Skip to main content

Storm i modvind

Region Hovedstadens forslag om nærskadestuer og åbne skadestuer får hug af læger.

Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden, har fældet dommen over hovedstadsområdets praktiserende læger ved flere lejligheder. Man kan ikke få fat i dem, siger hun. Så nytter det ikke noget at lave et akutsystem, der er baseret på praktiserende læger som indgang.

Men hovedstadsområdets praktiserende læger vil rigtig gerne visitere. De tager gerne et par patienter mere over telefonen om ugen. Og de ser også gerne et par stykker mere i deres praksis. Men teknikken skal være der til det. Og lægemangelen i for eksempel Ishøj-området skal løses.

Sådan var holdningen ved et debatmøde, som Hovedstadsregionens Lægekredsforening havde indkaldt til i sidste uge. Kombattanterne var Vibeke Storm Rasmussen og læger fra såvel den primære som den sekundære sektor.

Fødderne i skuffen

Men en udbredt holdning ved dette møde var, at da akutte patienter i forvejen er hverdagskost i almen praksis, så kan vi lige så godt tage nogle flere:

»Vi visiterer hver dag i forvejen og sorterer i patienter, der skal komme i dag eller i morgen, om de skal behandles nu eller senere. Så det er vi vant til, og vi kan klare et par stykker mere om ugen; flere drejer det sig ikke om.« Sådan sagde praktiserende læge Bodil Johnsen.

Vibeke Storm er meget fokuseret meget på spørgsmålet om tilgængeligheden til lægepraksis, således også denne eftermiddag: »Man kan ikke komme igennem til jer,« sagde hun.

Det reagerede praktiserende læge Dan Andersen på: »Vi er ikke helt utilgængelige i dag. Rent faktisk har mellem 30 og 60 procent af de patienter, vi ser på en dag, henvendt sig samme dag. Vi har et dagligt aftag, der kan stå mål med skadestuens. Vi sidder ikke med fødderne i skuffen, men kan godt klare et par mere om ugen,« fastslog han.

Jens Winther Jensen, formand for Lægeforenin-gen, slog et slag for mere hjælpepersonale til at klare flere akutopgaver i almen praksis. Og gjorde opmærksom på, at der er meget lidt af den slags i Danmark, hvor der 0,8 per praksis. Til sammenligning er der 2,2 i England.

Hvor fast Vibeke Storm står på regionens udspil, er usikkert. Men hun lod sig ikke umiddelbart blødgøre, for der er andre grunde til den åbne skadestueadgang, nemlig borgeren.

»Borgeren skal ikke fratages muligheden for at kunne henvende sig frit på et sygehus,« sagde hun men tilføjede: »Intet er besluttet, og jeg lytter til jeres forslag.«

Et forslag fra ortopædkirurgisk overlæge på Glostrup Hospital, Leif Berner Hansen, går ud på at etablere en lægevagt med døgnfunktion, som skal forestå visitationen. »Vi skal have et akutsystem, hvor der er en gulerod for borgeren i at blive visiteret. Det kan vi gøre ved at indføre et tidsbestillingssystem, som betyder, at borgere, der er visiteret, får en tid for, hvornår de kan blive behandlet på områdehospitalet. Mens selvhenvenderne må sidde og vente til det bliver deres tur.«

Snarlig død for nærskadestuer

Lægerne har ingen pæne ord at sige om nærskadestuerne, som regionen skitserer. Bemandet, som de skal være, med bare sygeplejerske og medicinske læger spås de en kort og uglorværdig levetid.

En akutmodtagelse med medicinske læger til at behandle forstuvede ankler og med kirurger fra elektive afdelinger som backup, lyder ikke som høj kvalitet. Det lyder snarere farligt, mente flere.

Knud Skagen, der er overlæge på akutmodtagelsen på Herlev Hospital, sammenfattede:

»Vi tror, at nærsygehuset dør inden længe. Og det er vel også meningen!« sagde han.

Læs mere om Region Hovedstadens hospitalsplan på www.regionh.dk

Region Hovedstadens akutplaner

Et traumecenter.

Fire områdehospitaler med store fælles, åbne akutmodtagelser.

Fire nærsygehuse med åbne skadestuer, der holder lukket om aftenen og i weekenden.

Regionens hospitalsplan, herunder akutplanerne, er i øjeblikket til høring. Høringsperioden løber frem til den 4. april. Planen skal endelig vedtages i regionsrådet den 15. maj.

Et særligt udvalg under regionsrådet arbejder p.t. med et mere detaljeret oplæg om akutområdet inkl. det præhospitale område.

