Infektionshygiejne - en nødvendig opgave for alle

Det første grundprincip i al lægebehandling er, at den ikke må skade patienten. Hospitalsinfektioner skader patienter og udgør dermed ikke kun et praktisk, men også et etisk problem. At skaden er utilsigtet, gør ikke problemet mindre. Forebyggelse af hospitalsinfektioner bør derfor stå højt på den sundhedspolitiske dagsorden. Dette temanummer stiller skarpt på hospitalsinfektioner og infektionshygiejne. Artiklerne giver et aktuelt billede af udfordringerne og måden, hvorpå de kan takles. Det, som især springer i øjnene, er opgavernes mangesidighed og kompleksitet.

Hospitalsinfektioner er egentlig et forældet ord, for begrebet dækker bredere i dag og omfatter alle typer af infektioner, som opstår i relation til sundhedsydelser, uanset hvor de foregår. Infektionsspektret favner vidt, fra banal forkølelse til livstruende sepsis med multiresistente bakterier. Smitten kan komme fra andre patienter og fra sundhedspersonale (krydsinfektion), men stammer lige så ofte fra patienternes egen bakterieflora (selvinfektion). Opgjort på den måde vil op til hver tiende patient pådrage sig en infektion under et behandlingsforløb.

Hvordan forebygges hospitalsinfektioner? Personalets håndhygiejne er vigtig, men håndhygiejne gør det ikke alene. Selvinfektion er eksempelvis årsag til halvdelen af alle post-operative sårinfektioner, og her hjælper håndhygiejne ikke. Det er helt andre ting, der skal satses på, f.eks. god kirurgisk teknik, antibiotikaprofylakse og hygiejne på operationsstuerne. Infektionshygiejne omfatter således en bred vifte af forholdsregler, der spænder fra enkle tiltag som håndhygiejne til komplicerede højteknologiske løsninger som indretning af operationsstuer til ultraren kirurgi.

Hvordan skal man prioritere denne indsats? Det er der flere meninger om, for der er mange interessenter med hver sin dagsorden: sundhedsfagligt personale, administratorer og politikere, patientorganisationer, industrien og sidst, men ikke mindst, medierne. Det fører let til hovsaløsninger og et skævt fokus på indsatsen, hvilket forstærkes af, at der ikke er nogen samlet strategi for infektionshygiejne. Mediernes (og dermed også beslutningstagernes) interesse for legionærsygdom har f.eks. medført udskiftning af vandinstallationer på danske hospitaler for et større millionbeløb over de senere år. Det forebygger ca. ti tilfælde af hospitalserhvervet legionærsygdom pr. år. Til sammenligning forekommer der hvert år over 1.000 tilfælde af sepsis med stafylokokker og colibakterier, som paradoksalt nok ikke påkalder sig samme bevillingsmæssige opmærksomhed. Eksemplet viser, at der er behov for en strategi, hvor man prioriterer indsatsen ud fra faglige og sundhedsøkonomiske kriterier. Det bør være en opgave for Sundhedsstyrelsen.

Videnskabsministeriet udarbejdede i 2004 en forskningspolitisk handlingsplan for hygiejne [1]. I rapporten pegede man bl.a. på behovet for udvikling af metoder til løbende overvågning af infektioner. Det sker ikke i dag, fordi vi ikke har egnede metoder til formålet. Manglende registrering betyder, at hospitalsinfektioner ikke er synlige på ledelsesniveau, og der er dermed intet løbende incitament til forbedringer. Manglen på dokumentation gør det samtidig vanskeligt at tiltrække resurser til infektionshygiejnen. Det er derfor et skridt i den rigtige retning, at der nu arbejdes på udvikling af simple elektroniske overvågningssystemer baseret på eksisterende laboratorie- og patientdata. Et andet indsatsområde, som man peger på i rapporten, er implementering af viden om hygiejne. Dette er akilleshælen i alt infektionsforebyggende arbejde: Vi har masser af viden og nedskrevne instruktioner, men de efterleves ikke i fuldt omfang ude ved sygesengen. Hvordan kan vi gøre det bedre? Et godt bud er indførelse af infektionshygiejniske standarder fulgt op med auditering, som sikrer, at man lever op til de definerede kvalitetskrav. Indførelse af Den Danske Kvalitetsmodel, hvor infektionshygiejniske tiltag indgår, er et godt skridt på vejen, men kan ikke stå alene. Det kræver mere personale, og det er ikke gjort med at ansætte flere hygiejnesygeplejersker og hygiejnelæger. Der er også brug for et netværk af klinisk personale (hygiejnekoordinatorer), som ud over deres kliniske opgaver har hygiejne som særligt ansvarsområde. De skal fungere som bindeled mellem afdelingsledelserne og hygiejneorganisationen og medvirke til at sikre, at der sættes fokus på hygiejne ude på afdelingerne, og at instruktioner bliver omsat til klinisk praksis.

Det infektionsforebyggende arbejde er i dag organiseret i hygiejneudvalg og -komiteer, som primært har hospitalerne som deres arbejdsområde. Kortere liggetid og udflytning af opgaver til kommunale institutioner og praktiserende læger har øget behovet for infektionshygiejnisk rådgivning i primærsektoren. Som led i kommunalreformen er man netop nu i gang med at indgå nye opgaveaftaler mellem hospitaler og primærkommuner. Disse aftaler bør indeholde punkter om infektionshygiejne, så der hen over de nye forvaltningsskel kan sikres en effektiv betjening af hele sundhedsvæsenet og af social- og psykiatriområdet.

Korrespondance: Hans Jørn Kolmos, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: hans.joern.kolmos@ouh.regionsyddanmark.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet