Skip to main content

Ind- og udland

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

12. dec. 2008
7 min.

MTV-rapport om torturtraumer

Flygtninge, som har overlevet tortur eller krigstraumer, er mere syge end resten af befolkningen. De bruger derfor sundhedssystemet i langt højere grad og har også større risiko for at udvikle psykiske lidelser.

Det koster mange penge i sundhedsvæsenet, og som den første har psykiatristaben i Region Syddanmark derfor fået lavet en MTV-rapport for at kortlægge, om ressourcerne anvendes de rigtige steder - og hvorvidt indsatsen faktisk virker.

Det er regionens Center for Kvalitet, som står bag rapporten, som også giver en række anbefalinger til behandlingen af patienter med diagnosen posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Regionsrådsformand Carl Holst (V) skønner ikke, at Region Syddanmark har flere PTSD-patienter end andre regioner. Når regionen har følt behov for en medicinsk teknologivurdering om lige præcis PTSD, skyldes det, at regionen i kølvandet på regionsdannelsen har oplevet alenlange ventelister til behandlingen og et skærpet fokus på indsatsen for denne gruppe.

»Det er folk med store psykiske problemer, som har store konsekvenser for de berørte og for deres familier - ikke mindst deres børn«, siger Carl Holst.

Der er afsat penge til indsatsen, men er de blevet brugt rigtigt? Det håber Carl Holst, at rapporten kan være med til at afklare, så pengene kan bruges smartere.

Marianne Lauritzen er leder af Center for Traume- og Torturoverlevere (CETT) i Vejle. Hun peger på, at det hidtil har set lidt tyndt ud med evidensen for den behandling, der tilbydes.

»Derfor valgte psykiatrien i Region Syddanmark at få belyst, hvad der er best practice, inden man går i gang med at udvide kapaciteten og investere en masse penge. Man har ønsket et fundament at stå på. Og det er jo meget begavet«, siger hun.

Rapporten inddeler patienterne med PTSD i tre kategorier alt efter, hvilke fysiske, psykiske og sociale kompetencer de har. Netop disse kompetencer og sociale relationer - opbakning fra familie, venner og eventuelle arbejdskolleger - er afgørende for udsigterne til at hjælpe patienten.

Rapporten konkluderer, at en del patienter, som står uden disse kompetencer og mangler et netværk, er så hårdt ramt af PTSD og dets følger i form af depression, misbrug og fysiske lidelse, at helbredelse synes umulig. »I disse tilfælde bør der sættes ind med en massiv social indsats«, fastslår rapporten.

»Der er ingen tvivl om, at MTV-rapporten bliver retningsgivende for tilbuddene i Region Syddanmark«, siger Marianne Lauritzen. Ikke kun for at kaste flere penge ind i behandlingen - men nok så meget for at bruge pengene klogere.

For, som det fremgår i rapporten, er det en væsentlig del af de undersøgte, som ikke har nogen gavn af behandlingen. Hvad kan man så, ifølge rapporten, gøre for at hjælpe dem? Ifølge Marianne Lauritzen er det mest almindelige tilbud til denne gruppe netop den psykoterapi, som ikke er til megen nytte.

»Vi har på CETT i de sidste par år gjort meget for at gøre noget for disse mennesker - blandt andet ved at lave et udgående behandlingstilbud, som retter sig specielt mod denne gruppe, og som i særlig grad støtter i nærmiljøet og i samarbejde med kommune og familiens læge«.

Man kan godt få PTSD uden at være krigsflygtning eller torturoffer. Rapporten når dog frem til, at det i langt de fleste tilfælde er indvandrere, der kommer i kontakt med sundhedsvæsenet pga. PTSD. Der er derfor, hedder det, brug for en styrket indsats i form af »behandling, opsporing, forebyggelse og rehabilitering af patienter med PTSD, særligt gruppen af traumatiserede flygtninge«. Og selv om det er en ressourcekrævende gruppe at tackle for sundhedsvæsenet i form af merforbrug af læge- og skadestuebesøg, indlæggelser og medicinforbrug, er det endnu dyrere at lade stå til. Ikke alene vil det formentlig betyde en yderligere forøgelse af sundhedsudgifterne; de samfundsmæssige omkostninger ved sygefravær, uarbejdsdygtighed, misbrug og risikoen for sekundær traumatisering af børnene er også betragtelige.

Konference den 8. januar

MTV-rapporten er den første af sin slags, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Både Carl Holst og Marianne Lauritzen regner derfor med, at den vil blive studeret med interesse i landets øvrige regioner.

Sammen med Danske Regioner har Region Syddanmark derfor arrangeret en konference i Kolding den 8. januar, hvor regionen vil dele sin MTV-viden med de øvrige regioner. »Vores region er jo ikke den eneste, der står med meget stor efterspørgsel og har brug for at vide noget mere«, siger Marianne Lauritzen.

MTV-rapporten med mere kan downloades på:

www.regionsyddanmark.dk/wm262344

Åh nej - har jeg hyperhidrose?

> København

Overdreven sveden er ikke specielt morsomt. Men at få at vide, at man desværre lider af aksillær hyperhidrose, kan skræmme de fleste patienter fra vid og sans.

Diagnosen »gastroøsofageal reflukssygdom« lyder også en del mere uhyggeligt end kronisk halsbrand - men er faktisk nøjagtig det samme.

