Inspektorordningen holder videreuddannelsen på sporet

Speciallæger opstår ikke af sig selv. De er resultatet af en videreuddannelse - som heller ikke er en selvfølge. Ud over at uddanne har udannelsesstederne nemlig andre, presserende opgaver, som hurtigt kan skubbe hensynet til at lære noget til side, når det brænder på.

Uddannelsen er derfor ikke noget, som kan tages for givet. Den skal hele tiden overvåges, tjekkes og evalueres for at sikre, at kvaliteten er optimal. Overvågningen og evalueringen foretages af et korps af inspektorer - repræsentanter for specialeselskaberne, der med jævne mellemrum aflægger besøg på enhver uddannelsesafdeling og på struktureret vis vurderer, hvordan den fungerer som uddannelsessted.

Inspektorordningen er fra 1997. I begyndelsen var den frivillig, men siden 2001 har den været obligatorisk. Det er Sundhedsstyrelsen, som administrerer ordningen og koordinerer besøgene.

I 2008 var der 203 inspektorer, foruden 43 »juniorinspektorer«. De aflagde besøg på 77 afdelinger, og ud fra de scores, som blev præsenteret på årsmødet, kunne afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, Susanne Vinther Nielsen, konkludere, at inspektorerne gør en positiv forskel, da de fleste afdelinger scorede højere end i 2007. »Afdelingerne er blevet en smule bedre til uddannelse. Som inspektorer har I været med til at flytte noget«, sagde hun.

Uddannelse vs drift

I år hed mødets hovedtema »uddannelse og drift« - et dilemma på enhver uddannelsesafdeling: »Produktionen« skal køre, samtidig med at man - ofte med sparsomme speciallægeressourcer - skal uddanne de kommende speciallæger.

Randi Beier-Holgersen er klinisk lektor og overlæge på Hillerød Hospital, som scorer pænt i inspektorårsrapporten for 2008. Hun var også udset til at holde oplæg på inspektorårsmødet om temaet: »Synergi mellem uddannelse og drift« for at fortælle, hvordan man i Hillerød håndterer dilemmaet.

En optimistisk overskrift må man sige. Uddannelse og drift plejer at slås mod hinanden. Men sådan er det ikke i Hillerød?

»Jo. Man har driften i højsædet, og det handler om at ,producere` patienter på den meget korte bane. Uddannelse er noget, man ,lægger på` - er der tid, gør vi det, men ellers producerer vi patienter. Man ser tit, at yngre læger bliver taget ud af en uddannelsessituation. Står man pludselig og mangler en læge, er det undervisningen, der bliver skrottet. Og det sker også hos os», indrømmer Randi Beier-Holgersen.

Og sådan er det alle steder - men i Hillerød ved de dog, at det er forkert:

»Vi vil netop gerne sige, at en reservelæge er ikke en reservelæge. Det handler om at få dem lagt ind i arbejdstilrettelæggelsen. Hvis man allerede, når man lægger månedsplanen, lægger de yngre læger ind der, hvor man som uddannelsesansvarlig overlæge ved, at de hører til - f.eks. skal almen blok-læger lære at kunne visitere og skal sidde i ambulatoriet, mens introduktionslægerne skal lære at operere, så de skal på operationsstuen. Hvis man tilrettelægger det ordentligt, bliver det let«.

Fra 100-meter til maraton

Randi Beier-Holgersen har en klar fornemmelse af, at hospitalsledelsen bakker fast op bag uddannelsesbestræbelserne. Anderledes kan det vel heller ikke være, når den lægelige direktør er Anders Kyst, som både er formand for Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Region Øst og medlem af Sundhedsstyrelsens følgegruppe for inspektorordningen.

Ifølge Anders Kyst behøver der da heller ikke være nogen kløft mellem uddannelse og produktionskrav, hvis man vel at mærke ser ud over sin egen næsetip:

»Som med så mange ting, vi håndterer i hospitalsledelsen, er vi nødt til at afbalancere. Men jeg ser ikke en speciel modsætning mellem uddannelse og drift. En drift er jo dybt afhængig af, at næste generation af speciallæger udvikles«, siger den lægelige direktør.

Og sådan ser der sikkert ud i en ideel verden. I den grumsede virkelighed må uddannelsen vel ofte vige, når hensynet til produktionen kræver det?

»Både ja og nej«, svarer Anders Kyst.

»Jeg vil nu mene, at hvis man stirrer sig blind på nu-og-her-drift, mister man evnen til at sikre fremtiden, og dermed også til at sikre overblikket og udviklingen i bredere forstand. Hvis man ikke som leder har det med i sin prioritering også i dagligdagen og på afdelingsniveau, tror jeg, at man får et kort liv som succesfuld afdeling. Man fokuserer på, at vi skal løbe en 100 meter, og glemmer, at der skal løbes en maraton bagefter«.

Direktionen betaler

Man integrerer ikke videreuddannelsen i et hospitals dagligdag fra den ene dag til den anden. Det tager tid, og de første initiativer tog direktionen allerede for 5-6 år siden.

