Indiske læger arbejder sig ind på Danmark

26 indiske speciallæger er kommet til Region Midtjylland i et projekt, hvor der gøres en særlig indsats for at integrere dem sprogligt, fagligt og socialt. Efter fire måneders intensiv danskundervisning begyndte lægerne den 1. februar i år at arbejde på syv af regionens sygehuse.

Der er langt fra Indien til Danmark, og der har vist sig udfordringer og problemer på begge sider. Regionen er kommet i politisk stormvejr på grund af måden, rekrutteringen er foregået på. Men hvordan det egentlig går med de indiske læger, bliver besvaret i en rapport, der er på trapperne.

Rapporten bliver offentliggjort i forbindelse med et møde i regionsrådet den 19. december, hvor projektet skal til politisk drøftelse. Regionens sundhedsdirektør, Leif Vestergaard Pedersen, siger til Ugeskriftet:

»Mit hovedindtryk, inden rapporten er helt færdig, er, at 25 procent af de indiske læger går det godt med. 50 procent acceptabelt og 25 procent mindre godt. Det er set over en bred kam - fagligt, sprogligt og socialt. Det er nogenlunde, som vi havde forventet. Det havde selvfølgelig været fint, hvis der var guldmedaljer hele vejen igennem. Men de indiske læger står over for kulturelle og sproglige barrierer, der er større end så mange af de andre udenlandske læger, der arbejder hos os, gør.«

Leif Vestergaard understreger, at der ikke findes tilsvarende undersøgelser af andre grupper, så en præcis sammenligning er ikke mulig.

Hvad er perspektivet - vil I fortsætte ad samme spor?

»Min vurdering er, at vi fortsat vil rekruttere læger fra udlandet. Først fra Tyskland og Østrig, indtil der ikke er flere at få derfra, fordi de sproglige og kulturelle barrierer er lidt mindre. Og dernæst fra andre lande, herunder Indien.«

Fagligt op og ned

Leif Vestergaard oplyser, at der ting, regionen vil gøre anderledes næste gang. Blandt andet skal det være klarere, hvilke kvalifikationer hos lægerne afdelingerne går efter: »Vi skal definere flere kriterier, når vi udvælger læger - hvilke erfaringer og hvilke færdigheder er det, vi går efter. Vi har også lært, at en afdeling ikke kan ansætte en læge på andre afdelingers vegne. En anden gang må hver afdeling være repræsenteret ved ansættelsen.«

De indiske læger, der kom herop, er alle speciallæger, nogle har arbejdet som overlæger i flere år. Alligevel har der været meget fokus på deres faglighed, som der er blevet sat spørgsmålstegn ved. Leif Vestergaards konklusion på den problemstilling er:

»Vi vil ikke putte med tingene. Der er nogle af de 26 indiske læger, vi har ansat, som ikke kan bestride et selvstændigt arbejde, nogle af sproglige årsager, andre af faglige årsager. Men på den anden side, skal vi ikke glemme, at der også er afdelinger, der ville være brudt sammen uden deres indiske læger.«

Anderledes organisering

En kritik fra eksempelvis anæstesiologisk side har gået på, at de indiske anæstesiologer ikke har indsigt i postoperative procedurer.

På anæstesiologisk og intensiv afdeling på Skejby Sygehus arbejder fire af de indiske læger. Mentor og uddannelsesansvarlig overlæge på afdelingen, Niels Chr. Melsen, er uenig i den kritik, der har været af de indiske lægers faglighed og træt af den faglige kritik i det hele taget.

»Det er ikke noget, man skal diskutere i pressen. Er der et problem, tager vi det op på afdelingen. Min oplevelse er i øvrigt, at det faglige niveau hos de indiske læger ikke fejler noget. Det er o.k. Men der har været andre problemer. Der har været teknisk udstyr, de ikke kender, hvor kolleger har skullet lære dem at bruge det. Der har været metoder, de kun har teoretisk kendskab til. For eksempel at bruge ekkokardiografi, når hjertepatienter skal bedøves ved hjerteoperation. Det har vi lært dem. Men det er ikke en faglig mangel.«

Men er det ikke rigtigt, at de ikke er vant til at tage sig af patienter postoperativt?

»Det er et organisatorisk problem, ikke et håndværksmæssigt eller vidensmæssigt problem. Det er en udfordring, fordi de er vant til andre samarbejdsformer. Mange steder i Indien er det kirurgen, der leder teamet, og anæstesiologen bliver bare tilkaldt, bedøver, vækker og går så igen, og andre har så kørt det postoperative forløb. Det skal anæstesiologen her. Det har de skullet vænne sig til, men de har lært det.«

Ikke råd til ny teknik

Lægeuddannelsen i Indien kan på mange måder sidestilles med den danske. Men økonomien er på flertallet af hospitaler ikke til den nyeste teknologi.