En undersøgelse, som publiceres i tidsskriftet Public Library of Science (PLoS) ONE, dokumenterer, at de medicinske fagudtryk virker skræmmende på de fleste patienter. Forsøgspersonerne blev præsenteret for de medicinske fagudtryk for tilstande, som først for nylig er blevet udnævnt til medicinske problemer - og forsøgspersonerne opfattede da også de medicinsk benævnte tilstande som mere alvorlige og som potentielt mere farlige og sjældne, end de samme tilstande udtrykt med de gængse betegnelser.

»Medikaliseringen« af relativt harmløse tilstande har betydning for patienter, som forledes til at tro, at de er mere syge. Og det har ifølge forskerne indflydelse på, hvordan personen vil tage vare på sit helbred. Det samme var dog ikke tilfældet for mere »etablerede« sygdomstilstande.

Medikaliseringen af en række tilstande kan ifølge en af undersøgelsens forfattere, lektor Karen Humphreys, hænge sammen med »indflydelse fra lægemiddelvirksomheder, som gerne vil skabe det indtryk, at man lider af en sygdom, som skal behandles med medicin«.

Få godkendt dine uklassificerede ansættelser

> Yngre Læger

Er du yngre læge og på 1996-uddannelsesordningen, har du nu mulighed for at få godkendt kompetencer opnået i uklassificerede ansættelser. Sundhedsstyrelsen har ændret praksis - læs mere på www.laeger.dk.

Log dig på og find nyheden eller klik på ikonet »Sådan bliver du speciallæge«. Så kommer du ind til det område, hvor vi har samlet de vigtigste informationer, du har brug for på din vej mod at blive speciallæge.

Du kan også finde området ved at klikke på Uddannelse > Videreuddannelse.

Region H vil trodse Erik Juhl-udvalget

> København

Forretningsudvalget i Region Hovedstaden har besluttet at holde fast i den hospitals- og psykiatriplan, som i maj 2007 blev vedtaget af et stort flertal i regionsrådet.

For nylig indstillede ekspertpanelet for sygehusinvesteringer, det såkaldte Erik Juhl-udvalg, til regeringen, hvilke projekter de bør prioritere ved fordelingen af de første 15 milliarder kr. fra Kvalitetsfonden, suppleret med ti milliarder ekstra fra regionerne selv.

I regionen har det vakt undren hos forligspartierne, at ekspertudvalget på den ene side mener, at der er brug f or fire områdehospitaler i hovedstadsregionen, mens man på den anden side kun vil give penge til to - Herlev og Hvidovre.

Det er også blevet bemærket, at Region Hoved-staden, som står for 35,5 pct. af hele landets hospitals- og psykiatribehandling, kun vil få 24,4 pct. af de fordelte penge, hvis det står til udvalget.

En udtalelse fra forretningsudvalget finder det »yderst problematisk, hvis et panel bestående af fem personer får opbakning til at tilsidesætte en politisk beslutning truffet efter en længere beslutningsproces, som bl.a. har omfattet intensiv inddragelse af regionens sundhedsfaglige ekspertise«, og som desuden har været diskuteret med borgerne ved høringer.

Zimbabwe i undtagelses-tilstand under koleraudbrud

> København

Styret i Zimbabwe har erklæret landet i undtagelsestilstand som følge af et koleraudbrud, som officielt foreløbig har kostet flere end 560 mennesker livet. Samtidig appellerer landet ifølge de statskontrollerede medier om hjælp fra udenlandske donorer.

Uofficielt siger kilder i Sundhedsministeriet ifølge avisen The Independent, at dødstallet er ca. 5.000.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forbereder sig på, at op mod 60.000 kan være smittede, og frygter, at epidemien er ved at sprede sig til nabolandene.

Landets økonomiske sammenbrud og dets isolation fra vestlige lande under præsident Robert Mugabes regime har gjort dets sundhedsvæsen ude af stand til at håndtere en epidemi, som det tidligere kunne have forebygget eller bekæmpet effektivt. Ifølge sundhedsminister David Parirenyatwa mangler det engang så velstående land ikke alene medicin og udstyr, men også mad til patienter samt spædbørnsernæring. Landets sundhedsvæsen mangler penge til indkøb af basale fornødenheder og til at lønne personalet. Vandforsyningen fungerer dårligt, og mange er nødt til at hente vand i forurenede brønde og vandløb.

Tirsdag beskyldte regimet i en statsejet avis Storbritannien for at udnytte epidemien til at samle opbakning til at invadere Zimbabwe.

Et undskyld har ikke juridiske konsekvenser

> København

Læger skal have mulighed for at sige undskyld til en patient, uden at dette får indflydelse på en eventuel senere sag ved Patientklagenævnet. Nævnets formand, landsdommer Henrik Gunst Andersen, har ved et møde med Lægeforeningen slået fast, at det ikke har nogen juridisk konsekvens for bedømmelsen af et forløb, hvis der tidligere er givet en undskyldning.

Lægeforeningen havde rejst spørgsmålet i forlængelse, efter at Dansk Selskab for Patientsikkerhed i en rapport for nylig anbefalede, at sundhedspersonale siger undskyld til patienter, der har oplevet et uheldigt forløb eller ligefrem en fejlbehandling.

Mangelfuld kommunikation og især, at personalet ikke vil give en undskyldning, er baggrund for mange klager.

Med garantien for, at lægen ikke dømmer sig selv på forhånd, kan der være udsigt til, at vi i fremtiden oftere vil høre det lille ord på otte bogstaver og at antallet af klagesager som konsekvens vil falde.