Ikke så »ringe« endda

Som medarbejder i almen praksis gennem de sidste 15 år har jeg deltaget i nogle af de efteruddannelsestilbud, vi har haft - enten kurser arrangeret af vores fagforeninger eller de kurser, som lægekredsforeningen arrangerer. Disse kurser er rigtig gode, strækker sig af og til over en halv til en hel weekend, koster en hel del, og man møder kolleger fra forskellige egne af amtet og landet, nogle fra sygehuse, andre fra speciallæger og nogle fra almen praksis.

Godt informeret

Jeg har lige deltaget i et sådan kursus arrangeret af min fagforening. Vi var 46 deltagere fra hele landet. Et rigtig godt kursus i otologi, så nu er jeg godt informeret omkring øre-næse-hals-sygdomme. Jeg mødte nogle dygtige og engagerede kolleger. De fleste var ansat hos speciallæger i øre-næse-hals-klinikker. De klagede over, at de mangler efteruddannelsestilbud - blandt andet fra industrien. De mente ikke, at de fik de samme tilbud som almen praksis får. Det er også rigtigt, at medicinindustrien er kommet med et større udbud af kurser for ansatte i almen praksis. Indbydelserne til medicinindustriens kurser er dog oftest stilet til konsultationssygeplejerskerne?

En kursusform med andet udbytte

Jeg måtte simpelthen reklamere for endnu en måde at lave efteruddannelse på, som efter min mening er endnu bedre eller i hvert fald giver et helt andet udbytte end de hidtil kendte kursusformer, jeg har prøvet. Jeg kunne ikke lade være med at fortælle om projekt »Ringe i Vandet«. De blev meget begejstrede og lød til at ville tage idéen op i speciallægeklinikkerne i deres område, hvor personalet ligesom i almen praksis er sammensat af mange forskellige faggrupper.

Jeg fortalte om de tiltag, vi har gang i på efteruddannelsesområdet, og hvad vi selv føler, at vi får ud af det. Projekt RIV er startet. Forhåbentlig bliver der taget rigtig godt imod initiativet. Netop denne form for efteruddannelse er nemlig et fint supplement og en helt anderledes form for kurser end dem, vi hidtil har været tilbudt fra fagforeninger, lægekredsforening eller industrien.

Stor opbakning fra 12-mandsforeningen

I mit område har vi praksismedarbejdere siden 1995 haft stor glæde af at mødes ca. 4 gange årligt. Vi nyder stor opbakning fra lægernes 12-mandsforening, som hjalp os i gang for snart 7 år siden og stadig støtter ordningen både moralsk og økonomisk. Der er stadig et pænt fremmøde ved de forskellige arrangementer, som især går ud på at mødes med lokale samarbejdspartnere og høre om deres arbejde. Vi er alle enige om, at ud over det lærerige ved møderne, er det et stort plus for samarbejdet generelt, at vi har mødt og kender de mennesker, som vi er i kontakt med telefonisk. Det giver tryghed. Det giver større forståelse og respekt for andres arbejdsområde. Samarbejdet bliver bedre, og det er med til at give større arbejdsglæde. I den sidste ende kommer den større arbejdsglæde også patienterne til gode. De fleste vil da helst møde en glad og veloplagt person, når de ringer til klinikken eller møder op i konsultationen.

Mødes i fritiden

Møderne foregår i fritiden. Vi har en enkelt gang forsøgt at starte et møde om eftermiddagen, men der var store problemer med, at ikke alle kunne være med fra mødets start. Det har ikke været et problem at finde på emner for møderne. Det er derimod svært at holde gang i ordningen. I starten var vi enige om, at arbejdsgrupperne skulle dannes på tværs af praksis. Efterhånden er grupperne blevet mere og mere fordelt på en enkelt praksis, hvor fx 2, 3 eller 4 fra samme praksis har stået for arrangementet. Det har nok mest noget at gøre med, at det er nemmere. Man behøver ikke at mødes efter arbejdstid for at arrangere og aftale, hvem der tager sig af hvad. Til gengæld synes nogle, at der går noget af idéen tabt, hvis vi ikke mødes på tværs af praksis, når møderne skal arrangeres. Andre mener ikke at kunne overkomme at skulle være med i en arbejdsgruppe, men vil gerne deltage i møderne. Hertil skal siges, at det behøver ikke at være noget særligt stort arbejde at arrangere et enkelt gå-hjem-møde eller et aftenmøde.

Arbejdsgiverne støtter ordningen

Nogle møder har været sponsoreret af industrien. Det har været nødvendigt i forbindelse med nogle enkelte foredragsholderes honorarer. Ved nogle møder har vores egne læger i området stået til rådighed som undervisere og har ikke fået honorar for dette. I det hele taget har det ikke været noget problem at få hjælp fra vores læger. Én gang årligt arrangeres et møde, hvor både læger og medarbejdere deltager. Vi er stadig meget glade for ordningen. Vi føler os privilegerede over, at vores arbejdsgivere støtter op om og opmuntrer os, og ikke mindst giver os plads til også engang imellem i arbejdstiden at forberede vores efteruddannelsesmøder. Jeg møder desværre mange kolleger, som ikke har samme muligheder som os. Eller måske har de bare ikke spurgt deres arbejdsgivere?