Fra »Doktor Klog« til »Dirty Harry«?
> København

Opgraderingen af Sundhedsstyrelsens rolle som indpisker og kontrollant - frem for primært lægefaglig rådgiver - er i fuld gang og netop understreget med udnævnelsen af styrelsens nye leder, som for første gang ikke er læge.

Den nye administrerende direktør - ikke medicinaldirektør - Jesper Fisker er samfundsvidenskabeligt uddannet og kommer fra en stilling som administrerende direktør for sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune. En rigtig djøf'er, altså.

Udnævnelsen flugter med de High Noon-signaler, som regeringen har sendt i den nye sundhedslov ved at give Sundhedsstyrelsen flere muskler til at gå i clinch med sundhedsvæsenets øvrige aktører.

»De nye udfordringer stiller større krav til Sundhedsstyrelsen. Det gælder både i forhold til styrelsens traditionelle opgaver - faglig rådgivning og tilsyn - men også, og ikke mindst, i forhold til en tættere monitorering af driften af sundhedsvæsenet og arbejdet med at indtænke styrelsen som en del af et sammenhængende sundhedsvæsen«, sagde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med udnævnelsen.

Den udmelding huer ikke umiddelbart formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S). Han har ikke brug for nogen Dirty Harry-figur i Sundhedsstyrelsen.

»Det med at kontrollere - at være den, der deler karakterer ud - det vil jeg gerne se, hvordan skal foregå. Monitorering får ofte et politisk udgangspunkt. Det, vi har brug for, er en fagligt stærk Sundhedsstyrelse, som kan være med til at rådgive og inspirere«, siger han. Faglig styrke er også et ønske hos Lægeforeningen, som opfordrer Jesper Fisker til ikke at glemme lægerne.

»Vi noterer os, at han ikke har den lægelige baggrund, som vi fra Lægeforeningen har lagt vægt på, havde en særlig betydning i netop denne stilling. Den nye direktør bør derfor sørge for at indrette Sundhedsstyrelsens organisation, så den lægefaglige rådgivning træder klart frem ...«, skriver foreningen i en pressemeddelelse og minder desuden om »behovet for også at hente lægefaglig rådgivning uden for styrelsen«.

Men Sundhedsstyrelsens traditionelle fokus på lægefaglighed - Doktor Klog-rollen - er blevet trængt af en anden kompetence: ledelse.

»Generelt i det offentlige styrkes den ledelsesfaglige del«, siger professor, ph.d. Carsten Greve fra Copenhagen Business School, som har beskæftiget sig indgående med offentlig ledelse.

Det skyldes ikke mindst de organisatoriske ændringer, som finder sted i disse år.

»Til dels uddelegeres ansvar, og der stilles mål op. Og samtidig kræves mere og mere dokumentation for, hvad der bliver lavet. Sundhedsstyrelsen skal fange begge disse tendenser«, siger han.

Et andet signal handler om sammenhæng.

Jesper Fisker kommer fra administrationen i en kommune, og den baggrund kan være vigtig i bestræbelserne på at skabe et sundhedsvæsen, der hænger mere sammen. Ikke mindst for patienterne.

»Det sender et stærkt signal om fokus på organisation og udvikling og ikke kun snæver lægefaglighed«, siger professor, dr.med. Frede Olesen fra Aarhus Universitet, som også er formand for Kræftens Bekæmpelse.

De opgaver kan Jesper Fiskers CV klæde ham godt på til at håndtere, men hans utraditionelle baggrund kan også give ham problemer.

»Den nye leder skal være indiskutabelt dygtig til at lede. Han skal sætte sig i respekt i et miljø, der er præget af højt selvværd, og hvor det ikke er nemt at få fodfæste«, siger professor i organisations- og ledelsesteori fra Aarhus School of Business, Steen Hildebrandt.

»Læger er ikke lette at lede«, som han siger.

Ingen speciallæger om natten
> København

Patienter i Region Midtjylland, der bliver bragt til skadestuen om natten, kan ikke forvente at blive behandlet af en speciallæge. Sundhedsstyrelsen og regionsrådet er uenige om, hvor mange speciallæger der bør være på vagt om natten på skadestuerne i regionen. I et høringssvar til Sundhedsstyrelsen påpeger rådet, at man ikke kan leve op til Sundhedsstyrelsens ønske.

Der vil ikke være speciallæger nok i dagtimerne, hvis også skadestuerne skal bemandes med uddannede speciallæger om natten. Det er især ortopædkirurger og anæstesilæger, der er mangel på.

