Skip to main content

Influenzavaccinationer til discountpris

Bestyrelsen

2. nov. 2005
3 min.

Et prik til alle over 65 år. 100 kr. - alt inklusive - også vaccine. Refusion fra amtet pr. vaccineret patient. Ens pris for vaccinationscentre, praktiserende læger og hjemmesygeplejersker. Vaccinationen kan foregå i enrum i konsultationen, gruppevis på biblioteket eller hvordan man nu selv synes. Op til hver enkelt om man vil vaccinere og på hvilke vilkår. 70 millioner kr. sat af til den øvelse. Punktum.

Regeringen og Dansk Folkeparti har offentliggjort, at man har indgået en aftale om gratis influenzavaccination til alle over 65 år. Hermed brød man med hidtidig praksis mht. til at sikre sig, at ydelsen også kan leveres gennem aftaler med dem, der udfører vaccinationerne. Sundhedsministeriet har siden - mundtligt - oplyst P.L.O. om, at aftalen gennemføres med hjemmel i Lov om tilbud om gratis vaccination for visse sygdomme. Her har Indenrigsministeriet mulighed for - i en bekendtgørelse - at fastsætte reglerne for hvilken vaccine, hvilke persongrupper, der er berettiget og hvilke læger, der skal være omfattet. Prisen har hidtil været et forhandlingsanliggende, men det skulle ikke være sådan med denne ydelse. Så vidt vides gøres ordningen tidsbestemt i 2 år, og så skal den evalueres. I ordningen er der - efter det oplyste - ikke taget særligt hensyn til sygebesøg, andre risikogrupper, mulighed for transport osv.

Hvis man skal se nøgternt på den metode, kan man starte med at analysere fordele og ulemper. Vi hilser absolut velkommen, at influenzavaccinationen er blevet gratis for risikogrupper - her de 65-årige og opefter. Gratis vaccination, ved vi, vil hæve tilslutningsprocenten væsentligt. Ordningen indebærer, at man som læge selv kan beslutte om man vil tilbyde den gratis vaccine til patienten og få de 100 kr. fra amtet, eller om man fortsat vil tage en lidt højere betaling for ydelsen hos patienten. Man kan dog ikke gøre begge dele. 100 kr. til lægen giver ca. 40 kr. for vaccinationsydelsen til lægen, når vaccinen er betalt.

På ulempesiden har der indsneget sig en hel ny betydning af ordet »konkurrence«, må vi konstatere. Konkurrence indebærer her, at prisen låses fast uanset hvilken ydelse og i hvilken kvalitet, den tilbydes. Reel valgfrihed for patienterne ville der have været, hvis patienten havde kunnet få en »check« på 100 kr. fra amtet, uanset om de ville vælge at blive vaccineret på et vaccinationscenter eller hos egen læge, selv om prisen der ville være lidt højere. Patienten havde så fået en reel mulighed for at tage stilling til kombinationen af pris og kvalitet.

Kritikere kan mene, at det her da er sundhedspolitik, og hvad kan vi have imod det. Intet som helst, kunne vi svare - hvis det var det, aftalen gik ud på. Men når man ganske udelader øvrige risikogrupper og tilsyneladende ikke har sørget for, at dem der ikke selv kan komme til lægen, også har et tilbud over hele landet, så er det en ny kurs. Vi plejer i Danmark at kunne rose os af fri og lige adgang til sundhedsydelser.

Ud over manglerne i vaccinationstilbuddet og det - i vores øjne - urimelige honorar, må man også overveje de lokale konkurrenceforhold. Men ydelserne er forskellige på influenzavaccinationsområdet, og i bestyrelsen er vi tilfredse med, at vi ikke har indgået denne aftale.