»I skal altid tro på os«

»Det går SÅ godt.«

Amena flygtede fra Afghanistan til Danmark i 1999. I år fik hun sin første ansættelse, og i begyndelsen af interviewet på et lille reservelægekontor er det lutter lovord.

»De andre læger er søde og hjælpsomme. Der er ingen kolleger, der ikke er søde. Og de er sociale.«

Derefter er det den ledende overlæges tur til at få en spandfuld roser:

»Hun er bare fantastisk.«

Amena smiler helt ud til sine to guldøreringe. Hun leder af og til efter et ord, men ellers taler hun tydeligt dansk og har heller ikke problemer med at forstå spørgsmålene.

»Det vigtigste er aldrig ...«. Hun kigger spørgende op et kort øjeblik. »Jeg kender ikke det ord...,« siger hun og fortsætter alligevel: »... Aldrig at fornemme, at man ikke er dygtig. Det kan jeg ikke klare. Derfor skal de danske læger altid tro på os. Give os energi. Aldrig sige: Det kunne du ikke.«

Hvorfor er det så vigtigt?

»Fordi så får vi selvtillid. Hvis vi mister selvtilliden, så er det meget svært. Selvtilliden er det vigtigste. Nogle gange mister vi vores selvtillid på grund af sygeplejerskerne.«

Hun åbner de store optegnede øjne.

»Nej, det vil jeg ikke sige.«

Lidt efter forklarer hun alligevel, at det kun er i enkelte tilfælde, hvor hun har fornemmet en manglende tillid fra sygeplejerskerne.

»Selv om jeg prøver at gøre mit bedste, så tror de ikke, at jeg kan. Jeg får information på nettet og den slags, men de blander sig og er kritiske.«

De dårlige oplevelser med sygeplejerskerne kan også påvirkes af Amenas egen baggrund, erkender hun blankt. I Afghanistan har en sygeplejerske mellem seks måneder og to års uddannelse. Derfor er det altid lægen, der bestemmer. Altid.

»Sygeplejerskerne tør ikke at blande sig i Afghanistan. Her i Danmark kan de jo have mere styr på tingene end lægerne.«

Men det er altså kun nogle sygeplejersker, som hun føler sig dårlig tilpas ved, understreger Amena igen. For generelt er forholdet til kollegerne rigtig godt.

Nogle siger, at danske læger skal blive bedre til at invitere deres udenlandske læger med hjem?

Amena smiler.

»Ja. Men det tror jeg ikke er muligt. Jeg kender efterhånden de danske forhold. Sådan tænker man ikke her. Men ja, det ville da være rigtig godt.«

Hun ser ud til, at hun kommer i tanke om noget.

»Mit største problem er humør ... nej humor. Den danske humor kan jeg ikke. Det er min største drøm, at jeg kan lære at gøre danskerne glade. Det er min natur at lave sjov. Men man skal være meget tæt på danskerne for at lære, hvad der er sjovt for dem.«

Hvordan kan de danske læger hjælpe læger med udenlandsk baggrund?

»De skal altid tro på os. Give os energi. De skal sige: ,Du kan!` Og de skal aldrig sige: ,Det kunne du ikke`.«