Back on track
> Haderslev

For et halvt års tid siden var stemningen på Haderslev Sygehus meget sort. Men på få måneder er det lykkedes at ændre hele holdningen. Hvordan ændrer man stemningen så markant og så hurtigt?

Først og fremmest har motivationen været høj - alle har villet have det bedre! Dernæst har samarbejdet mellem lægerne og ledelsen, især den lokale, været helt i top. Der har været en gensidig respekt og hurtige, effektive reaktioner fra ledelsen.

Hjørnestenen i den positive udvikling er et sæt lokalaftaler, der motiverer ledelsen til at besætte vakante stillinger, og samtidig gør sygehuset attraktivt for eksterne vikarer. Konkret tilbydes der en højere løn, når der er ledige vagter pga. vakancer. Det motiverer både afdelingens læger, men også læger langvejsfra til at byde ind. Det er lidt dyrere, end hvis stillingerne var besat, men økonomisk er forskellen ikke stor, og man får inspiration udefra med i købet. Den 1. marts er alle stillinger besat igen, og aftalen kan puttes i skuffen, til der evt. bliver brug for den igen.

Derudover er vagtskiftet flyttet en halv time, så børnefamilierne kan nå at hente deres børn, inden børnehaven lukker. Det fjerner meget stress i hverdagen. Undervisning og en god introduktion af de yngre læger er højt prioriteret. Der er undervisning onsdag og fredag, og tirsdag og torsdag fremlægger en yngre læge en case of the day, hvilket giver basis for en god faglig diskussion på tværs i lægegruppen. Næste initiativ er »vis en patient«, hvor en erfaren læge viser de yngre læger nogle patienter med klassiske sygdomme bedside.

Det er bl.a. disse relativt små ting i hverdagen, der gør Medicinsk Afdeling på Haderslev Sygehus til et dejligt sted at tilbringe sin turnus.

Vil du vide mere, så kontakt Mogens Ydemann, formand for Yngre Læger på Haderslev Sygehus.

Du kan også læse mere i Mogens Ydemanns indlæg på Yngre Lægers del af www.laeger.dk

Hvilken region er bedst?
> Yngre Læger

Evalueringssamtaler er en del af evalueringssystemet i den lægelige videreuddannelse. Evalueringssystemet består af en introduktionssamtale, en justeringssamtale hver 6. måned og en slutevalueringssamtale. Formålet med samtalerne er at fremme, sikre og dokumentere den uddannelsessøgende læges kompetenceudvikling. Derudover bruges systemet også til at kvalitetsmåle og kvalitetsudvikle uddannelsesstedet.

Men hvor udbredte er evalueringssamtalerne, og i hvor høj grad oplever de yngre læger, at de aftaler, der er indgået, bliver overholdt? Vi har spurgt de yngre læger, der er i gang med at videreuddanne sig.

Har du deltaget i en evalueringssamtale inden for de seneste seks måneder?

1. Region Syddanmark 81%

2. Region Nordjylland 80%

3. Region Sjælland 80%

4. Region Midtjylland 79%

5. Region Hovedstaden 78%

6. Staten 33%

Vægtet gennemsnit 79%

Er de aftaler, I har indgået under evalueringssamtalerne, blevet overholdt?

I høj I nogen I mindre Slet

grad grad grad ikke

Region Hovedstaden 30% 51% 17% 2%

Region Sjælland 35% 45% 17% 3%

Region Syddanmark 31% 57% 11% 2%

Region Midtjylland 31% 54% 14% 1%

Region Nordjylland 27% 57% 13% 2%

Staten 50% 50% 0% 0%

Vægtet gennemsnit 31 % 53% 15% 2%

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Overlægeforeningen
> Overlægeforeningen

Der indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Overlægeforeningen mandag den 26. marts 2007, kl. 15.30.

Mødet afholdes på Radisson SAS H.C. Andersen Hotel, Claus Bergs Gade 7 i Odense.

Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent.

2. Krav til fornyelse af overenskomster og aftaler pr. 1. april 2008.

3. Eventuelt valg

4. Eventuelt.

Repræsentantskabsmødet er åbent for alle medlemmer af Overlægeforeningen.

Den skriftlige indkaldelse til mødet vil ske pr. mail til alle medlemmer med en registreret e-mail-adresse i Lægeforeningen. Øvrige medlemmer vil få et brev.

Af hensyn til det praktiske arrangement opfordres til tilmelding på lu.fas@dadl.dk eller pr. telefon 35 44 85 00 til FAS' sekretariat senest den 20.3.2007.