Skip to main content

Indflydelse på et sølvfad

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
3 min.

FAYL efterlyser uddannelsessøgende yngre læger i den sydlige halvdel af Jylland og på Fyn til at deltage i udvalgsarbejde i »Region Syd«, den ene af de tre videreuddannelsesregioner, som er etableret for at implementere de nye speciallægeuddannelser.

Regionerne skal planlægge de nye uddannelsesforløb for hoveduddannelserne i regionerne: Hvilke afdelinger skal man være ansat på for at få de beskrevne kompetencer, og i hvilken rækkefølge.

Brug for 50

Region Syd har inviteret både overlæger og FAYL til at deltage i arbejdet, og nu efterlyser FAYL interesserede fra specialeselskabernes yngre læger-fraktioner, de såkaldte »sandkasser«, til at gå ind i arbejdet.

- Skal vi stille med to yngre læger fra hvert speciale - og det skal vi - så lad os tage en »sandkasse«-person og en tillidsrepræsentant.

Denne opfordring lød fra bestyrelsesmedlem i FAYL, Mette Worsøe, på et af de møder, der regelmæssigt holdes mellem repræsentanter for »sandkasserne« og medlemmer fra FAYL's bestyrelse for gensidig opdatering og orientering.

- Det vil være en fordel, at vi stiller med folk inden for specialet, som samtidig er ansat i og har kendskab til lokalområdet. Én tillidsrepræsentant og en, som er under uddannelse i specialet, så vi kombinerer et kendskab til strukturen og kendskab til specialet for at få de bedst mulige nye uddannelsesforløb, sagde Mette Worsøe.

Noget tyder dog på, at det er en lovlig optimistisk betragtning.

I Region Syd er der 19 store specialer og 12 små. De store specialer - dvs. specialer med mindst tre afdelinger i regionen - giver plads til hver to yngre læger, mens de små specialer giver plads til én.

- Der er altså brug for 50 yngre læger, siger Bo Rahbek, FAYL's sekretariat, som håber at få navnene inden udgangen af april.

Foreløbig har han ikke fået nogen, og selv om fristen ikke er nået, er det hans fornemmelse, at det bliver svært at besætte de tilbudte pladser med yngre læger i alle de 31 specialer.

- Ærgerligt, siger han, for overlæger og arbejdsgivere skal nok besætte de pladser, de har fået tilmålt.

Sidste frist

Bo Rahbek håber, at amtsreservelægerådene og »sandkasserne« har fået kontakt med yngre læger, som vil indgå i arbejdet, og at han bare ikke har hørt fra dem endnu, da der endnu er nogle dage tilbage af fristen.

- Fristen er dog ikke helt overskredet, og der kan stadig nå at ske noget, understreger Bo Rahbek og gør opmærksom på, at det ikke er for sent at ringe til sin amtsreservelægerådsformand.

Det er ikke afklaret, i hvilket omfang deltagerne vil blive honoreret, formentlig gennem frikøb.

Men ud over honoraret er der en række gode grunde til at interessere sig for udvalgsarbejdet i Region Syd - eller hvor som helst. På mødet sagde Palle Holck, Yngre Reumatologer:

- I hver region er der mange »aktionærer« med interesse i at udforme uddannelsen. Overlæger og arbejdsgivere har ikke nødvendigvis de samme interesser for øje som de yngre læger. Fx kan arbejdsgiverne se en interesse i at sende folk langt omkring - ikke alene i et amt, men i en hel region - og i et meget længere blokforløb, end vi har været vant til fra de gamle blokforløb.

Hvad er en sandkasse?

Fraktion af yngre læger i de Videnskabelige Selskaber kaldes »sandkasser«. Dvs. yngre læger i specialet fra turnus og indtil overlægeansættelse.

Efter redaktionens viden eksisterer nedenstående sandkasser:

Foreningen af

Yngre Neurologer, Neurokirurger og Neurofysiologer (YN)

Yngre hæmatologer

Yngre Reumatologer (YR)

Yngre Geriatere

Yngre Psykiatere (FYP)

Yngre Anæstesiologer

Yngre Gynækologer og Obstetrikere (FYGO)

Yngre Onkologer (FYO)

Yngre Cardiologer (FYC)

Yngre klin. fysiologer og nuklearmedicinere

Yngre Mikrobiologer

Yngre Radiologer (FYR)

Yngre Danske Kirurger

Yngre Pædiatere

Yngre Almen Medicinere (FYAM)

Yngre Samfundsmedicinere (FYSAM)

Yngre Arbejdsmedicinere (YAM)

Yngre Oftalmologer (FAYO)

Yngre Otologer

Yngre klin. immunologer

Yngre Dermatologer (YD)

Yngre Nuklearmedicineres Klub (YNK)

Yngre Ortopædkirurger (YOS)