Influenzavaccinen virker - men kun mod influenza

Influenza rammer landet hvert år i vinterhalvåret, men i varierende omfang. Måles antallet af konsultationer hos praktiserende læger, hvor patienten har »influenzalignende symptomer« (ILS), registreres der ofte et kraftigt øget antal tilfælde, når influenza er til stede. Man taler om en epidemi, når andelen af patienter med ILS er over en årstidsbestemt grænse. Ved influenzaepidemi kan det ved laboratorieundersøgelser bekræftes, at op til 70% af ILS-patienterne har influenza.

ILS er imidlertid et uspecifikt symptomkompleks, der i mindre omfang findes året rundt, hvor de øvrige ca. 200 forskellige luftvejsvirus er årsag til symptomerne. Disse forhold er af stor betydning, når man belyser effekten af influenzavaccine og antivirale midler mod influenza. En nylig publiceret Cochrane-oversigt over influenzavaccinens effektivitet hos raske under 65 år har to hovedkonklusioner: Vaccinen har en effekt på 25% til at forhindre ILS og er ca. 70% effektiv til at hindre laboratoriekonfirmeret influenza. Disse konklusioner har fået flere medier og tilmed Forbrugerrådet til at mene, at vaccinen kun har ringe effekt. Hovedproblemerne i vurderingerne af undersøgelserne, som ligger til grund for oversigten, er, at evalueringsperioden for ILS har meget forskellig længde i studierne - fra fire uger til fire måneder; og mange studier bevæger sig givetvis langt ud over influenzasæsonen. Samtidig er ILS defineret forskelligt i undersøgelserne - lige fra »ethvert symptom på influenza« over til mere specifikke influenzasymptomer. Benyttes en lang evalueringsperiode kombineret med kun et symptom, fås et meget sensitivt, men til gengæld også et meget uspecifikt, mål for influenza. Herved evalueres vaccinens effektivitet også over for de mange andre luftvejsvirus. Vurderes influenzavaccinens virkning derfor alene på kliniske symptomer, må man forvente en lav beregnet effekt. Når man undersøger, om en vaccine er effektiv, må det nødvendigvis være over for det virus, som findes i vaccinen. Virkningen ved laboratoriedokumenteret influenza er ca. 70%, hvilket klart fremgår af Cohrane-arbejdet. En af forfatterne til oversigten anfører da også andetsteds, at man bør evaluere influenzavacciner og antivirale stoffer i en population, hvor man har kendskab til forekomsten af de enkelte luftvejsvirus.

En øget hyppighed af Guillain-Barrés syndrom (GBS) i forbindelse med influenzavaccination blev observeret ved anvendelsen af vaccine mod svineinfluenza til mennesker i 1976. Siden 1990 er tilfælde af GBS som komplikation til influenzavaccination registreret i USA under programmet Vaccine Adverse Event Reporting System. Hyppigheden af vaccinerelateret GBS er faldet i observationsperioden fra maksimalt ca. 1,7 pr. 1 mio. vaccinerede i 1992/1993 til 0,4 pr. mio. i 2002/2003 og har ligget omkring dette niveau de sidste seks år af registreringsperioden. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem antallet af vaccinedoser og frekvensen af GBS. Antallet af GBS-tilfælde korrelerer langt bedre til infektion med Campylobacter jejuni end til influenzavaccination.

En influenzaepidemi medfører i gennemsnit en overdødelighed i Danmark på ca. 1.000 personer, heraf 90% i aldersgruppen over 65 år. Mange ældre og svækkede personer har i år ikke fået deres planlagte influenzavaccination på grund af den megen omtale, som har givet frygt for bivirkninger eller for, at vaccinen ikke er effektiv. Det er veldokumenteret, at influenza er årsag til død samt alvorlig luftvejs- og hjertesygdom hos ovennævnte personer, og at vaccinen kan reducere denne mortalitet og morbiditet. Den omtalte Cochrane-oversigt viser, at influenzavaccinen er effektiv, og samtidig er risikoen for alvorlige neurologiske bivirkninger i en størrelsesorden, som ikke retfærdiggør, at gruppen, som har størst risiko for et alvorligt forløb af influenza, ikke vaccineres. Det er meget uheldigt, at en Cochrane-oversigt på denne måde mistolkes af medierne.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer for anvendelsen af influenzavaccination omfatter ikke raske personer < 65 år. Først og fremmest begrundet i, at svær influenzarelateret sygdom og død er meget sjælden i denne aldersgruppe.

Forekomsten af nosokomiel influenza er rapporteret fra såvel plejehjem, neonatalafdelinger, intensivafdelinger som afdelinger, der behandler immunsupprimerede patienter. Sidstnævnte har en høj influenzarelateret mortalitet primært som følge af viruspneumoni. Vaccination af sundhedspersonalet på plejehjem kan reducere forekomsten af influenza blandt ældre, og lignende forhold gør sig antageligt gældende på hospitalsafdelinger. Vaccination af sundhedspersonalet behøver således ikke kun være begrundet i forsøg på at reducere sygefravær under en influenzaepidemi, hvor personalebehovet stiger. Disse forhold må haves in mente, når influenzavaccination til sundhedspersonale diskuteres. Vaccination vil dog på ingen måde kunne stå alene; hygiejniske foranstaltninger er vigtige, ligesom kontakt mellem risikopatienter og personer med luftvejsinfektion må søges minimeret.

Konklusion: Influenzavaccinen giver beskyttelse mod influenzarelateret morbiditet og mortalitet, men vaccinen hindrer ikke infektion med andre luftvejsvirus, og virkningen på antallet af luftvejsinfektioner og på sygefravær afhænger helt af forekomsten af influenza i forhold til andre respiratoriske virus. Det er ikke for sent at vaccinere de patienter, som tidligere har fravalgt vaccinen; så længe vi ikke har epidemi i Danmark.

Korrespondance: Lars P. Nielsen , Influenzalaboratoriet, Statens Serum Institut, DK-2300 København S. E-mail: lpn@ssi.dk

Interessekonflikter: Statens Serum Institut forhandler influenzavaccine.

Litteraturliste kan fås ved henvendelse til forfatteren.