Ind- og udland

Strid om, hvem der skal finansiere Motion på recept

Hvornår er en borger patient, og hvornår er borgeren »kun« borger? Og hvornår er forebyggelse en del af et patientforløb, og hvornår er det at rubricere som noget, der blot skønnes at være godt for patienten?

Ovenstående er for kommuner og regioner blevet yderst presserende økonomiske spørgsmål: Hvem skal i forbindelse med strukturreformens ikrafttræden fra januar 2007 finansiere Motion på recept?

Region Nord har meldt ud, at Motion på recept bliver en kommunal opgave. Nej, siger det regionale KKR (Kommunernes Kontakt Råd). Ifølge dets formand, borgmester Egon Pleidrup Poulsen (S), har regionen »pligt til også efter 1. januar 2007 at sørge for Motion på recept«.

»Det må regionen stå ved. Ellers lover det ikke godt for fremtidige aftaler med Region Nordjylland«, vurderer Egon Pleidrup Poulsen.

Regionen og KKR Nordjylland er enige om, at det er regionerne, der har ansvaret for den patientrettede forebyggelse, som det fremgår af sundhedslovens § 119. Men her hører enigheden op. KKR fastholder, at Motion på recept - som den praktiserende læge visiterer borgerne til - er et eksempel på et patientrettet forebyggelsestilbud, som regionen følgelig skal betale for.

Nej, indvender direktør Lars Mathiesen fra Region Nordjylland: »I henhold til vores evne til at tolke sundhedsloven er en patient en borger, der er indlagt - ikke nødvendigvis en borger, der går til sin praktiserende læge. Og der er her, vi skal skelne. Den indlagte hjertepatient, der modtager kostvejledning, er regionens ansvar, mens den praktiserende læges patient, der f.eks. får ordineret fysioterapi, er kommunernes ansvar - i hvert fald når vi taler om forebyggelse«, understreger Lars Mathiesen og tilføjer: »Det er svært for alle - også for os - når der ikke foreligger nogen autoritative tolkninger«.

I forbindelse med kommunalreformen træder en ny rollefordeling på forebyggelsesområdet i kraft. Regionerne får ansvaret for den patientrettede forebyggelse på sygehusene og i almen praksis, mens kommunerne får ansvaret for den borgerrettede forebyggelse og den patientrettede forebyggelse, der ikke foregår i almen praksis og på sygehusene.

Patientrettet forebyggelse - som f.eks. Motion på recept, hvor den praktiserende læge henviser til et træningstilbud i patientens kommune - vil derfor fremover være et samarbejde mellem regioner og kommuner. Så langt er alle enige. Men: Ifølge Region Nord vil denne »kun« tilbyde at spille en koordinerende rolle, herunder kvalitetssikre, evaluere, uddanne terapeuter, etc. Den motion, den praktiserende læge »udskriver«, er en ydelse, der kommer fra andre faggrupper, hvorfor det bliver kommunerne, der må punge ud.

Naturlig forpostfægtning

Men den udlægning får læst og påskrevet af Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedspolitik ved Syddansk Universitet: »Der er ikke noget at rafle om. Motion på recept er altovervejende en regional opgave. Motion på recept ordineres til folk, der har behov for det - f.eks. diabetespatienter og overvægtige. En borger, der begiver sig op til sin praktiserende læge, vil altid være at betragte som patient. At påstå andet er en spidsfindighed og naturlig forpostfægtning«, lyder det fra Kjeld Møller Pedersen, ifølge hvem sundhedslovgivningen ikke kan give et entydigt svar: »Det kan kun en sund dialog og sund fornuft«.

Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, er vidende om, at der pågår diskussioner regioner og kommuner imellem, om hvem der skal betale, og han erkender, at lovteksten er fri for fortolkninger, og at det derfor må præciseres, hvem der varetager hvilke forpligtelser: »Ellers risikerer vi, at patienterne bliver gidsler«.

Imidlertid skelner han mellem, om der ordineres motion i forbindelse med et patientforløb, eller om den praktiserende læge skønner, at dette eller hint tilbud vil »være godt for patienten«: Er der tale om det første, er finansieringen en regional opgave og det helt frem til udskrivelsen, hvor regionerne kan blive nødt til at betale for motion, der skønnes at gavne patienten. Men er det den praktiserende læge, der ordinerer motion på recept, er det ifølge Bent Hansen en del af den generelle forebyggelse - og så skal kommunen betale.

Fra Sundhedsstyrelsen er meldingen, at der er tale om en gråzone men også, at der jo ikke endeligt er taget politisk stilling til, hvorvidt Motion på recept skal være et landsdækkende tilbud: »Vi ved jo endnu ikke, om der er evidens for, at det virker. Evalueringen af Motion på recept foreligger i løbet af 2007«, pointerer Just Bech Justesen fra styrelsens afdeling for forebyggelse.

Uvidenhed om hiv
> Bruxelles

Mere end 40 procent af den europæiske befolkning tager ingen forholdsregler for at undgå at blive smittet med hiv, når de dyrker sex.

Af en Eurobarameter-opinionsundersøgelse foretaget blandt knap 25.000 EU-borgere fremgår det, at færre end i den sidste tilsvarende undersøgelse erklærer, at de dyrker sikker sex. Hele 41 procent giver udtryk for, at de ikke beskytter sig under samleje. Cirka halvdelen af de adspurgte er ringe informeret om risikoen for at pådrage sig smitte. Den største uvidenhed kan spores blandt borgere fra de nyeste EU-medlemslande.

