Informeret samtykke i den moderne udgave

En dag som ganske grøn inden for anæstesiologen var jeg i kontakt med en patient, som skulle have foretaget en hjerteoperation. Det fremgik af journalen, at patienten var bekendt med, at indgrebet med en bestemt sandsynlighed kunne resultere i død eller skader. Min reaktion var dengang forbløffelse og fortørnelse over, at informationen var så specifik.

I dag ser jeg anderledes på det. Grundig information, dialog og inddragelse er forudsætningen for, at læge og patient kan tage det rigtige valg i den konkrete situation, og det er sådan, at man må forstå det informerede samtykke i et moderne sundhedsvæsen. Man kan sagtens forestille sig, at en ung mor og en gammel mand vil se forskelligt på, om de vil gennemgå en avanceret og risikofyldt operation.

Patient empowerment eller patientinddragelse skyller i disse år ind over sundhedsvæsenet, og for nylig inviterede sundhedsministeren Lægeforeningen og en række andre sundhedsorganisationer til drøftelse af dette emne. Det står også højt på Lægeforeningens dagsorden, og vi vil arbejde for, at det bliver til mere end smukke ord.

Eksempelvis vil vi presse på for, at regionerne aktivt støtter patientinddragelse og udvikler programmer for, hvordan læge og patient når en fælles beslutning om behandling. Det er ikke noget, som vi selv har fundet på. Der findes f.eks. amerikanske evidensbaserede modeller fra Mayoklinikken, som kan bruges som inspiration. Som læger kan vi jo aldrig garantere den enkelte patient et bestemt forløb, men dette materiale giver en meget klar information om, hvilken sandsynlighed for succes der er forbundet med behandlingen, hvis man tager statistikken til hjælp.

Et andet initiativ kunne være åbne ambulatorier, hvor patienter med bestemte kroniske sygdomme kan bestille en tid, når de har behov for en læges vurdering, i stedet for at være sat til med bestemte tidsintervaller. Forsøg har vist, at patienterne opnår bedre kontrol med deres sygdom, og at sundhedsvæsenet bruger færre resurser.

Som læger er vi opdraget til at sikre høj faglighed. Derfor kan det som fagperson måske være vanskeligt at give den nye empowerment-bølge sit fuldtonede ja lige fra start. Det er ikke svært at leve sig ind i, hvorfor man kan opleve en meget detaljeret dialog med patienten om valg mellem forskellige behandlinger, som om fagligheden tones ned.

Reelt er det dog ikke en frygt, som vi behøver at have. Patienter vil inddrages, fordi de har individuelle behov, værdier og overvejelser. Men når de opsøger sundhedsvæsenet, er det for at få hjælp, og det vil stadig være lægen, som har ansvaret for at henvise og indstille patienten til behandling. Anderledes kan det ikke være.

Derfor er der også al mulig grund til at høste de gevinster, der ligger i patientinddragelse som f.eks. mere tilfredse patienter og større patientsikkerhed. Et andet aspekt er, at patientinddragelse kan bidrage til mindre ulighed i sundhed. Internationale erfaringer viser, at det i dag er de socialt svageste patienter, som inddrages mindst i lægens overvejelser. Det er oftere ingeniøren end bistandsklienten, der stiller spørgsmål og ønsker supplerende information. Den ulighed kan vi imødegå, ved at sikre at alle systematisk får tilbud om at blive inddraget i beslutninger om deres eget helbred. Også de patienter, der skal have lidt ekstra rygstøtte til at give udtryk for, hvad de har af ønsker og forventninger.