Ja tak til almen praksis i udkantsdanmark

Det er stadig svært at få besat alle hoveduddannelsesforløb i almenmedicin ude i landets randområder, men det er ikke helt så svært, som det har været. Ifølge Yngre Lægers top ti over de hoveduddannelsesforløb, der startede i 2011, var almenmedicin attraktiv. Der var i alt 590 ansøgere til 235 stillinger – dvs. ca. 2,5 ansøger pr. stilling – og det placerer specialet på en tiendeplads i popularitet. Ganske vist rakte begejstringen ikke til at få alle stillinger besat. Der var 18 ubesatte forløb – dvs. 7,6 pct. Men det er langt færre end tidligere. I 2010 var andelen oppe på 20,1 pct. og året inden 15,5 pct. De tre videreuddannelsesregioner – øst, syd og nord – oplyser, at det er i udkantsdanmark, problemet ligger. De ubesatte forløb ligger i det sjællandske såsom Nykøbing Falster og Næstved. Det gamle Sønderjyllands Amt er udsat, og det kniber også i området nord og syd for Esbjerg. I Videreuddannelsesregion Nord, der dækker både Region Nordjylland og Region Midtjylland, er det vestpå i det midtjyske, det halter, selv om der også af og til er problemer længere inde i hovedlandet omkring f.eks. Viborg og Silkeborg. Til gengæld er Region Nordjylland sjovt nok ikke specielt ramt. Her er der kun en enkelt vakance – i Thy.

Nord: Vi hjælper

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) fra Region Nordjylland forklarer, at hendes region har gjort en del for at trække de uddannelsessøgende til.

»Vi tilbyder f.eks. nogle afklaringskurser om almen praksis, om personaleansvar, hvordan man organiserer en praksis osv. Vi har også lyttet til, hvad de unge gerne vil have for eksempel i forhold til baglandet. Vi kan ikke skræddersy et job til en ægtefælle, men vi kan prøve at hjælpe. Og vi kan oplyse om f.eks. mulighederne for børnepasning«, siger hun.

»Vi har simpelt hen lavet en bedre beredskabspakke til at tage imod dem med«, siger hun.

Den slags initiativer begejstrer Yngre Læger.

»Det er dejligt at se, at man i Region Nordjylland forsøger at gøre noget ved problemerne med at få besat stillingerne. Det viser, at det betaler sig at tænke stort og tilbyde en samlet pakke, som tager hensyn til f.eks. job/uddannelse, til ægtefælle, børnepasning, bolig, uddannelsesmiljø, forskningsmuligheder m.m. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Mange af de mindre populære specialer kan lære noget af Region Nordjyllands initiativer«, siger Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz.

Hvad angår udviklingen mod færre ubesatte hoveduddannelsesstillinger i almenmedicin generelt, synes hun, det er en positiv udvikling.

»Det betyder jo, at vi får uddannet de speciallæger, der er så hårdt brug for«, siger hun.

Spørger man om årsagen, gætter Ulla Astman – som også er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg – på, at fireårsreglen har spillet en rolle. Ifølge den skal læger begynde på deres hoveduddannelsesforløb højst fire år efter, at de startede på den kliniske basisuddannelse (KBU).

»Jeg tror, at fireårsreglen har fået nogle til at sige, at vi bliver nødt til at flytte os«, siger hun.

Så set fra regionernes side har fireårsreglen været en succes?

»For mig at se har den haft en effekt. Vi skal sikre, at vi får uddannelsesstillingerne besat i hele landet. Vi kan ikke have nogen gående i evigheder og vente på, at drømmen opfyldes. De må have et kærligt spark bagi«.

Bonus som lokkemad

Selv om det går fremad med at få besat også udkantens stillinger, er der tydeligvis stadig et restproblem. De praktiserende læger føler medansvar for at sikre en landsdækkende service – kan de gøre noget for at gøre udkanten attraktiv?

»Vi kan sørge for at være med til at skabe spændende, faglige miljøer, hvor mindre praksis måske slår sig sammen i større, som af de unge opfattes som mere attraktive«, siger formand for de praktiserende læger, Henrik Dibbern.