»En del procedurer og teknikker har vi kun teoretisk kendskab til, fordi det kræver udstyr, som vi ikke har råd til i Indien,« siger Sandeep Tambe, der er anæstesiolog og en af afdelingens fire indiske læger.

Han oplyser, at faglige ambitioner har været en vigtig anspore til at søge job i Danmark. Det ville give mulighed for at arbejde på hospitaler, hvor det nyeste udstyr er til rådighed, forklarer han:

»Jeg har altid ønsket at arbejde i et højt udviklet land og reagerede derfor, da jeg så opslaget om, at Danmark søger speciallæger.«

Hvordan er din egen vurdering af din faglighed?

»Der er nogle forskelle, men de er praktiske. I Indien er det dyrt at have patienter på intensiv afdeling, og patienterne er der ikke så længe. Det påvirkede nok min henvisningsadfærd i starten. Også på operationsgangen er der andre procedurer, og i starten stillede jeg mange spørgsmål. Men nu er jeg bare en del af teamet.«

Forskel på sprogevner

På det sproglige område har der også vist sig forskelle blandt de indiske læger i Region Midtjylland. Arvinder Singh Ghai har mange års erfaring som speciallæge i anæstesiologi, blandt andet har han arbejdet i otte år på et universitetshospital i Oman. Han er den ene af fire indiske læger på Skejby Sygehus' intensiv og anæstesiologiske afdeling. Men han har problemer med sproget. Det er årsagen til, at han ikke bestod den første prøveansættelse. Derfor kan han heller ikke bestride en vagt, for der kommer typisk akutopkald, og så er det en forudsætning, at man kan kommunikere præcist i telefonen.

Han oplyser, at han går til sprogundervisning en dag om ugen og derudover læser aviser, taler med kolleger og venner og ser tv. »Det går fremad, men langsomt,« konstaterer han.

Hvad er perspektivet?

»Jeg ved ikke, hvad der sker om et år. Jeg arbejder på at blive bedre, og jeg får god hjælp fra mine kolleger. Nogle patienter forstår mig, andre ikke. Men jeg kender ikke min fremtid, og jeg ved ikke, om jeg består mine eksamener og prøveansættelserne. Af samme grund er min familie ikke taget med til Danmark. At tage dem med herop og afbryde børnenes uddannelse m.v. og så tage tilbage efter ret kort tid, ville forstyrre deres liv meget.«

Leif Vestergaard oplyser, at regionen fremover vil se nærmere på den sprogundervisning, de udenlandske læger tilbydes, dels af kommunen og dels via den sygehusafdeling, de er ansat på:

»Kommer lægen fra Indien er der nogle gange store sprogl ige barrierer. Derfor må vi nok tilrettelægge sprogundervisningsforløbene individuelt næste gang,« siger han.

Modstand på afdelinger

Status for de fire indiske læger på denne afdeling er, at de to af dem arbejder på lige fod med læger i sidste del af hoveduddannelsesforløbet. De arbejder selvstændigt og går i vagt. Niels Chr. Melsen forventer, at de om seks måneder er på speciallægeniveau. Den tredje er netop begyndt at gå i vagt. Den fjerde har, som nævnt, sprogproblemer og kan ikke gå i vagt.

»En eventuelt forventning om at få fiks og færdige speciallæger, der lige kunne hoppe ind, er ikke indfriet. Men jeg synes, at mange havde urealistiske forventninger om, at de indiske kolleger kunne springe ind fra dag et. Det kan de ikke. Det har krævet en ekstra indsats fra de danske læger at få de indiske læger integreret i afdelingen. Og det har i en periode taget tid fra andre opgaver. Mine kolleger synes, at det har været tungt. Det er rigtigt, at der er meget arbejde forbundet med det,« siger Niels Chr. Melsen.

De indiske læger befinder sig på afdelingen på et tidspunkt, hvor den også er ramt af sparekniven.

Nogen tid efter at Region Midt søsatte projektet, fik regionen nemlig sin egen version af en finanskrise, og det betød sparekrav til sygehusene. På anæstesiologisk/intensivafdeling på Skejby har man måtte køre med to ubesatte stillinger for at imødekomme kravet.

På grund af de to ubesatte stillinger må afdelingens læger tage flere vagter. Alt i alt har det ført til nogen utilfredshed, fortæller Niels Chr. Melsen.

»Folk er pressede og samtidig har vi indiske kolleger, der ikke er helt selvkørende, og det er ikke alle lige forstående over for. De vil have danske speciallæger ind i de stillinger i stedet for indiske læger. Men det er ikke en mulighed. Alternativet er ingen læger, for der er ingen selvkørende speciallæger at få. Vi har inviteret de indiske læger herop, så må vi også behandle dem ordentligt.«

Særbehandling

På Radiologisk afdeling, Århus Sygehus, arbejder i alt 50 læger. Her er man helt afhængig af udenlandsk personale, fordi specialet mangler speciallæger. Afdelingen har tre af de indiske læger fra det særlige rekrutteringsprojekt. Men derudover arbejder ti udenlandske læger på afdelingen. De otte af de i alt 13 udenlandske læger er i uddannelsesstillinger.

