Skip to main content

Inspektorrapport giver OUH kras kritik for dårlig uddannelse

Yngre læger har fået underskrift på kompetencer, som de reelt ikke har opnået, viser inspektorrapport fra Sundhedsstyrelsen. Den ledende overlæge på afdelingen finder det svært bekymrende og har forsøgt af finde ud af, hvorfor og hvordan det kunne ske.
Arkivfoto.
Arkivfoto.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

21. jun. 2019
3 min.

Uddannelse af speciallæger fungerer ikke optimalt på Ortopædkirugisk afdeling på Odense Universitetshospital, OUH.

Det konkluderer Sundhedsstyrelsen i en inspektorrapport. Rapporten er fra juni 2018, men er først nu blevet gravet frem af TV 2/Fyn.

Et stort problem er ifølge inspektorrapporten, at hoveduddannelseslæger har fået underskrevet kompetencer, selvom de i virkeligheden ikke har opnået dem. Det har deres vejleder ifølge rapporten selv anført.

Det kan jo have den konsekvens, at den speciallæge, der kommer ud, ikke er så dygtig, som man ellers ville have regnet med Helga Schultz, formand for Yngre Læger

I syv ud af 17 forløb var der fem eller færre dage i sektoren før godkendelse af kompetencer. I to tilfælde var der blot én dag og i ét enkelt tilfælde er det nul dage, konkluderer rapporten.

”Dette er svært bekymrende og understøtter bekymringen om, hvorvidt målbeskrivelseskompetencer reelt er opnået,” skriver inspektorerne.

Hoveduddannelseslægerne ligger dog også vægt på, at de har det godt kollegialt i afdelingen, og at speciallægerne er engageret i dem og deres uddannelse.

Formand for Yngre Læger, Helga Schultz, siger, at underskrifter på uopnåede kompetencer kan betyde, at at en læge ikke har været hele vejen rundt i sin uddannelse.

”Det kan jo have den konsekvens, at den speciallæge, der kommer ud, ikke er så dygtig, som man ellers ville have regnet med,” siger hun til TV 2/Fyn.

"Det er svært bekymrende"

Afdelingens nuværende ledende overlæge, Lonnie Froberg, begyndte først i sin stilling i maj 2019, og hun har forsøgt at finde ud af, hvorfor og hvordan vejledere har skrevet under på uddannelsespapirer, selvom kompetencerne ikke rakte.

”Det er svært bekymrende, det er klart. Vi kan ikke acceptere som afdeling, at der er nogle læger, der får underskrevet kompetencer, som de ikke har opnået,” siger Lonnie Froberg til TV 2/Fyn.

Sundhedsstyrelsens inspektorer består af læger, og de vurderer uddannelsesmiljøet på de enkelte afdelinger på en skala fra 1-4, hvor 1 er ”særdeles problematisk,” og 4 er ”særdeles god”.

Punkterne ’Konferencerne læringsværdig’, ’Læring og kompetencevurdering’ og ’Arbejdstilrettelæggelse, tilrettelæggelsen tager hensyn til videreuddannelsen af læger’ vurderes alle af inspektorerne til at være særdeles problematisk.

Kun punkterne ’Introduktion til afdelingen’ og Forskning – uddannelsessøgende lægers deltagelse i forskning’ vurderes til at være særdeles god.

Det er en alvorlig kritik, inspektorrapporten rejser, mener Jesper Brink Svendsen, formand for Lægeforeningens uddannelsesudvalg.

De inspektorer, som har udarbejdet rapporten fra OUH er Søren Bødtker, overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital, Juozas Patruskevicius, overlæge på Ortopædkirugisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og Amandus Gustafsson, afdelingslæge på Ortopædkirurgisk afdeling på Slagelse Sygehus.