Skip to main content

Inhabilitetssag i Midtjylland skriver regionshistorie

Region Midtjyllands direktion vurderer, at ledende overlæge Ulrich Fredberg (V) er udelukket fra at sidde i Hospitalsudvalget. Der er ikke i de øvrige regioner eksempler, hvor et medlem af Regionsrådet på grund af generel inhabilitet ikke kan sidde i et udvalg.

Ledende overlæge Ulrich Fredberg er nyvalgt medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland, men han må ikke sidde i Hospitalsudvalget. Han er bedømt "generelt inhabil". Foto: Ulrich Fredberg.
Ledende overlæge Ulrich Fredberg er nyvalgt medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland, men han må ikke sidde i Hospitalsudvalget. Han er bedømt "generelt inhabil". Foto: Ulrich Fredberg.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk og Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

19. jan. 2018
7 min.

Der findes to former for inhabilitet for folkevalgte i de danske regioner: Specielt inhabil og generelt inhabil. Og når administrationen i Region Midtjylland nu vurderer, at den ledende overlæge for Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, Ulrich Fredberg (V), som netop er blevet indvagt i Regionsrådet, er generelt inhabil, er det historisk. Med sin vurdering indstiller den administrative ledelse, at Ulrich Fredberg helt udelukkes fra at sidde i Hospitalsudvalget, og en så vidtgående beslutning kan der ikke umiddelbart findes eksempler på i andre regioner.

Det er noget søgt, at jeg skal være inhabil af ledelsesmæssige grunde. Mon ikke jeg er den første overlæge, det overgår?«. Ledende overlæge på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, Ulrich Fredberg

Fra Region Nordjylland siger chef for Politisk Sekretariat, Jørgen Krogh, at han ikke vil gå ikke ind i den aktuelle sag fra Midt, som han ikke kender i detaljer.

»Men jeg kan sige, at vi ikke har haft sager, hvor en politiker er vurderet generelt inhabil i forhold til et udvalg. Vi har et medlem, der er praktiserende læge, men her er der ikke generelt habilitetsproblemer i forhold til de udvalg, den pågældende sidder i. Overordnet er det sådan, at man ikke er inhabil i sundhedsspørgsmål, blot fordi man arbejder inden for sundhedsvæsenet. Men vi har selvfølgelig løbende eksempler på inhabilitet i enkeltsager, og det kan der være flere grunde til. Man skal måske for eksempel ikke være med til at planlægge udbud af ambulancekørsel, hvis man arbejder inden for området. Men vi har ikke prøvet at skulle udelukke en politiker helt fra et udvalg«.

I Region Syddanmark kan chef for råd- og direktionssekretariatet Flemming Pedersen kun udtale sig om de seneste år, og her har der ikke været eksempler på generel inhabilitet:

»Vi har haft et eksempel, hvor vi umiddelbart gik ind og vurderede, om der eventuelt kunne foreligge inhabilitet. Vi kom dog hurtigt til det resultat, at der ikke forelå inhabilitet, herunder heller ikke generel inhabilitet, da det kræver en vis form for ledelsesmæssigt ansvar. Det var ikke tilfældet«, siger Flemming Pedersen.

Også fra Region Sjælland lyder svaret, at man ikke har haft eksempler på politikere, der er blevet erklæret generelt inhabile og dermed er blevet helt udelukket fra et udvalg. I Region Hovedstaden har der som i de øvrige regioner været tilfælde, hvor politikere har været inhabile i enkeltsager, men ikke generelt inhabile. Her sidder professor, overlæge Jacob Rosenberg (LA) blandt andet i udvalget for værdibaseret styring, udvalget for forebyggelse og sammenhæng, følgegruppen for nybyg på Rigshospitalet samt SP dialogforum, hvor det handler om Sundhedsplatformen.

Hvorfor afgørende, at jeg er »ledende« overlæge?

Også Region Midtjylland har sine eksempler på læger i sundhedsrelaterede udvalg. Her skal Jacob Klærke (SF) være formand for psykiatri- og socialudvalget. Han arbejder til dagligt som læge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Aarhus Universitetshospital, og han har selv spurgt i regionen, om der kan være habilitetsproblemer, og har fået det svar, at hans stilling næppe vil betyde udelukkelse fra et stående udvalg.

Mikkel Rasmussen (Psykiatri-Listen) skal være udvalgets næstformand. Han arbejder som overlæge og speciallæge i psykiatri ved Psykiatrisk Modtagelse på Aarhus Universitetshospital i Risskov, og han falder altså også uden for reglerne om generel inhabilitet.

Det afgørende er dermed, om man er »ledende« overlæge, og det undrer Ulrich Fredberg, for alle overlæger har jo ledelse og administrative opgaver.