Afdelingslæge Lisbeth Røhl siger:

»Vi er vant til at arbejde med udenlandske læger og bruger meget tid på det. Vi skal være opmærksomme på at tale langsomt i starten og spørge, om de nu har forstået, hvad vi siger, og sikre os mange ting, som for eksempel at spørge, hvad det så er, der skal gøres i tilfælde af et anafylaktisk chok.«

Ledende overlæge Thomas Christiansen tilføjer:

»Men vi beklager os ikke. Det er en langsigtet investering. Alle taler globalisering. Det har vi længe haft på vores afdeling.«

De indiske læger i pilotprojektet får og har fået en særskilt intensiv sprogundervisning, som andre udenlandske læger ikke får. Dertil kommer, at de hver har fået en personlig mentor, som tager sig ikke bare af det sproglige, men også af andre, ydre og sociale ting. Det mærkes på afdelingen.

Lisbeth Røhl er mentor for Arindam Bharadwaz fra Indien. Hun siger:

»De indiske læger har en stejlere læringskurve end de øvrige udlændinge, fordi de har fået intensiv undervisning. Jeg læste for eksempel alle Arindams beskrivelser i de første to måneder og rettede og forklarede,« siger hun og fortsætter:

»Han er faldet utroligt godt ind. Han har en faglighed, som hurtigt er kommet til udtryk, fordi han var uddannet som speciallæge i radiologi hjemme i Indien. I modsætning til de fleste andre udenlandske læger, vi har, som vi lærer op her på afdelingen«, siger Lisbeth Røhl.

Yngre læger har antydet, at de indiske læger tager tid fra deres uddannelse?

Thomas Christensen:

»Det er ikke rigtig noget, vi har hørt. Man kan sige, at alternativet havde været, at så havde vi ikke haft eksempelvis Arindam. Det er vel ikke bedre. Han har nu været her knap et år og er på niveau med de øvrige afdelingslæger. Det tog tre måneder, så kunne han gå i vagt.«

Besværlige regler

Arindam Bharadwaz er snart vant til at være i medierne, hvor han været eksempel på den meget vellykkede rekruttering og integrering af en indisk læge.

Han fik autorisation som speciallæge i Indien i 1999. Han har gennemført den første prøveansættelse og er på vej til sin næste. Så skal han op til eksamen i socialmedicin, retsmedicin og receptskrivning.

»Jeg synes, det er mærkeligt, hvad der kræves for at få en autorisation i Danmark. Jeg skal gennem ting, jeg har haft på universitetet, en gang til.«

Men det vidste du vel på forhånd?

»Nej, kun at jeg skulle til eksamener, ikke hvilke.«

Thomas Christiansen mener, at nogle af de krav, Sundhedsstyrelsen stiller til autorisationen, er irrelevante:

»Skal man rekruttere flere læger fra Indien, hvilket er o.k. med mig, bør man ændre reglerne. Det her har været meget besværligt. Sundhedsstyrelsen bør gå ind og vurdere de enkelte landes uddannelse og så graduere kravene. I Arindams tilfælde er det helt hen i vejret, at det tager så lang tid.«

En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen gennemgår i øjeblikket proceduren for at få autorisation som speciallæge for tredielandslæger - læger, der kommer fra lande uden for EU.

»Vi ser på, dels om proceduren kan gøres mere smidig, dels om vi kan understøtte lægen bedre. Det er ikke sikkert, at der bliver færre krav, men hvis vi kan hjælpe lægen med at komme bedre gennem forløbet, vil han eller hun sandsynligvis kunne opnå varig autorisation hurtigere, og samtidig være bedre klædt på til at arbejde som læge,« siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Marit Buccarella.

Arbejdsgruppen vil fremlægge en rapport i starten af næste år.

Vejen til speciallæge i Danmark

Det skal der til - i kort form - for at få autorisation som speciallæge for tredielandslæger:

Københavns Universitet vurderer lægens grunduddannelse på grundlag af dokumentation fra lægens uddannelsessted

Lægen får midlertidig autorisation i op til to år

I den periode skal lægen igennem 2 3 måneders positivt evalueret prøveansættelse

Bestå eksamen i medicinsk fagprøve, i receptskrivning, socialmedicin og medicinsk lovgivning. Tilmelding til eksamen kan ske efter den 1. positivt evaluerede prøveansættelse.

Derefter kan lægen søge om tilladelse til selvstændigt virke og speciallægeanerkendelse

Kilde: Sundhedsstyrelsen