»Vi besluttede, at ved de uddannelsesforløb, som den enkelte afdeling får lov til at ,være vært for`, ville direktionen betale for de årsværk, som den yngre læge udgjorde. På den måde behøvede afdelingen ikke overveje, om de havde råd til at få uddannelsesstillingen - men mere på, om de kunne håndtere det på tilfredsstillende vis.«

Det fremhæver Anders Kyst som et væsentligt skridt. Som et andet blandt flere peger han på, at der nu også er givet økonomi til, at den uddannelsesansvarlige overlæge får en time om ugen med de uddannelsessøgende i afdelingen.

»Det vil sige, at vi har legitimeret og fastlagt en tidsramme for, at de kan håndtere deres hverv som uddannelsesansvarlige«, siger han. Anders Kyst lægger ikke skjul på, at der også er den bagtanke ved at favorisere videreuddannelsen, at man gerne vil tiltrække de yngre læger.

»Men det virker jo kun, hvis vi håndterer uddannelsen, så de, der bliver uddannet, også ønsker at vende tilbage. Det er et tveægget sværd«, siger han.

Besøg er en hjælp

Hillerød Hospital har haft fire inspektorbesøg på ca. halvandet år, og ifølge Anders Kyst er de forløbet godt. Og det bekræftes af tal, som Ugeskriftet har bedt Sundhedsstyrelsen om at trække ud: De tre afdelinger på Hillerød Hospital, som havde besøg i 2008, scorede i gennemsnit 3,2. Landsgennemsnittet var 2,9. Den højst scorende afdeling i 2008 var Anæstesiafdelingen på Holbæk Sygehus med et gennemsnit på 3,6. Det indbragte i øvrigt afdelingen »Årets uddannelsespris«, som blev overrakt af Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker på årsmødet. Det skete blandt andet med ros for et læringsmiljø, som med Jesper Fiskers ord »er helt i top, og hvor der tages store hensyn til videreuddannelsen«. Jesper Fisker pegede på, at ledelsens opbakning i den forbindelse er »helt afgørende«.

Når en afdeling på Hillerød Hospital har haft inspektorbesøg og har modtaget inspektorrapporten, fremlægger afdelingens ledende og den uddannelsesansvarlige overlæge rapporten i hospitalets lægelige videreuddannelsesudvalg, der består af afdelingernes ledende og uddannelsesansvarlige overlæger.

»På den måde sikrer vi også en læring sidelæns imellem specialerne«, si ger Anders Kyst, som desuden involverer sig personligt i alle inspektorbesøg.

»Det giver mig en mulighed for at høre, hvor vi kan forbedre. Og hvis det er noget, jeg skal være med til at understøtte, tager vi den derfra«, siger Anders Kyst.

Selv om »inspektorbesøg« lyder af smæk og eftersidning, opfatter Anders Kyst besøgene som en velkommen hjælp: »Åbenhed er en nødvendighed for at få udvikling«, siger han. »Hvis man kun selv udnævner sig til at være dygtig på et felt, er det ret uinteressant. Det er først, når omgivelserne kan se, at man gør det godt og hæderligt, at det bliver interessant«.

»Ledelse, ledelse og ledelse«

Peder Charles er overlæge, dr.med. samt klinisk professor i videreuddannelse af yngre læger. Han understreger, at den vigtigste faktor, som har betydning for at afdelingerne prioriterer videreuddannelse, er ledelsens engagement i sagen:

»God videreuddannelse drejer sig om tre ting: Ledelse, ledelse og ledelse«, siger han med et citat fra den daværende formand for Speciallægekommissionen, Poul Diderich.

Efter Peder Charles' opfattelse har det betydet meget for Inspektorordningen, at Sundhedsstyrelsen er begyndt at involvere sig mere aktivt med kommentarer til inspektorrapporterne og forslag til opfølgning.

Generelt er Peder Charles glad for inspektorordningen:

»Den har virkelig været medvirkende til, at der er sket et løft«.

Betyder inspektorordningen noget for afdelingernes engagement i uddannelsen? Er besøgene noget, man frygter eller ser frem til?

»Det kommer nok an på, hvor du er. Der er jo afdelinger, som undgår inspektorbesøg, og dem burde man da se nærmere på og spørge, hvorfor. Men generelt synes jeg, man tager det højtideligt«, siger Peder Charles, som husker et inspektorbesøg på et sygehus, hvor cheflægen bagefter var noget pikeret over, at ingen havde spurgt, om han ville deltage i mødet med inspektorerne.

»Så højt sætter man det altså. Og jeg tror, ledelsen de fleste steder engagerer sig meget i inspektorbesøg«.

For få inspektorer

Alle uddannelsesafdelinger skal have inspektorbesøg mindst hvert fjerde år. Afdelinger med kritiske rapporter oftere.

Men der mangler inspektorer. Nogle specialer - som f.eks. psykiatri - er stærkt underforsynet, mens større specialer som anæstesiologi og gynækologi/obstetrik er velbemandede. Sundhedsstyrelsen og specialeselskaberne søger derfor med lys og lygte efter flere inspektorer, da Sundhedsstyrelsens mål er ca. 150 årlige inspektorbesøg - ca. dobbelt så mange, som man nåede i 2008.

Inspektorer udpeges af Sundhedsstyrelsen efter indstilling fra det videnskabelige selskab. Man skal have erfaring som uddannelsesansvarlig, vejleder eller underviser, eller have beskæftiget sig med medicinsk pædagogik. Der er overvejende tale om speciallæger, men som uddannelsessøgende læge kan man blive juniorinspektor.