I samlet kreds

Mads Frellsen, formand Københavns Lægeforening:

»Jeg vil ikke udelukke, at det kan lykkes inden Lægemødet at nå en løsning«.

Mette Worsøe, formand for Yngre Læger:

»Jeg tror, at tingene falder på plads nu«.

Det er ofte de små nuancer, som skiller folk i politik, også intern lægeforeningspolitik.

Lægekredsene og den centrale Lægeforening karakteriseret ved hovedbestyrelsen og de tre delforeninger har ligget langt fra hinanden i deres opfattelse af, hvordan Lægeforeningen decentralt bedst muligt skal geares til den ny kommunale og regionale struktur.

Problemet har nærmere præcist været, hvordan Lægeforeningens decentrale struktur skal se ud i overgangsperioden fra den 1. januar 2006 og to år frem, hvor en ny struktur af den samlede Lægeforening efter planen er på plads.

Lægeforeningens hovedbestyrelse og delforeningerne ønskede oprindeligt regionsforeninger med bestyrelser udelukkende bestående af medlemmer udpeget af delforeningerne lokalt. Hovedbestyrelsen ønskede derudover ens kontingent og central opkrævning af dette.

Men det gjorde lægekredsene ikke.

De var bange for den centralisme, der kunne ligge i sådan en konstruktion. At det ville gå ud over det lokale særpræg og entusiasmen. Derfor var deres krav en lokal valgt formand og egen »skatteudskrivningsret«.

Efter længere tid med dialog mellem de to parter er man indtil videre nået frem til følgende kompromis, som dog ikke nødvendigvis er det endelige, og under alle omstændigheder skal det vedtages - eller forkastes - på repræsentantskabsmødet til april:

De kommende regionsbestyrelser i Lægeforeningen bliver med de ni ovennævnte udpegede medlemmer plus en lokalt valgt formænd, og kontingentet bliver ens for alle regioner og opkrævet centralt. Ændringen sker per 1. januar 2006, hvor de 15 lægekredsforeninger bliver afløst af fem regionale lægekredsforeninger.

Frygten for centralisme eller manglende demokratisk lydhørhed hos foreningens hovedbestyrelse er imidlertid ikke fjernet hos visse af lægekredsforeningsformændene. Kontingentspøgelset vækker mest uro.

Frede Heilberg, formand for Lægekredsforeningen i Københavns Amt, siger:

»Som kredsforeningsrepræsentanter forudser vi en vis frygt for, at når hovedbestyrelsen har hånden på økonomiskruen, kan man, såfremt man ønsker det, udsulte kredsforeningerne, hvis man dæmper økonomien til kredsforeningerne. Jeg ved godt, at det er repræsentantskabet, der formelt skal vedtage udskrivningsprocenterne, men alligevel ... Det er svært for et repræsentantskab at sætte sig ind i alle mulige beregninger, og det vil derfor normalt følge hovedbestyrelsens anbefalinger.«

Jesper Poulsen, formand for Lægeforeningen, siger, at det er hovedbestyrelsens holdning, at lægekredsforeningernes økonomi i princippet skal være uændret. Men i fremtiden er det nok mest realistisk at se foreningens økonomi under ét.

Mads Frellsen siger om kontingentet:

»Da regeringen kom med forslaget om regionerne, som ikke må opkræve skatter, sagde Lægeforeningen, at man ikke skulle give regionerne ansvar uden også at give dem kompetencer til at kunne regulere på udgifterne. Nu kopierer Lægeforeningen i virkeligheden det, som man har kritiseret regeringen for. De lokale afdelinger skal fortsat have ansvar for driften af de lokale opgaver, men de har ikke mulighed for at være herre i eget hus. Som skatteudskriver har man mulighed for at vælge mellem at øge kontingentet, nedsætte aktiviteter på andre områder eller lave forskellige mix af de håndtag, man kan skrue på, men det bliver jo frataget, hvis man ikke har mulighed for selv at udskrive kontingent«.

Han er generelt ikke tilfreds med håndteringen og udfaldet af drøftelserne om den decentrale struktur. Han mener, at arbejdet med den decentrale struktur næsten har »overhalet« de igangværende bestræbelser i foreningen med at finde frem til en ny opgavefordeling i foreningen.

»Jeg føler, at man ved strukturmæssige forandringer vil lægge pres på, hvordan den fremtidige Lægeforening kommer til at se ud med hensyn til, hvordan opgavefordelingen bliver på søjler, hovedforening og lægekredse«, mener Mads Frellsen.

Derfor har han stadig ikke trukket et alternativt forslag til decentral struktur, som han på vegne af Københavns Lægeforening måske vil fremlægge på det kommende repræsentantskabsmøde.

»Vi har ikke trukket det alternative forslag endnu. Det ville være et dårligt signal, som kunne forvirre dem, som ikke er så meget inde i sagen til at tro, at der nok er opnået enighed om den decentrale struktur«, bemærker han.

Mette Worsøe, Yngre Lægers formand, som er ked af, at det ny homogeniserede kontingent betyder, at nogle yngre læger skal betale mere, kommenterer det hidtidige kompromis og Heilbergs og Frellsens bekymringer om centralisme:

»Vi skal have en Lægeforening, der kan agere og vi er nødt til at tro på, at repræsentantskabet gør de ting, som er fornuftige for foreningen. Vi må arbejde for og tro på, at det her vil lykkes. Det som har været Yngre Lægers vigtigste mål i denne proces er, at vi får en struktur som kan matche de nye overgangsråd fra 1. januar 2006, så vi kan være med til at præge udviklingen i de kommende regioner. Jeg tror på, at repræsentantskabet fremover vil kunne lave en fornuftig kontingentstruktur, også med udgangspunkt i de yngre læger og en reduktion i kontingentet af rekrutteringsmæssige årsager. Det der er vigtigt for mig og Yngre Læger er at se på Lægeforeningen som en helhed, centralt som decentralt, og vi står jo ved, at vi vil have et decentralt niveau, og så bliver det op til repræsentantskabet at træffe beslutning om kontingent og andre forhold vedrørende de kommende lægekredse. Vi bør derfor flytte fokus hen på repræsentantskabet, for det er her, og ikke i hovedbestyrelsen, at kontingentet bliver vedtaget«.

Se også artiklen »Lægekredsene frygter mere central styring«, Ugeskrift for Læger den 8. november 2004.