Ingen plan uden penge

I dannet selskab er det altid lidt pinligt tale om penge. Det var da heller ikke et emne, som sundhedsministeren selv tog op, da hun for nylig lancerede rapporten fra regeringens psykiatriudvalg. Ikke at der var noget galt med hendes budskaber. Ministeren talte bl.a. om de nødvendige holdningsændringer på arbejdspladser og i medier, så patienter med psykiske lidelser ikke stigmatiseres. Det er rigtig, og signalet er vigtigt. Det var også godt at høre statsministeren understrege, at nu er tiden kommet til at ligestille fysisk og psykisk sygdom.

Sundhedsministeren har også ret i, at ikke alle forbedringer er et spørgsmål om flere penge. Der er gevinster at hente f.eks. ved bedre organisering, ved at flere patienter kan behandles ambulant, ved øget samarbejde og ved tidlig forebyggelse. De skal naturligvis høstes. Men det er illusorisk at tro, at der ikke skal flere midler til, herunder foretages visse investeringer, før der kan høstes. Problemerne i psykiatrien er så påtrængende, at emnet ikke kan ignoreres, og derfor må man vove at bryde den gode stemning.

Stigmatisering skal bekæmpes, naturligvis, men allervigtigst er, at patienterne bliver behandlet. Vi skal ikke acceptere, at en fjerdedel af de voksne patienter venter mere end to måneder på at komme i behandling i den regionale psykiatri, og at ventetiden til en praktiserende psykiater er ca. et halvt år. Det er heller ikke i orden, at to tredjedele af de mennesker, der havner på en førtidspension på grund af psykisk sygdom, har en lidelse, som det faktisk er muligt at behandle.

Særlige indsatser for kræft- og hjertepatienter er tidligere blev lanceret under stor politisk opmærksomhed og med penge vedhæftet. I respekt for de mange gode forslag, som er indeholdt i psykiatrirapporten, er det nødvendigt, at der bliver fulgt op på økonomien. Ellers risikerer vi, at et grundigt og ambitiøst udvalgsarbejde reelt er spildt.

Lægeforeningen har ingen illusioner om, at sundhedsministeren her og nu kan stampe de nødvendige milliardbeløb op af jorden, men det er vigtigt, at både patienter og medarbejdere oplever, at psykiatrirapporten og regeringens opfølgende handlingsplan markerer et reelt vendepunkt. Der er brug for en plan, der holder.

Dygtige fagfolk og engagerede organisationsfolk har lagt meget arbejde i »En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser«, som rapporten hedder. Men ikke kun det. Det er en rapport, hvis betydning regeringen selv har talt op, og hvis blotte eksistens har lagt en dæmper på krav om markante forbedring i psykiatrien i de seneste år. For nu var udvalgsarbejdet jo i gang …

Af samme grund er det vigtigt, at det håb, der knytter sig til rapporten og opfølgningen på den ikke bliver gjort til skamme. Forhandlinger om satspuljer og næste års finanslov er lige om hjørnet, og her kan regeringen tage de første skridt.

Der er ingen vej udenom, hvis psykiatrien skal løftes: Regeringen skal lægge en langsigtet plan på baggrund af rapportens anbefalinger, og den skal sikre resurser nok til, at forbedringerne kan mærkes over de næste år.