Ikke alt er sort/hvidt i Sydafrika

Rødebedeministeren er hun hånligt blevet kaldt, Sydafrikas kontroversielle sundhedsminister siden 1999, Manto Tshabalala-Msimang. Dette med henvisning til ministerens flirt med alternative rødbede-/hvidløgskure mod hiv/aids. Uvidenskabelig, uduelig og en hån mod aids-syge er andre af de lidet flatterende betegnelser den 66-årige minister bærer rundt på.

Sundhedsminister Msimang er således et eksempel på, hvordan tvivlsom kompetence i sig selv skaber berømmelse. Men sammenhængen er også højst tragisk. Msimang regnes af mange som den vigtigste årsag til, at kampen mod sygdommen, som tager livet af omkring 900 mennesker hver dag i det store afrikanske land, går så langsomt.

Msimang har i samklang med præsident Mbeki efter sigende sået tvivl om sammenhængen mellem hiv og aids, og hun anklages altså også for at fremme alternative urtekure på bekostning af ARV-behandling.

Politisk farce

I sidste måned kom »rødbedeministeren« så igen i verdens overskrifter. Denne gang fordi præsident Mbeki fyrede hendes underordnede, vicesundhedsminister Madlala-Routledge, angiveligt for at tage på tjenesterejse uden præsidentens samtykke.

Når en banal ting som fyringen af en afrikansk vicesundhedsminister rammer alverdens medier, skyldes det muligvis den medieegnede og kulørte historie om det godes kamp mod det onde. En kamp, hvor sundhedsminister Msimang henregnes som fortaler for rødbeder og hvidløg og for fornægtelse af aids-katastrofens omfang og alvor. For at fuldende det farceagtige præg kæmper Msimang oven i købet med beskyldninger om både tyveri og alkoholisme.

Hendes viceminister, Madlala-Routledge derimod omtales for sin reelle og indædte kamp mod Sydafrikas største sundhedstrussel, og hun anses for en af hovedkræfterne i udformningen af den nationale strategiske plan til bekæmpelse af hiv/aids 2007-2011 (NSP); planen, der sigter mod, at 80 procent af behovet for ARV-behandling i Sydafrika er dækket i 2011. Tillige gives hun en del af æren for det forbedrede samarbejdet mellem civilsamfundet og myndighederne i aids-spørgsmålet, et forhold, der tidligere var præget af gensidig mistro. Vicesundhedsministeren står derfor som fornyeren i Sydafrikas kamp mod hiv/aids. Fyringen af hende ses af den grund naturligt nok af mange som signal om en tilbagevenden til af Mbekis og Msimangs håbløse politik af udenomssnak og fornægtelse kaldet denialism.

»Fyringen af vicesundhedsminister Madlala-Routledge gør os alvorligt bekymrede for regeringens vilje til overhovedet at gennemføre den nationale strategiske plan, NSP,« siger Nosisa Mhlathi, forsker hos den sydafrikanske ngo Treatment Access Campaign, TAC således. Organisationen har længe været hård kritiker af regeringens aids-politik og har sammen med en række sociale og kirkelige organisationer sendt et åbent brev til regeringen, hvor de protesterer mod fyringen og udtrykker deres bekymring for landets aids-politik.

Ikke med sundhedspolitik at gøre

Men fyringen af Madlala-Routledge har næppe meget med aids-politik at gøre. Den skyldes, at den egenrådige præsident Mbeki opfatter den rebelske vicesundhedsminister Madlala-Routledge som illoyal, og det overskygger åbenbart de fleste andre hensyn. Det mener Jesper Strudsholm korrespondent for Politiken i Sydafrika.

»Det her er ikke et politisk skifte. Det er en intern magtkamp. Den egentlige årsag til fyringen var et besøg, som Routledge gennemførte på et hospital i Eastern Cape-provinsen. Forholdene der var så dårlige, og så mange spædbørn døde, at Routledge gik ud offentligt og kaldte det for en national katastrofe,« siger Jesper Strudsholm om en af flere situationer, der har fået præsidenten til at opfatte vicesundhedsministeren som kritiker af sin regering og dermed illoyal. Der er tradition for, at den slags kritik klares internt og ikke luftes offentlig.

Jesper Strudsholm mener også, at Sydafrikas kamp mod hiv/aids skal ses i lyset af de meget vanskelige odds:

»I forhold til aids har Sydafrika i dag omkring 300.000 i behandling i det offentlige system. Det er blevet gennemtrumfet af et flertal i regeringen. Dertil kommer op mod 100.000 i behandling i det private. Det er faktisk verdens største aids-behandlingsprogram, og det øverste ansvar ligger hos vicepræsidenten, ikke hos sundhedsministeren. Husk på, at det ikke er nogen nem opgave. Sundhedsministeriet har ligesom alle andre ministerier skullet fungere med store nedskæringer,« siger han således.

Man kan måske undre sig over, at præsident Mbeki, der ellers er meget optaget af sit internationale omdømme, vælger at udsætte sig for en så massiv international kritik, som nødvendigvis måtte komme med fyringen af den populære vicesundhedsminister.

»Jeg tror overhovedet ikke, at der ligger nogen imagestrategi bag det her. Mbeki er en mand, der reagerer på sine instinkter, og han er typen, der ikke accepterer, at andre fortæller ham, hvad han skal. Hans stædighed og modvilje har overskygget hensynet til det internationale image i den her sag,« siger Jesper Strudsholm.

Hvad mener de egentlig?

Endelig understreger Strudsholm, at dele af den internationale presseomtale af Msimang er taget ud af sammenhæng og er blevet fremstillet for firkantet.

»Sundhedsministeren går ikke ind for, at hvidløg og rødbeder kan bruges i stedet for ARV. Det har hun altså aldrig hævdet, selvom det fremstilles sådan i den internationale presse. Men hun har nok i sine udtalelser lagt for meget vægt på ernæringsaspektet i sygdomsbehandlingen, og det er så blevet udlagt derhen. Også fordi hun faktisk har flirtet med alternative forklaringer«, siger Jesper Strudsholm, der også gerne vil have en nuance mere med i billedet af Mbekis modstand mod ARV-behandling.

»En del af Mbekis modstand mod ARV-behandling skyldes en grundlæggende antikolonialistisk indstilling. Han mente, at medicinalindustrien i alt for høj grad ville tjene penge på at proppe dyr medicin ned i halsen på fattige lande. Paradoksalt nok var Mbekis modstand mod de tårnhøje priser på ARV en medvirkende årsag til det prisfald, der nu har gjort medicinen billigere og tilgængelig for mange fattigere lande. Hvis Sydafrika havde indledt sit behandlingsprogram hurtigere, havde vi næppe oplevet de samme prisfald.«

Men ifølge Jesper Strudsholm er fyringen af landets vicesundhedsminister blot det seneste eksempel på, at Thabo Mbekis reelle motiver og strategier alt for ofte er uigennemskuelige, selv for hans nærmeste. For eksempel kan sundhedsministerens endeløse talen om rødbeder og hvidløg ligne et forsøg på at behage Mbeki i hans skepsis over for medicinalindustrien, der er gået over gevind. »Med den meget omtalte fyring fravalgte han et menneske, der i et usædvanligt klart sprog sagde, hvad de millioner af smittede og døende i de fattige områder ville høre: Folk skal have medicin, Og det skal gå hurtigt,« slutter Jesper Strudsholm.