Ebola: Lange gummistøvler i 40 graders varme

8.00 Jeg skal først på arbejde i eftermiddag, men var været oppe tidligt og fik løbet før morgenmaden. Det er stadig køligt. Jeg hygger mig under solsejlet med at læse instruksen om ernæring for underernærede, og et franskkursus, som jeg har på en app. Fransk er nødvendigt, da jeg også har en del at gøre med Røde Kors.

 

11.00 Jeg går i badeteltet. Her er i hvert fald aldrig problemer med, at vandet bliver for koldt. Og der er heller aldrig kø, da alle arbejder på skæve tider, døgnet rundt. Er med en af sygeplejerskerne i butikken, og derefter frokost – og så en middagslur, fordi jeg går rundt med en forkølelse.

 

15.30 Vi tager bussen ud til Ebola Treatment Center. Jeg er i et team med to sygeplejersker. Den ene er vores hygiejneperson. Vi har fire sygeplejersker, der udelukkende beskæftiger sig med håndtering af lig og oprydning efter patienter, som er døde eller har forladt stedet: Der er ting, der skal smides ud eller brændes, og måske opkast eller andet, så der skal gøres rent og desinficeres.

 

15.00 Vi klæder om til operationstøj og hvide gummistøvler, der går op til knæene, og som vi hele tiden har på. Det er hårdt i 40 graders varme. Vi bliver orienteret om, hvilke patienter, der er dårlige. Nogle er negative for ebola, men har måske malaria. De får piller og ryger ud straks, inden de bliver smittet med noget værre. Det bedste, vi kan gøre for de tre patienter, som er dårlige, er at give dem væske. Det er varmt, de har feber, diarre og opkast, så væske i store mængder er vigtigt. Men det er svært at få givet mere end to liter i døgnet. Hver gang, man skal ind til en patient, om det så bare er for at give en pille, skal vi klæde om. Bare at give en flaske vand er en besværlig procedure. Alt går så langsomt, og man drømmer ikke om, hvor lidt, man når på en dag.

 

17.00 Der kommer en ambulance med to unge mænd. De har det skidt, men opfylder ikke kriterierne for at komme ind. De skal herfra hurtigst muligt, så de ikke får sygdommen. Men så er der pludselig nogen, der har taget dem inden for. Så nu er der ingen vej uden om at tage blodprøver og beholde dem til i morgen – og fortælle dem, at de skal holde sig langt fra andre patienter og deres sekreter.

 

19.00 Jeg har først fri om flere timer, så jeg er nødt til at spise her. Maden står tit længe, og man kan godt være nervøs for at få dårlig mave – for man tror straks, det er ebola, hvis man har det lidt dårligt. Man bliver ret hypokondrisk og lidt paranoid af at være her.

 

20.00 Uden for hegnet taler jeg med en mand, som er erklæret rask nu og kan udskrives. Han får en attest med på, at han er rask. Han får også ris, olie og mel med til 60 dage plus en madras. Alt i hans hjem er jo blevet brændt, og han er stadig for svag til at arbejde.

 

21.00 Stuegang hos en kvinde, som har vist sig ikke at have ebola og også skal udskrives. Hun er gravid. Hendes mand døde for tre måneder siden, og hun spørger, om hun kan få en abort. Men det er ulovligt, så desværre kan vi ikke hjælpe hende. Men det er ikke nemt at blive gift, hvis man har børn med sig.

 

22.15 Jeg snakker med en dansk sygeplejerske, der skal være her i nat. Hun skal ind og lægge venflon i hånden på et etårigt barn, der skal have væske. Barnet er meget sygt med blodigt opkast, og vi tror ikke, det overlever. Hendes 18-årige mor er også meget syg.

 

22.30 Vi tager bussen de fem km hjem til lejren, hvor jeg finder lidt mad i køleskabet, inden jeg går i seng.

 

Læs også "Et døgn med" fra Catrin Iversens træningsophold i december:

"Bagefter sprayer de os med usynlig farve..."