Knap 45 procent af respondenterne mener, at man kan pådrage sig hiv ved at benytte samme glas eller toiletsæde som en hiv-smittet - 47 procent af slovakkerne er af den opfattelse, at man kan blive smittet via kys på munden.

Ifølge de seneste tal fra FN er mere end en halv million vesteuropæere smittet med hiv, og tallet er stigende.

Europæiske kræftpatienter forskelsbehandles
> Europa

Kræftpatienter behandles vidt forskelligt, alt efter hvor de er bosat i Europa. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af the European Society for Medical Oncology.

Island, Schweiz, Italien og Tyskland har det største antal onkologer set i forhold til indbyggertallet, mens østeuropæiske lande har de færreste.

Undersøgelsen, som omfatter 34 lande og som blev præsenteret på en kongres i Istanbul forleden, blotlægger, at der er store forskelle i adgangen til kirurgi, strålebehandling, medicin, information og i femårsoverlevelsen.

En tidligere undersøgelse fra Karolinska Institutet har tidligere påvist store forskelle i kræftbehandlingen fra land til land. Bl.a. at Spanien, Østrig og Schweiz er hurtigere til at godkende ny medicin, mens blandt andre Storbritannien og Norge er dem, der senest godkender nye præparater.

I 2004 blev der konstateret to millioner nye kræfttilfælde og 1,2 millioner dødsfald som følge af sygdommen. En ud af tre europæere vil på et eller andet tidspunkt i deres liv få stillet diagnosen kræft.

Opmuntrende lægeprognose
> København

En opdatering af Sundhedsstyrelsens lægeprognose fra 2003 er opmuntrende læsning: Således viser udbuddet af læger i perioden 2004-2025 en betydelig stigning i det totale antal læger i forhold til prognosen fra 2003. Derudover er der sket en stigning i antallet af speciallæger, og prognosen viser, at der forventes at være 1.800 flere speciallæger i 2025 end tidligere forudsag t. Antallet af kliniske onkologer stiger i perioden 2004-2015 med 50,5 procent, og inden for børne- og ungdomspsykiatrien forventes en stigning på 40 procent.

Stigningen i antallet af speciallæger tilskrives primært den udvidelse af antallet af uddannelsesforløb, som Sundhedsstyrelsen har foretaget i dimensioneringen af speciallægeuddannelsen i de senere år.

Selvom der er kommet flere speciallæger end tidligere forudsagt, viser prognosen, at udbuddet af speciallæger vil falde i de kommende år.

Københavnske sygehuse bliver til hospitaler
> København

De nuværende sygehuse og hospitaler i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Bornholms Regionskommune og Københavns og Frederiksborg Amter får alle betegnelsen hospitaler. Frederiksborg Amts sygehuse i Hillerød, Helsingør, Frederikssund og Hørsholm får fællesnavnet Nordsjællands Hospital, dog således at hver enkelt kan kalde sig Nordsjællands Hospital i Hillerød etc.

Det besluttede Forberedelsesudvalget i Region Hovedstaden på sit seneste møde, hvor det navngav Region Hovedstadens 12 virksomheder: F.eks. bliver Psykiatrivirksomheden det overordnede navn for de psykiatriske afdelinger og centre i den kommende region.

Navneændringen fra sygehus til hospital begrundes bl.a. med, at »hospital« er internationalt genkendeligt.

»Navngivningen af virksomhederne i den kommende region skal ses som et udtryk for, at vi er ved at skabe en fælles kultur og et fælles sprog i Region Hovedstaden. Og det er vigtigt for forståelsen af Region Hovedstaden som en samlet enhed - både for de 1,6 mio. borgere og de ca. 36.000 medarbejdere,« udtaler regionsdirektør Helle Ulrichsen.

Uklassificerede 1. reservelægestillinger
> Yngre Læger

I den senere tid er Yngre Læger stødt på en del uklassificerede 1. reservelægestillinger, der bliver opslået med en tidsbegrænsning på et eller to år.

Uklassificerede 1. reservelægestillinger er ifølge overenskomsten femårige, og sygehusadministrationen kan ikke opslå stillingerne med en anden tidsbegrænsning end fem år (§ 4, stk.3).

Hvis administrationen regner med at nedlægge stillingen igen inden for femårsperioden, måske fordi stillingen skal konverteres til en afdelingslægestilling, til en klassificeret 1. reservelægestilling eller andet, så er løsningen at opslå - og besætte - stillingen som en normal femårig 1. reservelægestilling og forsyne stillingsopslaget med en oplysning om, at stillingen forventes nedlagt efter x år. På denne måde er du som ansøger klar over, at du ikke kan regne med at blive i stillingen i fem år, og administrationen kan opsige dig med gældende varsel.

Hvis administrationen regner med, at stillingen kan ad hoc-klassificeres, kan der stå i stillingsopslaget, at man forventer, at stillingen ad hoc-klassificeres, og at stillingen i så fald vil blive tidsbegrænset til x år (svarende til reglerne for klassificerede 1. reservelægestillinger, hvorefter ansættelsestiden svarer til uddannelsestiden med mulighed for yderligere seks måneder).

Skulle du støde på uklassificerede 1. reservelægestillinger med en anden tidsbegrænsning end fem år, skal vi opfordre dig til at kontakte Yngre Lægers sekretariat.