presset af at tilbringe dagen i en lejlighed med fire børn. Manden arbejder om natten. Nu vil hun gerne have sin mor herop til hjælp i det daglige og beder mig om at skrive, at der er helbredsforhold inde i spillet. Men det er der ikke.

For tiden har vi også mange patienter, som skal aktiveres og på danskkursus. Det ligger simpelthen så uendelig fjernt for en 54-årig kvinde, som er analfabet og har ført en mellemøstlig tilværelse med markarbejde, børnepasning og madlavning.

Som menneske kan jeg godt forstå, at moderen i lejligheden har brug for hjælp, og at den anden kvinde leder febrilsk efter en undskyldning for ikke at blive sat foran en computer. Men som praktiserende læge kan jeg jo ikke tillade mig at udstede indholdsløse lægeattester.

Derfor kunne jeg godt savne, at myndigheder trådte i karakter. Hvis de for eksempel mener, at analfabeter i halvtredserne har en fremtid på arbejdsmarkedet, må de tage sig af de problemer, der uundgåeligt opstår i forbindelse med aktiveringen og danskkurserne, i stedet for at lukke øjnene og overlade det til os at løse noget, som dels ligger langt uden for vores arbejdsfelt, dels bliver en kortsigtet individuel løsning på et samfundsproblem«.

Jamen, I bør vel også sige fra over for patienten?

»Det er rigtigt, vi må arbejde med vores ,hjælpesyndrom` - lære at sige fra uden at føle os magtesløse og uden at tage det på os, hvis patienten så skælder os ud for det værste«.

Mangler I værktøj til den proces?

»Det primære værktøj er ,courage`. Men vi skal også have et bedre samarbejde med de myndigheder, som forventer, at vi skal attestere alt muligt. Jeg ved godt, at socialforvaltningerne er pressede, og at medarbejderne skal præstere noget aktivering eller dokumentation for at fritage folk. Vi vil gerne være med til mange ting, men de må tage udgangspunkt i helbredsmæssige forhold«.