»Så jeg forstår ikke, at det skal være afgørende, at jeg er 'ledende' overlæge. Dertil kommer, at jeg udgør en tredjedel af ledelsen i Diagnostisk Center, og at der i Hospitalsenhed Midt, som vi tilhører, er 50 på mit lederniveau. Så det er noget søgt, at jeg skal være inhabil af ledelsesmæssige grunde. Mon ikke jeg er den første overlæge, det overgår?«.

Jeg havde nok forventet lidt støj, men …

»Da jeg stillede op til regionsrådsvalget, henvendte en journalist sig til regionens direktion og spurgte, om der kunne blive habilitetsproblemer. Svaret var, at der kunne blive tale om enkeltsager, hvor jeg var inhabil, og det var så det. Derfor er jeg dybt forundret over at være blevet erklæret generelt inhabil«, siger Ulrich Fredberg.

Faktaboks

Fakta

Han forstår ikke, hvorfor vurderingen af ham har været anderledes end vurderingen af andre kolleger, som har valgt at arbejde politisk:

»Jeg har adskillige eksempler på kolleger, der har siddet i regioners besluttende organer på sundhedsområdet, og blandt eksemplerne er en cheflæge fra Aarhus, der skulle være med til at træffe beslutninger på et helt andet niveau, end jeg skal i et indstillende hospitalsudvalg. Jeg havde nok forventet lidt støj, for jeg har jo flere gange været kritisk over for direktionens beslutninger. Men dette havde jeg godt nok ikke forventet«.

Ulrich Fredberg kender udmærket den paragraf, hvor der tales om ansatte med »ledende administrative funktioner«. Men han oplever den lidt som en gummiparagraf, der anvendes efter forgodtbefindende og ikke rammer alle med ledelsesfunktioner. Han forstår heller ikke selve den måde, beslutningsprocessen foregik på. Han anede ikke, at der blev kørt en vurderingssag på ham, og det var en journalist, der viste ham afgørelsen og fortalte, at han var blevet kendt generelt inhabil.

»Jeg påpegede den manglende neutralitet og de manglende henvisninger til tidligere sager i direktionens henvendelse til Ankestyrelsen og ønskede at få mulighed for at få foretræde, da Ankestyrelsen skulle spørges. Det svarede direktionen ikke engang på«.

Regionsdirektør: Forstår, at det skaber undren

Regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen fastholder, at Ulrich Fredberg efter administrationens mening vil være generelt inhabil og ikke kan sidde i Hospitalsudvalget. Men hvorfor kunne man ikke nøjes med at erklære ham inhabil i sager, der vedrører Regionshospitalet Silkeborg?

»Administrationen vurderer, at Ulrich Fredbergs stilling har en sådan karakter, at bestemmelsen om generel inhabilitet i kommunestyrelseslovens § 29, stk. 2, litra b kommer i spil«, siger Jacob Stengaard Madsen.

»Jeg har forståelse for, at det vækker undren hos mange, at en mand med faglig indsigt ikke kan sidde i regionens hospitalsudvalg. Men lovgivningen om generel inhabilitet er til, fordi man ønsker at undgå situationer, hvor ansatte gennem et stående udvalg deltager i kontrol-, tilsyns- og beslutningsvirksomhed vedrørende deres eget arbejde. Som administration er det vores opgave at rådgive Regionsrådet, så de ikke træffer beslutninger i strid med gældende ret. Det er den eneste opgave, vi varetager i den konkrete sag«.

Afgørelsen bygger på en paragraf, der taler om ledende administrative funktioner. Gælder det også, når man som Ulrich Fredberg har flere ledelseslag over sig?

»Det afgørende for bestemmelsens anvendelse er, at man har et dagligt og selvstændigt ledelsesansvar for et personale. Vurderingen fra administrationen har taget afsæt i, at Ulrich Fredberg som ledende overlæge på Diagnostisk Center refererer til hospitalsledelsen for Hospitalsenheden Midt og derfor er omfattet af bestemmelsen«.

Er indstillingen til Regionsrådet endelig, eller vil den blive genvurderet efter den megen polemik, der er kommet om sagen, og hvor der måske er fremkommet nye argumenter for en anden indstilling?

»Den juridiske vurdering i den konkrete sag er blevet forelagt Ankestyrelsen, der støtter regionens jurister i deres vurdering af, at Ulrich Fredberg er generelt inhabil i forhold til at være medlem af Hospitalsudvalget. Venstre har oplyst, at de vil kontakte Ankestyrelsen for at få vished for, om Ankestyrelsen i grundlaget for deres udtalelse har inddraget alle relevante aspekter. Og i sidste ende vil det være Regionsrådet, der træffer endelig beslutning«, siger Jacob Stengaard Madsen.

Læs også: ”Brug din viden – men se tingene ovenfra”