Skip to main content

I en konsulentvirksomhed i Greve ligger der cv'er på omkring 25 indiske speciallæger, og hvis det går, som konsulentfirmaet håber, vil disse læger snart være beskæftiget på blandt andet kræftafdelinger i Danmark.

Dermed tages der hul på næste større bølge af udenlandske læger. Siden 2004 har polakker været i høj kurs. Alene i 2004 og 2005 har omkring 120 polakker fået autorisation til Danmark, primært på grund af et svensk rekrutteringsfirma.

Men inderne kan altså blive næste udenlandske indslag på de danske sygehusgange. »Vi har undersøgt nogle af lægernes kvalifikationer, og det ser interessant ud,« forklarer Preben Cramon, der er kvalitetschef og overlæge i Storstrøms Amt.

»I lighed med de fleste andre amter står vi over for tiltagende rekrutteringsproblemer inden for flere specialer,« siger Preben Cramon og fortsætter: »Sygehusene er underlagt et alvorligt krydspres. Patienterne skal selvfølgelig tilbydes en optimal behandling, ligegyldigt hvor i landet de befinder sig. Behandlingsgarantierne skal overholdes, kræftbehandlingen skal styrkes, nye opgaver som mammografiscreening skal varetages, og samtidig skal vi uddanne fremtidens speciallæger. Skal vi sikre driften af sundhedsvæsenet som helhed, er vi tvunget til at vurdere alle seriøse muligheder til rekruttering af kvalificeret personale.«

Greve-firmaet, der skal stå for importen af de indiske læger, hedder Expo Consult. Normalt gør Expo Consult sig i at outsource arbejdsopgaver til Indien, men administrerende direktør Shammi Luthra ser store muligheder i at hjælpe indiske speciallæger til Danmark - og resten af Europa.

»Som regel er det svært at få dem herover på grund af visumregler. Men nu er det blevet nemt med green card. Der er overskud af læger i Indien, og samtidig er der mere behov end nogensinde her i Danmark,« siger Shammi Luthra, der selv kom til Danmark fra Indien som syvårig som diplomatbarn. I dag er han 50 år og opfatter sig selv som dansker.

I sygehuskredse er der i øjeblikket stor fokus på, at læger fra fjernere lande er sværere at integrere. Shammi Luthra mener dog ikke, at inderne bliver vanskeligere end andre. »Alt er i dag blevet så globaliseret. I hvert fald blandt den rige del af inderne. En højtuddannet inder kører også på den vestlige kultur,« siger Shammi Luthra.

Det store kunststykke bliver at få inderne integreret i Danmark, så de ikke rejser med det første fly tilbage til New Delhi. Derfor er Shammi Luthras plan både at opbygge et netværk mellem de indiske familier og at hjælpe inderne ind i det danske samfund.

»Vi vil lave sociale arrangementer, så de bliver blandet med danske læger. Det kan være arrangementer, eller det kan være, at de skal ud og dyrke sport. For der skal ikke dannes ghettoer af indiske læger,« siger Shammi Luthra, der flere gange understreger, at arbejdet med at integrere inderne skal fortsætte, efter at de er begyndt på hospitalerne. »Man skal ikke bare sende folk til nye lande og så glemme dem. Det er en fejl, mange begår.«

Shammi Luthra samarbejder med den store asiatiske sundhedskoncern Apollo Hospitals om at rekruttere læger i Indien. De indiske læger skal bo 4-6 måneder i en camp i Indien, hvor de skal lære dansk og blive undervist i danske forhold, inden de kommer til Danmark. I den periode skal de have løn. Sprog- og kulturundervisningen skal så fortsætte med hjælp fra AOF, når de kommer til Danmark.

»Men vi har altså stadig ikke underskrevet den endelige aftale,« minder Shammi Luthra om, der dog snart forventer, at de sidste detaljer vil falde på plads.