Skip to main content

Intet pilleboom i supermarkedet

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

21. okt. 2011
2 min.

Let adgang til håndkøbslægemidler har ikke fået danskerne til at svælge i afføringsmidler, hostemidler, næsespray eller antihistaminer købt ved siden af mælken i Føtex.

Det viser en opgørelse over salg af liberaliserede håndkøbslægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har foretaget, der offentliggøres i dag fredag.

Fra 2007 til 2010 steg det samlede salg af håndkøbslægemidler kun med 1,5 procent. Og dagligvarebutikkernes andel af dette marked ligger stabilt på omkring 22 procent:

»Der er intet, der typer på, at den frygt, der har været siden tidernes morgen om, at jo flere steder, hvor du kan købe lægemidler, jo mere stiger forbruget, holder vand«, siger chef for direktionssekretariatet i Lægemiddelstyrelsen Karsten Jørgensen og fortsætter:

»Men detailhandlen er heller ikke blevet den store konkurrent til apotekerne, som nogen måske kunne have forventet. Der har ikke været den store priskonkurrence, hvor dagligvarebutikkerne eksempelvis halverer prisen på håndkøbslægemidler for at lokke kunder væk fra apoteket.«

Antirygemidler er den eneste af de syv varegrupper, som er med i Lægemiddelstyrelsens rapport, hvor dagligvarebutikkernes markedsandel, overstiger apotekernes. I 2010 blev 53 procent af antirygemidlerne således solgt i et supermarked.

Næsemidler og antihistaminer er de to områder, hvor markedet er steget mest - med henholdsvis 13 og 14 procent. Men hvor det øgede salg af næsemidler primært er sket i dagligvarebutikkerne, så er det øgede salg af antihistaminer sket fra apotekerne.

Danmarks Apotekerforening er fortsat modstandere af den håndkøbsliberalisering, der blev gennemført af den tidligere regering:

»Vi synes, at det er et problem for patientsikkerheden. Senest har vi set diskussionen med svage smertestillende lægemidler, hvor blandt andet Jyllands-Posten har afdækket, at salget er steget med op mod 50 procent på 15 år«, siger Niels Kristensen, formand for Danmarks Apotekerforening:

»Samtidig tror jeg, at man påvirker befolkningens hidtidige opfattelse af lægemidler, som noget man bør være varsom med og bruge med omtanke, når man placerer det ved siden af almindelige varer. Til noget, der jo »ikke kan være så farligt«, når det kan fås i Brugsen. Og det er ikke positivt«.

Siden oktober 2001 har det været muligt at købe håndkøbslægemidler uden for apoteket.

Det er Lægemiddelstyrelsen, der afgør, om et håndkøbslægemiddel må sælges uden for apotekerne, og godkender salgsstederne.

I 2010 udgjorde det samlede salg af liberaliserede håndkøbslægemidler 1.3 million kroner. Dagligvarebutikkerne stod for cirka 300 millioner kroner.