Skip to main content

Indflydelse på egen arbejdstid - ja tak!

Bente Bundgaard, bbu@gmail.com

21. okt. 2011
2 min.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har undersøgt i alt 28 arbejdspladser i primært psykiatrien og hospitalssektoren (der var en enkelt ikke-sundheds arbejdsplads med) for at finde ud af, hvordan skifteholdsarbejdere stiller sig til vagtplanlægningen.

I en årrække har it-systemer bredt sig, som gør det muligt for medarbejderne at få medindflydelse på, hvornår de skal på arbejde - "prioriteret arbejdstid" som det bliver kaldt. Forskerne ville undersøge, hvordan personalet reagerede på muligheden.

Nu er de første resultater kommet og omtales i det seneste nummer af Magasinet Arbejdsmiljø. I gennemsnit synes 46 pct. af medarbejderne, at prioriteret arbejdstid havde en positiv effekt på privatlivet - det blev nemmere at få hverdagen til at hænge sammen.

Hvad angår de to andre spørgsmål, som undersøgelsen stiller: kvaliteten af arbejdet og samarbejdet på arbejdspladsen, var der færre, som anså prioriteret arbejdstid for at have nogen positiv effekt. Nemlig 15 pct., hvad angår arbejdets kvalitet og 13 pct. i forbindelse med samarbejdet.

Omvendt var der meget få - inden for alle tre spørgsmål - som synes, at virkningen var negativ. Størsteparten vurderede dermed effekten til at være neutral. Prioriteret arbejdstid gik altså ikke ud over hverken privatlivet, kvaliteten af arbejdet eller samarbejdet på arbejdspladsen.

Undersøgelsen kaster også lys på de mulige negative effekter af at kunne påvirke sin egen vagtplanlægning. For eksempel kan det være vanskeligt at få overleveret nødvendige oplysninger - om patienter for eksempel - mellem kolleger. Og der kan være forskel på, hvor meget ansvar, de enkelte medarbejdere tager for at få vagtplanen til at gå op - det kan føre til konflikter på arbejdspladsen.

Forskningscenteret afholder nu to formidlingsmøder i november - i hhv. København og Aarhus - for at brede kendskabet til undersøgelsen ud.

"Vi har i spurgt, hvad medarbejderne synes om det. Det kan være vigtigt at vide, hvis man overvejer at etablere prioriteret arbejdstid som et medarbejdergode eller ej", siger projektleder for undersøgelsen, seniorforsker Anne Helene Garde.

Men undersøgelsen stopper ikke der. Der er flere resultater på vej.

"Dataindsamlingen er færdig, og der kommer flere videnskabelige artikler. Der sammenligner vi meget mere tiden før og efter indførelse af prioriteret arbejdstid", siger hun.

Undersøgelsen omfatter ca. 600 medarbejdere i interventionsgruppen og ca. 400 i en referencegruppe. Projektet har fulgt interventionsgruppen både før og et helt år efter indførelsen af it-systemet med prioriteret arbejdstid.