Skip to main content

I Tyskland går man ikke til egen læge med børnene, man går til børnelæge

Maria Thuesen, maria@thuesen.tv

9. nov. 2012
3 min.

6.30 Det er tid til at stå op. Jeg bor på øverste etage over min praksis, så jeg skal ikke på den måde ud af huset. Kort tid efter begynder de første opkald på min mobiltelefon, som jeg svarer hen over morgenmaden. Det er forældre, som har akut syge børn eller spørgsmål til mig. Derudover taler jeg også med de andre læger, som jeg samarbejder med, om der er noget, vi skal have styr på.

7.30 De første patienter, der har en tid, begynder at komme. Det er børn, der skal have de obligatoriske undersøgelser og vaccinationer. Derudover tager jeg imod 2-3 forældre med børn, der er blevet akut syge og derfor ikke har en tid. F.eks. hvis de har fået feber i løbet af natten. De kommer uanmeldt forbi praksissen og skal også flettes ind i tidsplanen. 20-30 pct. af mine patienter kommer bare forbi. Jeg synes ikke, jeg kan afvise dem, selvom de ikke har en tid, så jeg tager dem ind. Det kræver god planlægning, og formiddagstimerne er utrolig hektiske. Jeg når end ikke en kop kaffe, før klokken er 11.

11.00 Jeg har igen patienter, der har bestilt tid. Men jeg sørger for at have nogle huller, hvor jeg kan presse de patienter ind, som kommer uanmeldt. Vi forsøger selvfølgelig at forklare folk, at de skal bestille tid, men sådan er kulturen i Tyskland. Man går ekstremt tit til lægen. Forældre kommer med deres barn, når det er forkølet. Blandt børnelæger joker vi med, at forældre siger: »Jeg tror, mit barn er forkølet«. I barnets første leveår går tyske forældre til børnelæge hver anden uge - mindst! Mange ting kunne man nok løse ved at spørge bedsteforældre eller venner. Men fordi man altid kan få fat i lægen, så gør man det også. Jeg udleverer altid mit mobilnummer til patienterne, og det gør jeg gerne. Det er selvfølgelig individuelt, men for mig er det bare sådan. Min far er også børnelæge, og her er det det samme. Så jeg er vant til, at arbejdet er en integreret del af privatlivet. Og man får en masse ting tilbage. Det giver en god kontakt.

14.00 Her tager jeg en lille frokostpause på omkring 20 minutter, og herefter handler det primært om de større børn. De obligatoriske undersøgelser, som der er 11 af gennem et barns opvækst. Lægeerklæringer til skolen, som barnet skal bruge, for at fraværet bliver accepteret. Også selvom det handler om, at det ikke har været i skole på grund af hovedpine. Der er meget unødvendigt arbejde af den slags i Tyskland.

19.30 Her har jeg konsultationer med psykologisk rådgivning. Det kan være børn med f.eks. kroniske sygdomme, ADHD eller børn, der er ramt af skilsmisse.

20.00 Hen over lidt brød ringer jeg til de patienter, der i løbet af dagen har fået taget prøver i min praksis. I Tyskland har vi et godt fungerende laboratoriesystem, så jeg har svarene allerede samme aften, som prøverne er taget.

20.30 Jeg tager på hjemmebesøg hos en nybagt mor og foretager den obligatoriske undersøgelse af den lille. Moderen ville gerne hjem fra sygehuset, og jeg kan ikke sige nej.

21.00 Så er det tid til at se min kone. Fra 21 til 22 går vi til sport sammen i et fitnesscenter. Det ligger fast hver dag.

23.30 Tid til at sove.