Flere regioner har lokket med økonomiske incitamenter for at trække praktiserende læger til. Men måske skulle støtteordningerne gentænkes, mener PLO-formanden, så i det mindste nogle af pengene går til uddannelsessøgende og ikke til færdige læger.

»Det ville gøre det mere attraktivt at tage disse uddannelsesstillinger«, siger han.

Samtidig er han ikke blind for, at penge til at lokke en færdig læge til, faktisk sikrer lægen. Mens penge til en, der stadig er under uddannelse, ikke nødvendigvis sikrer, at vedkommende også nedsætter sig som læge efter endt uddannelse. Selv om det højner sandsynligheden.

Nytter ikke at være kræsen

Spørger man Ulla Astman, er der dog ikke udsigt til nogen udkantsbonus for uddannelsessøgende.

»Jeg mener ikke, at der skal være en særskilt bonus for yngre læger. Vi laver bare en lønspiral i opadgående retning. De må finde ud af at bevæge sig hen, hvor stillingerne, sygehusene og patienterne er«, siger hun.

»Det nytter ikke noget at være kræsen. Sådan er det også for alle andre. Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får«.

Læs også lederen i dette nummer.

DET ER ALTSÅ BEDRE END PÅ NØRREBRO

Af Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

Forholdet til patienten.

Så kort kan det opsummeres, hvorfor 31-årige Trine Meusling – der i dag har en introstilling hos Kariselægerne på Kildevej 2A i den mindre sydøstsjællandske by – er helt sikker på, at hun til efteråret også søger sit hoveduddannelsesforløb så langt fra hovedstaden og de store byer som muligt.

»Lægehusene hernede oplever en helt anden taknemmelighed fra patienterne. En varme, som jeg slet ikke oplevede, da jeg var i praktik hos praktiserende læger på Nørrebro i København. Patienterne genkender os i supermarkedet, kommer over og hilser og er dybt taknemmelige for vores indsats«, siger Trine Meusling.

Men interessen i patienten er gensidig. Uddannelseslægen oplevede eksempelvis, hvordan en kollega fra lægehuset i Karise af egen drift tog på hjemmebesøg hos en patient, da hun skønnede, at det var nødvendigt. Lægen kendte familien og vidste, at de aldrig selv ville ringe, hvis det ikke var alvorligt.

»Jeg tog med, og familien blev så taknemmelig og ringede efterfølgende og forklarede, hvordan det gik. Det var aldrig sket i en storby. Opfølgningen er meget bedre.«

Selv bor Trine Meusling i Køge med sin mand og to børn og kører dagligt de 25 minutter til lægehuset. Derfor er uddannelsesophold tæt på bopælen også eftertragtet. Men også fagligt set giver ophold »ude på landet«, som hun formulerer det, større mening:

»Vi kender jo hele familien, patienten, børnene, konen og mormoren, og det gør os bedre i stand til at vurdere de reelle problemstillinger«, siger Trine Meusling og fortsætter:

»Samarbejdet med hjemmeplejen og de udkørende sygeplejersker fungerer også rigtig fint. Vi har et enkelt plejehjem lige herovre, og vi taler tit om patienterne. Der er styr på tingene. Og det var altså ikke min oplevelse i København, hvor det jo også er et stort område med mange hjemmeplejestationer. Her er der kun én. Det sikrer alt andet lige en bedre behandling.«

Som uddannelseslæge i Karise bestemmer Trine Meusling selv, hvor mange patienter hun vil tage. Og hvor lang tid konsultationen skal tage. Der er intet pres. Ligesom de tre faste speciallæger gerne vil lytte, når der er behov. Og opfordrer til at søge og tage på kurser.

Men Trine Meusling savner som eneste uddannelseslæge flere yngre kolleger på samme niveau at dele oplevelserne med.

At de ledige uddannelsesstillinger i almen praksis ligger langt fra de store byer, undrer på ingen måde Trine Meusling.

Udannelsesforløbet ligger typisk i de år, hvor familier etableres og små børn kommer til verden. Derfor er det svært at rykke hele familien fra hovedstaden til Lolland-Falster.