Skip to main content

Ja til stamcelleforskning

Hans Buhl

2. nov. 2005
3 min.

Folketinget skal i dette forår tage stilling til, om der skal gives tilladelse til forskning i embryonale stamceller og i så tilfælde, hvordan denne forskning skal reguleres. Politikerne skal foruden det helt grundlæggende spørgsmål om ja eller nej til forskningen også tage stilling til syv spørgsmål, som er stillet af Genteknologiudvalget. De vedrører de helt fundamentale problemer omkring udtagning af stamceller, anvendelse af IVF-teknik, kernetransplantation, anvendelse af stamcellelinjer, samtykke, import og anvendelse af voksne stamceller.

Det er hele rækken af de meget tunge etiske problemer, som er forbundet med anvendelsen af stamceller i forskningen. De beskrives i tre artikler i dette nummer af Ugeskrift for Læger og skal derfor ikke behandles i detaljen her. Det skal derimod det grundlæggende spørgsmål om tilladelse til forskning. Lægeforeningen har tidligere meldt ud, at vi på det bestemteste går ind for terapeutisk kloning. Det samme gør flertallet i Etisk Råd. Derfor går vi med helt den samme logik ind for, at forskere skal have adgang til de stamceller, som er basis for den terapeutiske kloning.

Det ville være helt ulogisk at stoppe op foran denne potentielle dør til nye lægevidenskabelige gennembrud, blot fordi der også her ligger et stykke ukendt land. Med den logik ville en række sundhedsmæssige fremskridt i sidste århundrede aldrig være sket. Det er politikernes opgave at skabe et regelsæt, der ikke gør det ukendte til en trussel. Modstandere har fremført det besynderlige argument, at befolkningerne i vores del af verden allerede har en sundhedstilstand, der gør yderligere indsats for at forbedre den nærmest uetisk. De ressourcer, som den nye forskning vil lægge beslag på vil have en størrelse, der gør det svært at løse alle de andre opgaver i sundhedsvæsenet. Der er grupper, som må acceptere, at livet kan ramme dem med skavanker, der kan ende med en dødelig udgang, lyder påstanden.

Det er en form for argumentation, der i sin konsekvens ville have fastholdt os på et middelalderligt stade på samme måde som de grupper, der ligger under for forskellige former for fundamentalisme. De mennesker, der lider af uhelbredelige sygdomme som Alzheimers demens eller sclerose ville næppe bifalde, at lægevidenskaben nu trak en streg i sandet. Det samme gælder de mange tusinde, der årligt gennemgår voldsomt belastende kemobehandlinger for kræft. For perspektivet i den nye teknologi er, at der på sigt kan udvikles helt nye behandlingsmetoder mod sygdomme, som i dag er uhelbredelige eller stærkt forringende for livskvaliteten.

Der er ingen garantier. Det er der aldrig, når forskningen bevæger sig ind på nye områder. Men det har så stort et potentiale, at det ville være helt uansvarligt ikke at eksplorere. Hertil kommer en række andre argumenter, bl.a.: »at hvis ikke vi gør det, så er der andre som gør det«. Det går to veje, på den ene side ville manglende adgang til at udføre denne forskning herhjemme udelukke danske forskere fra et af de mest perspektivrige nye områder og dansk industri fra et stort potentiale, og på den anden side er det ikke anstændigt at køre på frihjul og lade andre gøre indsatsen og bare lægge sig i baghjulet. Danske læger skal selvfølgelig kunne deltage i den nye forskning inden for de rammer, som politikerne må opstille. Lægeforeningen medvirker gerne ved arbejdet med at afstikke disse rammer.