Skip to main content

Ingen vej uden om dukkerne

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
5 min.

Medicinsk simulation med blandt andet dukker og computeranimationer bør være en formaliseret og integreret del af både den præ- og postgraduate uddannelse - og ikke kun hos anæstesiologerne, som er pionerer inden for medicinsk simulation, et område i stærk udvikling.

Det mener overlæge Doris Østergaard, leder af Dansk Institut for Medicinsk Simulation på Amtssygehuset i Herlev.

»I princippet burde alle læger prøve alle procedurer i forbindelse med en behandling på en dukke før en patient. Træning i medicinsk simulation giver lægerne den fornødne selvtillid og færdigheder«, udtaler Doris Østergaard.

»Patienterne accepterer ikke længere at blive behandlet af uøvede, og desuden foregår klinisk oplæring ofte usystematisk. Det betyder, at de uddannelsessøgende læger ikke opnår de samme færdigheder, og det er utilfredsstillende for alle parter«, siger Doris Østergaard.

For tre år siden kom hun til Dansk Institut for Medicinsk Simulation, og gradvist er der kommet flere og flere kurser og kursister til. Sidste år var 1.200 læger og sygeplejersker forbi instituttet, og forventningerne til det fremtidige aktivitetsniveau ligger på mindst samme niveau.

De lægelige kursister er fortrinsvis anæstesiologer, men læger fra andre specialer kunne have gavn af et besøg på simulationsinstituttet, mener Doris Østergaard som blot er en af 10 læger, der varetager undervisningen.

»Det er vigtigt, at simulatortræning indgår systematisk i lægers fortsatte udvikling fra det prægraduate niveau over det postgraduate til den kontinuerlige efteruddannelse, og det bør indgå i alle specialer. Medicinsk simulation bør være en del af uddannelsen, hver gang man skifter niveau«, mener Doris Østergaard.

Skræppende andegård

Instituttet sælger kurser i blandt andet neonatal resuscitation og behandling af en multitraumatiseret patient - begge behandlinger, som kræver et større team, og team-building er et kerneområde i undervisningen på Dansk Institut for Medicinsk Simulation. Kommunikation og evnen til at give ordrer er andre hovedelementer i et kursusforløb på instituttet.

»Teamsamarbejdet fungerer typisk ikke«, konkluderer Doris Østergaard kontant efter at have superviseret et utal af simulationer.

»Når vi ser på videooptagelsen af den første simulation ligner det ofte en skræppende andegård. Der er typisk udpeget en teamleder - der skal være en teamleder - men det er ofte ikke en synlig leder, og det er et stort problem. For jo flere personer, du sætter sammen fx i forbindelse med en multitraumatiseret patient, jo større sandsynlighed er der for at kommunikationen og samarbejdet ikke fungerer. I teamet opstår der hurtigt en nervøsitet, når man føler, at man må træde ud af sin rolle og overtage ledelsen, fordi teamlederen ikke er god nok, og hvis man fagligt ikke føler sig kompetent nok, bliver man naturligt bange for at påtage sig lederrollen«, fortæller Doris Østergaard.

Hun tilføjer, at kursisterne laver endnu en simulation efter den med den skræppende andegård, og »som regel går det bedre anden gang« - rollerne er tydelige, kommunikationen forbedret, ledelsen er tydelig og »patienten« bliver hurtigere og bedre behandlet.

Taknemmelig kursist

Det overordnede sigte med simulationtræningen er kvalitetssikring og - forbedring - således undgå fejl og kritiske hændelser. Doris Østergaard henviser til internationale undersøgelser (1), som viser, at 70 procent af alle fejl eller kritiske hændelser skyldes menneskelige fejl.

Hun støtter sig også til en af biblerne inden for kvalitetssikring, rapporten »To Err is Human: Building a Safer Health System« fra Institute of Medicine i USA, som varmt anbefaler medicinsk simulation.

Endnu er der ikke hug og stikfast evidens for, at træning i simulation nedbringer antallet af fejl og kritiske hændelser, men at dømme efter enkelte forsikringsselskabers præmiepolitik er der ingen tvivl.

Doris Østergaard oplyser, at inden for fx skibsfarten sparer rederier, som rutinemæssigt anvender simulationtræning, mange penge i præmier, og i USA har nogle forsikringsselskaber nedsat præmien for læger, som trænes i en simulator.

Evidens eller ej, Doris Østergaard er sikker på, at simulationen er en gangbar metode til at bygge bro mellem teorien og klinikken. For nylig blev hun endnu en gang bekræftet i sin tro på simulationens kvaliteter, da en anæstesilæge ringede til hende, takkede for et godt kursus og sagde, at hvis ikke han dagen før havde været på kursus på instituttet, havde han ikke turdet lave en nødtracheostomi.

Doris Østergaard er så overbevist om simulationens fortræffelighed, at hun mener, at en læge uden blusel kan svare ja til at have prøvet at lave fx en genoplivning, selv om det kun er sket på en dukke.

Tag kittel med

Som det eneste speciale har anæstesiologerne sat simulationen i system. Alle introduktionslæger på Amtssygehuset i Herlev får således fire dage i selskab med dukker, levende figuranter og computeranimationer i løbet at de første par måneder.

Læger på andre niveauer i uddannelsen til speciallæge i anæstesiologi er også forbi simulationsinstituttet.

»Tag kittel med - det øger realismen at have arbejdstøj på«. Sådan lyder teksten til et kursus i neonatal resuscitation fra simulationsinstituttet på Herlev, og Doris Østergaard understreger, at en medicinsk simulation skal være så virkelighedstro som muligt - ellers er udbyttet for kursisterne begrænset. Generelt går der dog ikke mange minutter, så »glemmer kursisterne, at det er en dukke og ikke en virkelig patient«.

En simulation kan vare fra 10 til 45 minutter afhængig af, om det handler om en genoplivning eller en svært traumatiseret patient. Lederen af en simulation er til stede og følger nøje udviklingen i behandlingen, men hun er også mastermind og kan give en række forskellige signaler til det tekniske hjælpepersonale om at foretage ændringer i »patientens« tilstand, fx udløse en allergisk reaktion eller lade blodtrykket falde.

Hun nævner, at enkelte læger kan have en psykologik blokering mod at deltage i en simulation. De føler, at deres evner og færdigheder, eller manglerne på samme, bliver udstillet. Derfor har alle deltagende kursister tavshedsforpligtelse om forløbet i simulationsrummene.