I overenskomstens tegn

Ikke uventet diskuterede PLO`s repræsentantskabsmøde først og fremmest den overenskomst, som organisationen i øjeblikket er ved at forhandle med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

I formandsberetningen redegjorde Michael Dupont for modpartens krav: Et opgør med det paritetiske princip - altså at begge parter har lige meget at skulle have sagt. F.eks. lægger regionerne op til, at de vil have fuld beslutningskompetence, når det drejer sig om praksisplaner.

Regionerne ønsker sig også en stram økonomisk ramme - nærmere betegnet 2,7 pct. - mens PLO henviser til den øgning, de øvrige personalegrupper i sundhedsvæsenet har fået - omkring det dobbelte.

Desuden er kilometergrænsen i spil, hvor det forlyder, at selveste regeringen har tænkt sig at søge 15 kilometers-grænsen fjernet via lovgivning.

Og endelig vil regionerne have normtallet fjernet, indføre regler om ansættelser af læger i almen praksis på ubestemt tid - p.t. kan man kun lave aftaler for i alt fem år.

Og de vil også have landets praktiserende læger tilsluttet datafangst og ICPC-kodning, som også vil være en forudsætning for at indføre en kronikerydelse i stil med den forløbsydelse for diabetes, som blev indført ved sidste overenskomst.

Medindflydelse, tak

Debatten afspejlede, at repræsentantskabet især er optaget af det paritetiske system - et lidt teknisk og praksisfjernt emne, som imidlertid afspejler en vigtig pointe for PLO: At det er nødvendigt at sidde med ved bordet, der hvor beslutningerne tages. Ikke bare fordi det giver indflydelse, men også fordi det sikrer ansvarlighed og ejerskabsfølelser over for beslutningerne.

Rigtigt mange opfordrede til, at paritetsspørgsmålet blev et kardinalpunkt.

Søren Jensen fra Region Syddanmark sagde f.eks., at han »betragter det som en katastrofe, hvis vi fratages indflydelse på praksisudviklingen«.

Også Birgitte Alling Møller fra Region Hovedsta-den var blandt de repræsentanter, der så paritetsspørgsmålet som et potentielt konfliktpunkt. Det samme gjaldt normtallet.

»En øgning skal kun gælde for enkelte læger, som helt frivilligt går ind i det«, sagde hun bl.a.

Flere beskæftigede sig med, hvordan lægerne forbereder sig på en situation, hvor regeringen rent faktisk går ind og ophæver kilometergrænsen. Hvad så? Eddie Nielsen fra Region Nordjylland havde et bud:

»Vi kan foreslå, at hvis der bliver helt frit lægevalg, skal vi på vores hjemmesider angive en praksisdeklaration, hvor vi skal anføre, hvilken service vi yder. Der kan f.eks. stå sygebesøg inden for 20 km. Og så må patienten vælge læge efter det. Det kunne være en løsning«, sagde han.

Michael Dupont sagde, at han fra forhandlingerne havde det indtryk, at modparten regner med, at lægerne »i et lokalt område skal garantere besøg til dem, der måtte kræve det«.

»Det kan vi ikke acceptere. Hvis de ophæver kilometergrænsen, så har de også trukket tæppet væk under normtallet. Det er muligt, at patienten i Næstved skal køre til Køge. Så det spil ligger der også i det«, sagde han.

Behersket debat

Med hensyn til en kronikerydelse og den bagvedliggende datafangst - som det også kendes fra forløbsydelsen for diabetes - var forsamlingens ønske helt entydigt: gør det simpelt!

Der var temmelig behersket debat om honorarstrukturen og intet umiddelbart ønske om store ændringer. Tidsubegrænsede ansættelser i almen praksis var heller ikke genstand for de helt store debatter.

PLO ser dog også ansatte læger som en mulighed for at tiltrække yngre almenmedicinere på et tidspunkt, hvor de ikke har taget endelig beslutning endnu, om de vil etablere sig eller ej. Emnet er ifølge Michael Dupont stadig til forhandling.

Forhandlerne tog repræsentantskabets input med sig, men med hensyn til resultatet var det endnu alt for tidligt at sige noget.

»Vi ved ikke, om vi når i mål, og hvad målet bliver«, som Michael Dupont sagde.

P.t. er sidste forhandlingsmøde aftalt til 20. maj, og derefter vil et ekstraordinært repræsentantskabsmøde skulle tage stilling til resultatet.